Debatindlæg

Hej Henrik

Jeg kender det en lille smule. For mig bunder det i oplevelser som postbud i Postdanmark i nogle ret hårde kvarterer på Nørrebro og i Nordvest, hvor der var mange narkomaner og psykisk syge. I begyndelsen, når jeg fik i opgangene havde jeg blot musik i ørerne og var ligeglad med alt omkring mig, men en dag overså jeg en narkoman, der havde trykket sig i en opgang, og så var der blodspor hele vejen ned ad trappen, da jeg kom op til toppen og skulle ned igen. Det skræmte mig.

Når jeg går i kældrene i vores boligforening og i alle trappeopgange, kigger jeg altid rundt i alle vinkler og hjørner, så jeg 100% bevidst om, hvad der sker på næste etage, så jeg ikke bliver overrasket. Der sker jo aldrig noget mere, men jeg gør det altid, fordi jeg ved, det kan ske. Så det er lidt en erhvervsskade ;) som jeg gætter på at politifolk og ambulancefolk også har her i storbyen.

Men jeg kan godt se, hvis jeg også gjorde et på gangene på mit arbejde, så ville det hæmme mig. Der gør jeg det dog ikke.

Men på en anden side lyder det jo netop som om, du er angst for at blive forskrækket. Ikke for at der skal ske dig noget?

Og ja, jeg kan også blive fuldstændig anspændt, hvis jeg ved telefonen skal ringe inden for et kvarter eller en håndværker skal komme inden for 2 timer. Så er jeg totalt på vagt/ på mærkerne. Og det minder jo lidt om det.

Man ved, noget skal ske. Man ved bare ikke, hvornår det skal ske. Og da man rigtig gerne vil vide det, begynder at bruge så meget tid på at fokusere på det, at man kører sig selv helt op.

Lige nu er det for mig ikke så stort et problem at jeg ville gå til en psykolog med det, men jeg har fået meget kognitiv terapi hos psykologer og ved, at det netop kan få mange ud af de her rutiner, hvor man bliver angst for et eller andet.

Selvfølgelig kan du ikke være ligeglad, det forstår jeg 100 procent. Der er kun folk, der slet ikke forstår noget om menneskers psyke og psykologi, der foreslår sådan noget ;) Men altså du kan arbejde med det med kognitiv terapi med en psykolog, og der laver man også ofte nogle eksponeringer, det er en slags field trips, nogle små ture, hvor man går ud i hverdagen blandt andre mennesker og øver det, man bliver angst af.

Den kognitive terapi er ikke hokus pokus, det er meget struktureret, og det er også derfor, det virker. Man bliver overbevist rent rationelt. Det hedder CBT på engelsk, og det er så anderkendt en metode, at man ligefrem kan købe en af de der gule bøger med 'CBT For Dummies' (altså den der bogserie, der hedder 'for dummies', som ikke betyder for dumme mennesker, men betyder, at det er skåret ud i pap, så vi alle kan forstå det.)

Mange hilsner Peter

Hej Peter, af uforklarlige årsager har jeg først set dit gode svar 4 mdr efter. Meget pinligt. Tak for dit svar.

Jeg har talt med min psykiater om problemet med "gangene" og det at blive bange for at blive overrasket. Der er dog desværre ingen hjælp at hente dér. Det er lissom de ikke forstår alvoren.

Det jeg ville ønske var at jeg kunne finde en psykolog eller psykiater som vidste meget om dette angstfænomen. Men ved ikke hvordan jeg skal hitte dem.

Jeg har virkelig fået det som et stort problem idet at angsten gør at jeg må gå krampagtigt med min hånd oppe ved hovedet hele tiden for at kunne lade som om jeg klør mig hvis jeg skulle blive overrasket og derfor lavede en spasme med hovedet. Jeg er i den grad bange for at komme til at lave et hovedryk (som en spasme) hvis nogen pludselig kommer ud fra et kontor og ud på gangen. Det er som et mareridt at skulle gå ned af de pokkers lange gange. Bare jeg ku få hjælp.

Kognitiv behandling er en idé men hvordan kan jeg finde frem til dlen behandler som har forstand på netop min lidelse?

Igen mange tak for dit svar.

Mvh Henrik

Kære Henrik.
Det lyder bestemt ikke rart og kan godt forestille mig at det må være ret så belastende for dig.
Jeg kan foreslå dig, at du skal have lavet nye hukommelsesspor. Dvs du skal opleve at gå på gange og forbi hjørner hvor der ikke kommer nogle mennesker. Du skal få din hukommelse til at erindre, at det er helt ufarligt at begå sig på en gang. Det kan være at du har mulighed for at komme tidligt eller gå sent. . Så du er alene på arb. Og dermed øve dig...som er ved at gå på gangen og dermed erfare om og om igen, at der ikke sker noget. Du kan også skrive ned og spørge dig selv. .hvad er det værste der kan ske.
Det er lidt svært at fatte sig i korthed og jeg håber at du tager hvad du kan bruge.
God fornøjelse.
Mvh Anitasofie

Jeg synes helt klart du skal prøve om du på nogen måde kan få nogle samtaler med en psykolog.

Det er svært på skrift at vide hvad der ligger bag, det kan være alt fra angst, til fejlindlæring, til vrangforestilling og paranoia, - og mulighederne for at komme over det vil være forskellige alt afhængig af hvad der ligger bag.

Kognetiv terapi kan fx være fint, hvis der ikke ligger gemte traumer bag det, - gør der omvendt det, så vil det sandsynligvis ikke hjælpe eller bare flytte problemet, medmindre man også arbejder mere i dybden samtidigt med.

Hvad er du mon bange for, er det rykkene i hovedet som er pinlige? (angst for hvad andre tænker)
Eller er det følelsen af ubehag i kroppen når du bliver forskrækket? (angst for den følelse det giver)
Eller er det tanker om at der kunne ske dig noget (angst for noget fysisk).
Eller en kombination, eller noget helt andet?
Bare nysgerrig - eller du kan stille spørgsmålene til dig selv, måske kommer der nogle svar som kan fortælle dig lidt mere om hvor dybt problemet ligger.

Jeg lider selv af forskellige mystiske ting, og har også til hudløshed hørt den dér med at man skal være ligeglad, eller lade være at lade det være et problem osv. osv. og det kan man som du skriver simpelthen bare ikke, - personligt hjalp det meget da jeg kom til psykolog og for første gang følte mig forstået og respekteret i mine følelser og oplevelser sådan som jeg oplever dem, istedet for sådan som jeg burde opleve dem, og netop dette kan være fundamentet for at komme lidt videre med det hele.

Tak Anita for dit råd. Det er da noget jeg kan prøve. Du spørger hvad det værste der kan ske er; ja det er i min verden det at jeg laver ryk med hovedet og min krop gør nogle absurde bevægelser overfor personen jeg møder.

Tak "Skovtrolden" for dine råd. Må prøve psykolog igen. Du spørger hvad jeg er bange for; det er som jeg også skriver til Anita; at jeg laver ryk med hovedet og min krop gør nogle absurde bevægelser overfor personen jeg møder. Det er oppe på et helt absurd plan det jeg kæmper med.

Tak skal I ha.
Vh Henrik

Okay, jeg tænkte mere på hvorfor du er bange for at lave de bevægelser (da de jo ikke er farlige i sig selv - ala "hvad er det værste der kan ske"), - men kan godt se på dit svar, at det nok er fordi dine reaktioner ligger så meget udover det normale at de ligesom overskygger det hele.

Det lyder for mig som en form for angst på et meget dybt plan.
Man vil formodentlig kunne sætte ind på to planer, det fysiske - hvad kan du gøre/tænke for at blive bedre til at kontrollere bevægelserne i situationen, og det psykologiske - hvad er baggrunden for at du har udviklet de her reaktioner - forståelse kan noglegange gøre meget i forhold til reaktionsmønstre man ikke forstår.

Jeg håber du finder hjælpen, jeg tror du har brug for en god terapeut - af den ene eller anden slags, jeg håber du finder hjælpen, skriv gerne om hvordan det går hvis du har lyst :-)
Held og lykke med det.

Hej igen Skovtrolden,
du skriver nogle meget vigtige ting kan jeg mærke. Mange tak for det. Tro mig, ikke alle forstår hvad jeg lider under. Har du nogen forslag til hvordan jeg finder en terapeut/psykolog som netop har forstand på mit problemområde. Jeg synes det er som at vinde i lotteriet at finde.
Vh Henrik

Hej igen.
Selv tak, jeg kender godt til ikke at blive forstået, både udenfor og indenfor "systemet", og ved hvor frustrerende det er.

Hvilken slags behandler, ja det er svært, jeg vil give dig ret i at det er en jungle at finde rundt i.
Jeg synes valget afhænger meget af muligheder for henvisning osv. eller om du selv skal betale hele gildet og om du i så fald er i stand til dette.

Psykoterapi hos psykolog er godt hvis man er motiveret for at grave op i fortiden, - men det er dyrt hvis man selv skal betale, og det kan tage lang tid før det virker, hvilket man skal have tålmodighed - og økonomi - til.
Men jeg synes det er værd at prøve hvis du kan få en henvisning.

Hvis ikke, så ville jeg måske se mig om efter noget der kombinerer det psykiske med det fysiske, der findes forskellige retninger indenfor dette, og det skal jo også være i nærheden af hvor du bor.

Og så skal der selvfølgelig være både forståelse og god kemi til behandleren, kemien må man lade komme an på en prøve, men man kan jo godt gøre en del ud af at forhøre sig, evt. skriftligt i første omgang, hvorvidt de arbejder i dybden rent psykologisk og om de tror ens symptomer er noget de magter at arbejde med.

Men som sagt afhænger det lidt af om du kan blive henvist, for kan du det, skal det jo være indenfor noget de henviser til.

Psykiater har jeg personligt ikke erfaring med forstår dybden af den slags problemer, de arbejder mere overfladisk psykologisk set, og prøver evt at korrigere én med piller, hvilket tilsyneladende hjælper på nogle, men bestemt ikke på alle, mig hjalp det ikke på, da mine symptomer var der alligevel, nu bare i en mere modløs og livstræt udgave, og jeg tænker også at dine symptomer ville være der alligevel da de er så udtalte og på en eller anden måde "integrerede" i virkeligheden.

Jeg håber du finder en vej, og skriv gerne om hvordan det går :-)