Debatindlæg

Hej ellie :)

Det er lidt ærgerligt, at jeg først ser dit indlæg nu, så jeg håber virkelig det her forum underretter dig på e-mail, når du får et svar, så vi måske kan få en dialog.

Jeg går netop og bokser med der her ting, og derfor blev jeg egentlig rigtig glad, da jeg så dit indlæg, fordi jeg selv har erfaret at rigtig meget af min angst og efterfølgende depression egentlig er opstået på grund af familiemønstre.

Jeg kan også se, at noget af det er arveligt. Min fars ængstelighed og min mors fobier og meget sensitive sind, er også medvirkende. Men jeg skal da lige love for at de dysfunktionelle familiemønstre får fyret op for min disponering for angsten.

Jeg ved det, for da jeg i mine tyvere flyttede fra landet til Kbh, blev jeg venner med nogle familie, hvor de var 15 år ældre end mig, så jeg blev næsten taget ind, som om jeg var endnu et af deres børn. Og de havde slet ikke de samme mønstre, som min mor, far og søster har.

Så det var befriende at opleve mig selv på en helt anden måde, trods min disponering for angst. For angsten blev næsten ikke aktiveret hos denne "nye familie". Nu er jeg blevet 44 og ser måske dig lidt som værende i den situation, jeg var i den gang.

Selv om jeg i mine 20'ere og 30'ere har gået til både psykolog, gået i gruppeterapi på et sygehus (det var vildt godt) og deltaget i selvhjælpsgrupper, så falder jeg alligevel i de gamle familiemønstre, som mine forældre praktiserer, og jeg kan også se noget, jeg synes er endnu værre: at mine søster, der ikke har søgt hjælp - men også har haft og har mange problemer - har arvet mange af mine forældres uhensigtsmæssige mønstre og praktiserer dem overfor mig. Og det er jo fordi disse mønstre er så gennemarbejdet fra barndommen. Man har lært dem af mor og far, og man tænker ikke over, om deres handlemåder egentlig er smarte eller fair. Man gør bare det samme, fuldstændig som om, man var en robot, der var programmeret til det. Man skal virkelig i terapi for at få øje på de ting, for ens venner er som regel for flinke til at fortælle en sandheden, hvis de da overhovedet kender ens familiehemmeligheder godt nok til at kunne se det.

Jeg kan også huske, at jeg de første år hos psykologen havde enorm skyldfølelse over at skulle tale om min mor og far. De havde jo gjort så meget godt for mig, og jeg følte virkelig, jeg smed alt det i skraldespanden, som en utaknemmelig unge, ved at fortælle om nogen af deres mønstre hos psykologen. Det var rigtig ubehageligt. Det tog egentlig lang tid og meget indsigt, før jeg forstod, at indsigten i mine forældres adfærd kun skulle bruges til at få mig til at forstå mig selv - ikke til at slå min mor og far i hovedet med. Faktisk har de ikke behøvet at få noget af det at vide, som jeg talte med psykologen om, om de få gange, hvor jeg har fået talt over mig, har de reageret mega fjendtligt og sagt, at det var en frygtelig psykolog og at jeg virkelig burde finde en anden. Så det synes jeg er en meget vigtig læresætning. At dem man taler om hos psykologen, altså ikke skal have det at vide eller konfronteres med, at man taler om dem. Men det man så lærer om sin mor og far, kan man selvfølgelig bruge. Ikke mod dem, men bruge for at gøre det mere behageligt for sig selv. Fx til at få sat grænser, hvis nogen overskrider dem på grund af småintrigante ting. ;)


Ja, psykologer er godt, hvis det er en, som man kan godt med, men nej, jeg kunne aldrig forestille mig, at psykologen havde kontakt til et af mine familiemedlemmer, så ville det ikke kunne bruges til en pind, for så ville psykologen jo ikke være uafhængig. Allerede der ser jeg et kæmpe problem i jeres familie, eller rettere: du ser det jo meget tydeligt selv.

Men ja, du er voksen, og derfor synes jeg også kun du skal koncentrere dig om, at du selv får det godt. Du kan alligevel ikke ændre nogen andre i familien ved at forsøge at gøre det direkte. Ved at få dem til at gå til psykolog eller noget. Men du kan nok ændre dem lidt, ved at ændre dig selv, så du un

Men du kan nok ændre dem lidt, ved at ændre dig selv, så du undgår nogle af konflikterne. Altså, hvis du lærer at vikle dig ud af nogen af intrigerne og konflikterne, så kan der blive mere ro i familie. I al fald for dig selv. Så det handler om at gøre noget andet end det, man plejer at gøre.

Jeg skændes også mega meget med min søster, fordi hun kan finde på at komme med alle mulige bebrejdelser fra vores barndom, og da kan jeg mærke, at når jeg bliver provokeret af hendes stikpiller, så kører det fuldstændig op til familiekomsammen. Så når jeg ligesom tager del i hendes ubevidste intrigante anklager, så kører spiralen negativt. I stedet har jeg valgt at tage en pause fra hende og sige, at vi skal se familien på forskellige tidspunkter, og ja, det er meget hårdt og svært at gøre, men det giver faktisk alle meget mindre ondt i maven, og det har lykkedes at få nogle gode stunder med mine forældre, når søster og jeg ikke skændes. Jeg kunne selvfølgelig også have valgt en anden reaktion, at bare sige "Det er jeg ked af at høre, at du har det sådan." Så ville hendes anklager også blive afvist og falde til jorden. Så det med at gøre noget andet end det, man plejer, kan skabe ændringer. Men der er ikke lige nogen quick-fixes. Det har jeg ellers håbet så meget på. Det ville jo være lækkert, hvis det bare lige var en misforståelse, der skulle rettes og så blev alle glade og kom godt ud af det med hinanden (naiv mig, når jeg ønsketænker), men nej, sådan har det desværre ikke været.

Men ja, at tage ansvar for sig selv og at man selv har det godt, synes jeg er det vigtigste. Og netop ikke slå nogen i familien i hovedet med de ting, man siger om dem til sin psykolog. Og så sætter grænser, når der er et familiemønster, der giver en angst.
Altså fx gav det mig mega angst og min mor og far ondt i maven, når søster skulle komme, forbi vi aldrig vidste, hvilket humør hun nu var i. Ikke fordi hun er bipolar, for det er hun ikke. Men hun virker bare så ked af det, men undtrykker det, fordi hun IKKE vil søge hjælp. Og så bliver hun rigtig pirrelig og også lidt ondskabsfuld. Sådan: når jeg ikke har det godt, skal du heller ikke have det godt.
Så det har egentlig været en lettelse for mig at se, at det ikke var generaliseret angst eller socialfobi, jeg havde til familiekomsammener, men faktisk en rationel og begrundet angst. Jeg frygtede skænderierne, og jeg frygtede at jeg som ret sensitivt menneske skulle mærke så meget, at min søster havde det dårligt, for det gjorde mig rigtig ked af det.

Jeg kunne jo også være blevet i det og så blot været blevet mere og mere angst med tiden - for angsten voksede - og så blot have givet mig selv skylden for, at familiesammenkomsten ikke fungerede. For søster er jo overbevist om, at der ikke er noget "galt" med hende. Det er kun mig, der siger højt, som den eneste i familien, at jeg har angst og depression, som hun kalder den svage. hehe.

Forældre, ja, de indgår altså også i et sammenspil. Min far lyder også lidt som din far. Og din mor lyder lidt som min mor, med at hun faktisk synes deres balance mht arbejdsfordeling og andet er fin og god. Og så er det jo godt for dem. Hvis man selv synes det er forkert, skal man jo bare gøre det anderledes med sin egen kæreste. Ligesom at holde den på sin egen banehalvdel. Man ville nok også blive vred, hvis andre rettede på ens eget parforhold? Og endelig tror jeg slet ikke, man kan ændre andre på den måde. Tværtimod vil folk netop forsvare sig.

Din fars "hvorfor kan I to ikke bare finde ud af at være glade", ja, den minder meget om mine forældres meget lille indsigt i netop familiemønstre og psykologi. De tror at angst og spiseforstyrrelser er noget moderne mennesker har fundet på, for det eksisterede bestemt ikke, da de var unge. Og hvad kan man gøre ved det? Tja, man kan bryde den social arv og sige "Sådan vil jeg i al fald ikke sige til mine børn, når jeg engang får nogen. Jeg vil forsøge at forstå dem og ikke bare sætte dem i kasser, hvor de skal være

Jeg vil forsøge at forstå dem og ikke bare sætte dem i kasser, hvor de skal være taknemmelige."

Den med at din mor siger, hun har fejlet som mor. Den har jeg hørt præcis magen til ;) Det er helt utroligt. Og hvis du ser på din egen reaktion. Du går i modsatte grøft og siger, at selvfølgelig har hun ikke det. Og det gjorde jeg også ;) Og hvorfor forsvarer vi så vores mødre. Jo, det gør vi selvfølgelig fordi vores barndomme ikke har været sort/hvide. Der har været virkelig mange gode ting - og det skal vi selvfølgelig være virkelig glade for - men det ens mor gør, er jo at male billedet sort/hvidt. Og det synes jeg er forkert. Jeg synes, det er meget sådan "Nå! Hvis I ikke kan sige, at ALT jeg har gjort har været perfekt, så har jeg også bare været en dårlig mor!" Og det synes jeg er et virkelig dårligt mønster. En forælder skal jo meget gerne kunne se, at hun/han har fejl og kunne erkende de fejl overfor sine børn. Også uden at gå fuldstændig i spåner over det og sige, at så har alt været galt og så har jeg fejlet som mor. Det er så ukonstruktivt. For hvis ens mor siger sådan, så tør man aldrig komme med kritik mere, for så frygter man, hun spiller det kort. Og så lider man i tavshed, selv om hun gør mange ting galt. Ville man selv reagere sådan? Kan man ikke selv tage imod kritik uden at gå helt i spåner som person? Ellers bør vi i al fald lære det. Man skal være storsindet nok til at sige "Ja, det gjorde jeg sørme forkert." Eller "Der gjorde jeg dig uret. Det er jeg virkelig ked af." Hvis ens mor siger det, så har hun jo også set, hvad hun kan gøre bedre næste gang. Livet slutter ikke fordi man har lavet en fejl. Men personer der spiller det kort ud, er frygtelig svære at få til at ændre sig. Åh, hvor jeg kender det. Og ja, min mor har stadig ikke lært det.

Jeg synes overhovedet ikke, du forråder dem ved at skrive det her. Du vil jo netop bare så gerne have, at I alle får det bedre. Og det får I jo ikke, hvis ikke nogen af jer begynder at reagere anderledes. Og ja, de eneste, der er motiverede er måske kun dig og din søster. Og din søster kan du jo heller ikke styre, selv om du sikkert elsker hende, så du kan faktisk kun ændre, hvad du selv gør.

Så ja, søg noget hjælp til dig selv. Nogen, du kan fortælle om de forskellige situationer og som kan spejle dig, så du kan se det fra en vinkel udefra, det, I egentlig gør. Jeres rutine-reaktioner. Og når du ser, hvad der ikke føles godt for dig, kan du jo i al fald ændre nogle ting, så det bliver bedre for dig. Du kan komme med nogle udmeldinger, hvis det er i nogle bestemte situationer konflikterne opstår, men igen, det er hårdt og langsommeligt arbejde. Men det er aldrig for sent at begynde.

Jeg har trods alt også fået ændre adfærden meget hos mine forældre ved at ændre mig selv. Men modsat, er de jo også stadig, som de altid har været. Så lige når man tror alt virkelig har ændret sig, kommer de med en håbløs udtalelse, som man sukker dybt over.

Men ja, du kan jo kun begynde med dig selv, som jeg ser det. Din søster psykologting der, der allerede er blevet vildt problematisk, kan du jo ikke rigtig gøre så meget ved. Du kan højest sige "Så tag en anden psykolog, som ikke kender mor. Og lad være med at fortælle mor og far alt det, som I taler om." Men måske er det også allerede for meget at sige. Det kan du jo kun bedst selv vurdere.

Men alt i alt synes jeg faktisk, du lyder mega fornuftig. Du føler netop du forråder dine forældre, fordi din mor er sådan: enten er alt godt eller også har hun fejlet. Og det er jo forkert. Hun kan sagtens lave masser af småfejl, der giver jer alle kæmpe problemer og stadig være en skøn og dejlig, som du elsker højt og bevarer det gode forhold til.

Så ja, hvis du skal gøre noget, er det måske netop at ikke se det sådan som alt eller intet, som din mor gør.

Nu har jeg skrevet en del om mine forældre og min søster. Og jeg elsker så højt, så det dårligt kan beskrives, og min forældre har jeg lige besøgt i Påsken. De har begge været

Og jeg elsker så højt, så det dårligt kan beskrives, og min forældre har jeg lige besøgt i Påsken. De har begge været meget syge, så jeg er simpelthen så glade for, at jeg har dem endnu og at vi har nogle gode stunder. Og de gode stunder kan vi netop have, fordi jeg satte nogle grænser og tillod mig at blive voksen i familien. Så det er bestemt ikke alt eller intet at begynde at sige fra og lave nogle ting om i en familie. Og man kan sagtens undersøge ens families sære vaner og forsøge at styre uden om de værste ting, de gør, samtidig med at man knuselsker dem. :)

kh Peter