Bilfobi
Written by
MsH
4. apr 2014 12:55
Hej alle,
Vil høre om nogen herinde har oplavet eller kender nogen der har oplevet at blive bange for at køre bil? Jeg oplevede det første angstanfald i mit liv som 31 årig efter at have været overbelastet i en længere periode. Jeg skulle som jeg altid havde gjort det (88-01)køre i sommerhus, men endte efter kun 15 km med at få et angstanfald i bilen, og blev bange for at miste herredømmet. Indtil 2007 kørte jeg slet ikke bil for at undgå at få samme tur igen. Jeg startede op igen med at køre korte ture indtil sidste år i påsken hvir jeg igen fik sådan et anfald i bilen. Øvøvøv!
Jeg vil gerne konfrontere angsten og komme til at køre igen, da jeg og mine børn er utrolig bundet af tod og busser, samt andre der køere for os. Men hvordan gør jeg lige? Ved med min fornuft godt at det er tankerne der udløser anfaldene og at jeg skal lære at fokusere på mit åndedræt etc. Men, bare det at skulle beslutte at køre en kortere tur giver mig ængstelse for at få et nyt anfald. Altså en ond cirkel.
Da jeg jo har kørt hver dag i 14 år og er god til at køre irritererer det mig enormt meget.
Hvis nogle har nogle gode idéer til hvordan jeg kommer igang vil jeg gerne høre det.
Mvh
MsH
Hej MsH
Written by
Peter44
5. maj 2014 20:13
Jeg har lidt meget af angst, men har næsten fået bugt med det, med kognitiv terapi.
Hvis du ikke kender det, så kan man jo få mange introduktioner til det på diverse angsthold og hos psykologer osv.
Det er ikke noget hokus pokus, men handler i bund og grund om, at man undersøger sine katastrofetanker, fx at du er nervøs for at køre bil, og netop hvad du tænker, der vil ske, hvis du får angst igen i bilen. Der kan fx komme sådan nogle følgetanker, som du skriver med "Øv, nu kan vi aldrig køre bil mere, men skal altid med tog og bus fremover." Så undersøger man rigtigheden af de tanker. Og for det meste kommer man frem til, at man måske nok kan blive angst igen, men at det måske ikke medfører alle de frygtelige ting, som man forestiller sig. Og så bliver man mindre bange for angsten. Altså angst for angsten. Og hvis man siger til sig selv, at man nok skal klare den, selv om man får angst i bilen, så er der en god chance for, at man ikke får det, fordi det ikke er så altafgørende længere.
Hvis du aldrig har arbejdet med kognitiv terapi, er det altså bedst at få hjælp til at komme igang med det med en psykolog. For man har det med selv at snige sig udenom de ting, man skal, hvis man sidder helt alene med det ;)
Men kognitive terapi mht. bilkørsel vil så gå på alternative tanker, så du kommer ud af den onde cirkel, du godt selv kan se. Det vil sige. Fx "Kan jeg fortælle det til en anden, der har kørekort, der vil køre nogle ture med mig, og som kan tage over og køre os hjem, hvis jeg nu får angst som chauffør?"
Hvis du på den måde kan køre bil og mærke, at du har en sikkerhedsline, hvis du skulle få angst, så kan du få oparbejdet noget selvtillid omkring bilkørslen.
Hvis du virkelig har stærke katastrofertanker om at du kører galt eller lignende. Så kan du jo evt. tage et par køretimer samtidig med at du arbejder med den kognitive terapi. Så har du jo en kørelærer med ekstra pedaler, der kan gribe ind. Ikke fordi, jeg tror kørelæreren får brug for det, men fordi det så vil give dig en tryghed i kørslen, mens du arbejder med det kognitive.
Blot en idé. Håber du finder på noget, der passer til dig.
kh Peter