Debatindlæg

Hvor er det trist at læse om hvor meget medicinen har ødelagt i dit liv, det er nemlig sandt at det er skrappe sager, men det er som om ”de professionelle” helt har glemt dette.

Jeg har også været igennem adskillige slags piller, de virkede på forskellig vis, men havde alle det tilfælles at jeg fik det værre, men jeg fik ingen forståelse for det i systemet overhovedet, nej det hele skyldtes min oprindelige lidelse, alt blev ført tilbage til det, selv da jeg tog på i vægt havde de også en forklaring på dette som ikke skyldtes pillerne.

Den dag i dag får jeg stadig ingen forståelse for de erfaringer jeg gjorde dengang, det bliver igen ført tilbage til min sygdom og åbenbart deraf sygelige skepsis…

Det er meget tydeligt at de ikke selv har prøvet at tage medicin der ødelægger det sidste gode der var tilbage i livet, jeg ved godt det hjælper nogle, og al respekt for det, men for mig kørte det mig fuldstændig i sænk både fysisk og mentalt, - og det er frustrerende at man end ikke bliver troet på.

Jeg tænker ligesom dig, at det er skræmmende at der åbenbart ingen forståelse er for at ting godt kan gå over uden kemikalier, at depression fx kan være en eftervirkning af længerevarende stress, - og at man i stedet for straks fyldes med piller så ingen til sidst længere aner hvad der skyldes den oprindelige lidelse og hvad der skyldes bivirkningerne (som man så medicinerer yderligere for).

Derudover påstår de jo at en ubehandlet depression går over i løbet af et halvt års tid, dette tvivler jeg nu personligt på, men når de nu åbenbart mener dette, så er det da helt utroligt at man ikke engang har plads i samfundet, til at et individ får et halvt år til at kravle ind i sig selv og finde fred og ro og styrke til at komme på benene igen.

Jeg tror godt at man i mange tilfælde vil kunne komme rigtig langt ved tålmodighed, terapi, selvindsigt og mentalt arbejde, om man ligefrem kan blive ”rask” tror jeg er meget individuelt, men medicin helbreder jo heller ikke noget, det er symptombehandling.

Jeg synes det er rigtig skræmmende at der er kommet den her holdning med at stortset alt skal medicineres væk, både fordi det ligesom fra starten af sætter ”patienten” i en offerrolle – som så udbygges yderligere når personen rammes af bivirkningerne, - og fordi det også bevirker at man risikerer at blive betragtet som useriøs omkring sin sygdom hvis man ikke vil have medicin, - der sammenlignes med sukkersygepatienter osv. hvilket jeg ikke mener er rimeligt, for det første er alle de ubalancer i hjernen de snakker om, ikke videnskabeligt bevist, og for det andet virker psykofarmaka ofte så upræcist og voldsomt at det påvirker personens liv i meget voldsom grad, - og for det tredje tror jeg helt personligt at det sløver de værktøjer personen har i sig selv og som kunne blive brugt til at få det bedre med den rette terapeutiske hjælp.

Jeg er ikke imod medicin generelt, og jeg er på ingen måde ude på at støde dem der føler sig hjulpet af medicin, det er da fint hvis det hjælper, men jeg er imod at pillerne bliver brugt til stortset alle psykiske lidelser, ofte udfra et meget overfladisk grundlag – fx bare en samtale hos lægen, selv antipsykotisk udskrives til alt muligt andet end psykose – i mindre doser, - det bruges næsten som universalmiddel, og jeg synes det er skræmmende at de der oplever alt for store bivirkninger og ingen reelle virkninger, slet ikke bliver forstået på andre måder end at så må man jo prøve et nyt præparat.

Skader i hjernen mener de heller ikke det kan give, selvom det jo er tydeligt bevist at det kan det.
Så siger de måske at man får jo kun en lille dosis så der er ingen fare, så undrer man sig måske over hvorfor det har sortnet hele ens himmel og bragt kroppens ligevægt totalt ud af balance at få sådan en ”lille dosis”, nogle er jo tydeligvis meget mere følsomme end andre.
De har jo også fx vedtaget at depression giver hjerneskader, hvilket øjensynligt skal skræmme befolkningen til at skynde sig at få

(Så nåede jeg åbenbart depnets maxgrænse mht længde på svar ;-)) Hermed resten:

De har jo også fx vedtaget at depression giver hjerneskader, hvilket øjensynligt skal skræmme befolkningen til at skynde sig at få medikamenterne indenbords i tide, for i psykiatrien er alle ens åbenbart og der findes piller til det hele….
.
Jeg synes det er en vigtig debat, men den kan godt være svær at få frem, bla. fordi jeg tænker at mange – mig selv incl. - holder sig tilbage, da det kan være skræmmende og blottende for ens liv i øvrigt, at skulle stå frem med fulde navn og identitet og fortælle om de her ting.

Hej Kvinde1955 og Skovtrolden

Jeg er en af dem, der er nødt til at tage et antidepressivt middel forebyggende mod depression, formodentlig resten af mit liv.

Jeg har haft mellem 20 og 30 depressioner. Før i tiden havde jeg helt styr på, præcis hvor mange der har været. Det har jeg ikke mere.

Jeg brugte virkelig mange år og mange penge på medicinfri behandling, ud fra den tankegang, du anfører, Skovtrolden, at medicin jo blot er symptombehandling, og at jeg derfor måtte finde og løse de psykologiske årsager til mine depressioner via psykoterapi.

Og min erfaring er faktisk, at en depression, der ikke behandles med medicin, går over af sig selv i løbet af 6-8 måneder. Men jeg vil mene, at en betingelse for bedring er, at man fjerner den eller de belastninger, der førte til depressionen. Og da man ikke altid kan vide, hvad der fik én ned med nakken (se senere), så er det muligvis ikke alle depressioner, der går over af sig selv.

Hvis man har en depression af den slags, hvor hvert minut af døgnet er en pine (bortset fra de få timer, som det lykkes at sove om natten), så er 6-12 måneder altså MEGET lang tid. Jeg har prøvet at gå med en sådan svær depression i 8 måneder. Det er meget, meget hårdt, og jeg vil ikke ønske for min værste fjende at være i den situation.

Og jeg tror altså ikke, at skader på hjernen som følge af ubehandlede depressioner er noget, lægerne har vedtaget ud af det blå. Skaderne kan ifølge læger ses ved hjernescanninger.

Men når alt det er sagt, så er problemet i hele denne sag vel, at der ikke lyttes nok til den enkelte. Folk behandles som på samlebånd. Men folk er jo forskellige og skal derfor behandles forskelligt. Også jeg har prøvet at få medicin, der gav forfærdelige virkninger (Seroxat) og som overhovedet ikke havde nogen positive virkninger (Seroxat, Cipramil og Zoloft).

Jeg fik efterhånden den erfaring, at den antidepressive medicin skal forøge virkningen af noradrenalin, for at den hjælper på mig. SSRI’er har kun negative virkninger på mig. Men jeg synes virkelig, at det har været svært at overbevise lægerne om, at jeg har ret. Og ja, også jeg er af en psykiater blevet truet med, at jeg ville få hjerneskader og blive tidligt senil, hvis jeg ikke tog disse SSRI’er, som altså udelukkende havde en negativ virkning. Men det siger sig selv, at hjernen ikke kan reddes af noget, der kun har negative virkninger.

Jeg synes virkelig, at det er forfærdeligt, hvis du har kronisk tardiv dyskenesi, Kvinde 1955. Jeg kan huske, at min nu afdøde mor havde det en overgang, men hun havde fået antipsykotisk medicin. Er der ikke en chance for, at det forsvinder lige så langsomt, nu hvor du er medicinfri?

Jeg synes, at det er et problem, at læger udelukkende ser depressioner som psykisk betingede, og at de overvejende behandler dette formodede psykiske problem med kemi! Det er meget muligt, at der hos mig har været psykiske årsager (tendens til at tage alt for stort ansvar, overbelastning som følge af, at jeg var eneforsørger og havde et krævende job, traumer fra barndommen). Men lægerne har totalt overset, at jeg gik med jernmangel i massevis af år (fandt jeg ud af efterfølgende). Desuden har jeg de seneste ca. 10 år haft tendens til kaliummangel, på trods af at jeg spiser sundt og alsidigt og tager et stort tilskud af kalium dagligt. Og jeg ved, at selv en lille kaliummangel giver problemer (træthed, tørst og yderligere sårbarhed over for at få depression).

Lægerne tager ikke mit kaliumproblem alvorligt. Problemet bliver fuldstændig ignoreret.

Desuden er det nu ved et tilfælde blevet opdaget, at jeg har søvnapnø (altså at vejrtrækningen udebliver indimellem under søvnen). Og belastningen fra søvnapnø er endnu en depressions-skabende faktor.

For at en depression skal kunne gå over af sig selv, tror jeg, at det er vigtigt, at sådanne depressions-skabende faktorer (hvad enten det er jernmangel, D-vitaminmangel, kaliummangel eller manglende ilt under søvnen) elimineres. Og hvis depressi

Og hvis depressionen er udløst af stress og overbelastning, er det vigtigt, at man får ro og aflastning. Ellers tror jeg ikke på, at en depression vil gå over af sig selv.

Jeg undrer mig meget over, at depression i sundhedssystemet opfattes på én og kun én måde. Min opfattelse er, at depression er en samlebetegnelse for en mangfoldighed af tilstande, og at hvert tilfælde må behandles individuelt. Og det ville virkelig være en fordel, hvis lægerne lyttede til den enkelte, i stedet for at opfatte den depressives mening og forslag som udslag af en syg fantasi. Det er nu engang den, der har skoen på, der ved, hvor den trykker!

Mange hilsner

Irsten

Hej jeg har været sygemeldt siden Januar i år og det hele startede med et meget stressede år på job (2013). Har stress,depression og har derigennem udviklet angst. Har desværre haft samme oplevelse med psykiateren som mange andre, hun vil ikke høre min historie men kun udskrive medicin, har prøvet citalopram, venlafaxin og cipralex, men har ikke haft andet end alle de bivirkninger som står på indlægsseddelen blev bare så dårlig og venter nu svar på en blodprøve. Jeg er nu gået igang med perikum og tager lige nu 3 stå VELZINA syntes at de hjælper lidt men har også kun taget dem i 9 dage. Har dog lidt mere uro i kroppen og lidt rastløshed. Er der andre der har oplevet dette. Mange tanker fra BLUKO

Hej,

Ang jeres spørgsmåltegn vedr medicinen og bivirkninger så kan jeg anbefale at læse Et indlæg fra d.1/6 -2014 som HAR har skrevet.

Jeg har selv knyttet en kommentar dertil. Jeg mistede min mor for et par år siden. Hun fik en svær depression ovenpå sygdom og fik 3 gange i løbet af hendes sidste år ordineret " lykkepiller " af lægen uden opfølgende samtaler. Hun fik det markant dårligere af medicinen som hun tålte meget dårligt. Den tredje gang valgte hun at tage sit liv. Jeg er ikke i tvivl om, at medicinen gjorde sit og at hun var kommet meget længere med samtaleterapi. Hun var i bund og grund stresset og angst ovenpå en alvorlig kræftsygdom, som hun klarede sig igennem( helbredet).

Det er en kæmpe industri med alt det medicin og flere og flere diagnoser kommer der til. Det er godt at være kritisk med, hvad man fylder i sin krop. Respekt for dem, der har gavn af medicinen. Det er deres held.

Mvh Mosi