Debatindlæg

Det skal lige siges at jeg virkelig håber at mine følelser for ham kan blive som de var engang..

Slet ingen der kan give mig et lille håb?

Det er helt normalt at have tankemylder og at man mister mange af de positive og glade følelser når man er deprimeret. Ved en depression vil de mørke tanker og følelse fylde.

Det er heller ikke unormalt at man oplever at ens følelser for andre mennesker forandres, det hænger, tror jeg, sammen med at man mister overskuddet og lysten til at være sammen med andre. Men det er konsekvensen af depression og derfor ikke nødvendigvis et udtryk for ens egne følelser. Det kan være depression der taler.

Så hvis du kommer i den rette behandling kan meget af dette, muligvis ændres til gode.

Prøv at lade være med at træffe store beslutning, imens du er deprimeret. Det er din hjerne slet ikke klar til.

Jeg er sikker på at der er håb forude for dig og din familie. Du skal have den støtte og behandling, som du har brug og så skal du nok komme dig. Men det tager tid og koster kræfter.

Skriv endelig til mig, hvis du har flere spørgsmål, enten her eller i min dagbog (mit overskud svinger rigtig meget, men jeg skal nok prøve at holde øje med dig)

Held og lykke og jeg håber du snart kan finde lyset igen

Det beroligede mig lidt.
Men er det også normalt at jeg føler jeg bare har brug for at være alene og single? Har aldrig i mit forhold haft det sådan før, bortset fra da jeg mødte ham fyren.. Er så forvirret

Det er helt normalt at man har lyst til at være alene. Man kan ikke overskue andre og ønsker derfor at være alene.
Så helt normalt, og det skal nok blive bedre

Jeg har jo ikke på den måde lyst til at isolere mig. Har stadig lyst til at se min familie. Al min tvivl går bare til min kæreste, jeg er så bange for at jeg har brug for at være single og kunne gøre hvad jeg har lyst til, men samtidig er jeg bange for at det er depressionen der taler. Jeg har aldrig været sammen med andre end min kæreste, så det gør det bestemt ikke nemmere.

Jeg tænker stadig at du ikke bør træffe nogen beslutning, før du har det bedre.
Det er jo normalt at depressionen kan ændre på følelserne, så måske kan dine følelser komme igen.
Får du behandling? Hvor længe har du været syg?

Jeg har haft det rigtig skidt i næsten en måned nu, har dog først lige fået konstateret at det er en depression. Min mor mener jeg har været syg i måneder. Jeg går til psykolog, og skal højst sandsynligt have medicin også..

Så synes jeg helt bestemt du skal give det tid, du er kun lige startet på vejen tilbage.
Jeg kan godt forstå din nervøsitet over dine følelser overfor din kæreste, men prøv at give det nogle måneder.

Men spørg endelig løs, hvis der er andet du vil vide eller har brug for at snakke om.
Jeg kæmper selv med depression og lidt ekstra :)

Er bare så bekymret for om det virkelig er fordi det ikke skal være mig og ham mere. Vores forhold har ikke fungeret 100% siden januar/februar nemlig :(

i januar/februar har du formenligt allerede været deprimeret.

Ved du hvad han tænker/føler?

Han er utrolig forvirret og også lidt uforstående, hvilket jo er helt forståeligt. Han svinger mellem at ville støtte mig fuldt ud, og ikke kunne holde til det.

Hej Anonym

Jeg kan fuldstændig tilslutte mig det, Ungpige skriver:

• Det er et kendetegn ved en bestemt type depressioner, at man fuldstændig mister sine følelser. Jeg ved det, jeg har prøvet det ;-)

• Tankemylder er også fuldstændig normalt ved depressioner.

• Og regel nr. 1 angående depressioner siger, at man aldrig skal træffe afgørende beslutninger under en depression. Sådanne beslutninger kan nemlig senere vise sig at være fuldstændig forkerte!

Så jeg vil råde dig til at koncentrere dig om at blive rask. Alt det andet finder du nemt ud af, så snart du er rask.

Mange hilsner

Irsten

Det gør mig lidt mere rolig at vide det er normalt at have det sådan under en depression. Er det også almindeligt at det svinger meget fra dag til dag? Den ene dag har jeg ikke lyst til noget som helst, og synes ikke livet giver mening, og den næste kan jeg godt have lyst til at lave noget men hvor tankerne nogen gange får overtaget?

Har på de bedre dage stadigvæk ikke den store lyst til at se min kæreste :-(

Jeg plejer altid at have lyst til at være så meget sammen med min kæreste som muligt (vi bor ikke sammen). Men lige for tiden er de eneste jeg har lyst til at bruge tid sammen med, min familie. Mest min mor...

jeg kan godt forstå du er forvirret, men prøv at tage det lidt med ro. Giv det tid.

Det er helt normalt at humøret og overskuddet kan svinge, nogle oplever det endda at det kan svinge i løbet af dagen.
Personligt oplever jeg selv ingen svingninger i humøret (desværre)

Prøver virkelig at tage det rolig. Det er bare svært når jeg ikke selv synes jeg har en depression :-( har lidt svært ved selv at se det

Hej!

Jeg kan fuldstændigt genkende din situation - det er som at læse om mig selv!

Jeg fik erklæret depression for næsten to måneder siden og er startet på Citalopram, får 40 mg i dag. Jeg gik til lægen pga. ekstremt tankemylder angående mit kæresteforhold (vi har boet sammen i fem år). Disse tanker havde jeg aldrig mødt før, og jeg brugte al min vågne tid på at tænke over vores forhold, fordele og ulemper, ligesom jeg mere og mere fantaserede om og drømte mig ind i nye forhold til gamle bekendtskaber, fremmede på gaden osv. Min kæreste havde slet ikke ændret sig til det negative, hun var så sød og dejlig som hun altid havde været, mens jeg konfronterede hende med, at jeg synes hun skulle tage sig sammen og være en bedre kæreste - jeg gav hende endda et ultimatum, inden jeg gik til lægen: Gør noget ved måden du behandler mig på, eller jeg er skredet! Hun forstod slet ingenting af, hvad jeg mente, hvilket jeg godt forstår i dag!

Til sagen: Jeg har selv mistet de umiddelbare følelser for min kæreste, hvilket er rigtig ubehageligt. Jeg har ikke lyst til nærhed, ser ikke frem til at hun kommer hjem/komme hjem til hende, har ingen tiltrækning osv. Det er så ubehageligt! Jeg ved nu, efter mine timers research på nettet og snak med professionelle, at de manglende følelser er et tydeligt tegn på depression. Desuden har jeg mistet glæden ved alle de ting, jeg før satte pris på. Jeg gør tingene på en mekanisk måde, men er ikke drevet af entusiasme. Derudover har jeg læst at antidepressiver kan forstærke denne ikke-følsomhed, også kaldet anhedoni, da disse højner serotonin-niveauet i hjernen, men samtidigt dæmper dopaminen, hvilket udløses i kærlighedslivet. Dette betyder dog ikke, at du skal holde dig fra medicin, da du lader til at have brug for den, men at du blot skal vide, at dette kan være en bivirkning, mens du behandles.

Mit råd: Snak MEGET åbent med din kæreste omkring dette! Han skal vide, at dine følelser er døde pga. din depression, og at du vil gøre alt for, at du kan blive behandlet, så I kan få det godt igen! Kommunikation er alfa omega, ellers overlever I formentlig ikke. I mit forhold holder vi ud, idet vi er bevidste om depressionens og medicinens indvirkning. Se at komme i behandling med medicin og kognitiv psykolog, det skulle være den bedste kombi. Du siger, at du har haft det dejligt med din kæreste førhen, og tro mig, du vil få den følelse tilbage, når du engang er rask igen. Det er det håb, jeg støtter mig til, da jeg ved, at mange har den erfaring!

Læs eksempelvis denne interessante blog: http://www.storiedmind.com/anger/the-longing-to-leave-1/

God kamp, arbejd med dig selv, styrk dig selv og glæd dig til dit nye liv med din kæreste, der forhåbentlig - hvis han elsker dig - vil holde denne mørke tid ud og se frem til fornyet energi for jer begge!

Hvor er det bare en kæmpe lettelse at høre, at jeg ikke er den eneste der har det på den måde! Har været og er stadig rigtig bange for, at mine følelser virkelig er forsvundet. Jeg er rent ud sagt en kælling overfor min kæreste, og jeg gør det ikke med vilje. Får så utrolig dårlig samvittighed og bliver sur på mig selv, hver gang jeg siger/gør noget "grimt", og det piner mig at jeg ikke bare kan være sød ved ham. Han gør INTET forkert!
Jeg har nu fået medicin i omkring en måned, 20 mg - og det har ingen effekt haft, og jeg skal derfor trappes op i dosis.

Håber på at tingene pludselig vender, for det er ganske forfærdeligt at gå rundt og føle sig falsk overfor de personer man elsker allermest.

Ja, det er i sandhed forfærdeligt at føle sådan over for sin elskede. Min følelsesløshed kom næsten spontant over en dag, hvilket var skræmmende. Jeg er netop øget til 40mg, hvilket lader til at hjælpe en smule på de negative tanker. Behandlingsdosis for depression er 40mg, ikke 20, så det skal du nok få gavn af. Der går dog lige nogle uger før virkningen indtræffer. Det der har hjulpet mig mest er bevidstheden om, at det er normalt ikke at føle dybe følelser ved depression og antidepressiv medicin. Den viden gør at man kan holde ud og se frem til den dag, hvor følelserne vender tilbage. Var til psykolog i dag, og han sagde at jeg skulle se på min nutidige situation som en pause fra det hele, også de dybe følelser over for min kæreste. En pause til at arbejde med sig selv og kommeovenpå, til at forberede sig på et nyt liv. I denne pause kan man ikke styre sin følelser, det vil sige heller ikke oparbejde positive følelser for sin partner. Man kan kun arbejde med sig selv og så være tålmodig. Måske kan bevidstheden om, at du alligevel intet kan gøre noget ud over at styrke dig og dit sind hjælpe til, at du kan lette bekymringerne over dit forhold? Det hjælper mig. Slap af og vær lidt ego på den gode måde. Kender du desuden Cafe Blom? Der er jeg netop begyndt at komme, og det er et super sted at kunne diskutere ting som disse med andre depressions- og angstramte samt de kyndige frivillige

Det hjælper lidt at vide det er normalt at have det sådan under en depression. Mit problem er bare at jeg synes jeg har det okay generelt. Det med min kæreste er faktisk det eneste der går mig på, og så at jeg ikke har noget job.
Kan sagtens føle angst, nervøsitet og at være ked af det. Kan også sagtens smile og virke glad, men det føles som om at jeg går rundt i en andens krop til tider. Mine tanker, følelser og handlinger hænger ikke sammen. Netop fordi jeg føler jeg har det okay, bilder jeg mig selv ind at det med min kæreste ikke skyldes depressionen. Jeg er pludselig begyndt at fokusere på fejl ved ham, som aldrig før har betydet noget. Pludselig er han for lav, lidt for tyk, hans tøj og hår er grimt, måden han kigger og taler til mig på er irriterende og jeg sammenligner ham konstant med andre..
Er det virkelig fordi jeg ikke gider ham mere eller er jeg bare ikke rask endnu og vil ikke indse det?

Er så bange for hvad der kommer til at ske i fremtiden med ham og mig..

Jeg lover dig for at jeg føler nøjagtigt som du beskriver over for din kæreste. Det kom pludseligt som et lyn fra en klar himmel, da jeg medicinen for alvor begyndt at virke. Jeg havde tænkt mange negative tanker om os inden jeg gik helt ned med depression, tanker som ikke havde noget med virkeligheden at gøre og som var rent tunnelsyn med udelukkende dårlige tanker og sammenligninger. Det i sig selv er jo et klart depressionstegn. Medicinen har så gjort at mine følelser er cuttet af, hvorfor jeg stort set intet føler over for min kæreste. Egentlig vil jeg helst være alene lige nu, men jeg ved at jeg elsker hende dybt nede og at det vil være en dum beslutning at træffe et drastisk valg lige nu. Det vil også være dumt at isolere mig endnu mere ved st forlade hende, så hvorfor ikke bare blive og "hænge ud", selvom det føles sært? Jeg kender lige præcis det du beskriver med at finde fejl og sammenligne, jeg gør det konstant. Det er klart det værste jeg har oplevet nogensinde, men bliver nød til at holde ud og hænge i og arbejde med mig selv. jeg tror på at følelserne kommer tilbage når jeg er rask og medicinfri. Husk hele tiden på, at dine udelukkende dårlige tanker er kommet pludseligt og at du har haft det dejligt med ham før i tiden. Hvis ikke han har ændret sig på negativ vis, hvorfor skulle du pludseligt ændre syn på ham? Hvis du er depressiv, fordrejer du virkeligheden og kanaliserer sikkert al din negativitet over på ham. Jeg er også glad og afslappet når jeg er ude og sammen med andre, men så snart jeg kommer hjem er det anderledes og lidt skuespil-agtigt. Vi oplever formenlig en skuffelse og skam over det faktum, at vi ikke føler noget over for vores kærester. Det er skræmmende at vende 360 grader fra den ene dag til den anden, og når vi oplever en mangel på ægte følelser over for vores elskede bliver vi triste. Det at rette al den negative opmærksomhed ét sted, fx en person, er et sygdomstegn, tro mig. Hvis du har en mail, er jeg bestemt interesseret i at dele oplevelser med dig. Jeg går gennem det samme helvede, så måske kunne vi få noget ud af at råde hinanden?

Vil meget gerne skrive over mail, men jeg ønsker at være anonym herinde så vil helst ikke skrive min mail. Er der en måde vi kan gøre det på?

Kan du være på chatten i aften kl. 20? Så kan du få min mail dér

Hej. Har ikke haft adgang til internettet de sidste par dage, kan vi aftale et nyt tidspunkt?

Ja, selvfølgelig. I morgen kl. 21 på chat?

Synes du har skiftet brugernavn, er lidt i tvivl nu?

Ja, det har jeg. Det var bedst at skifte navn

Har du slettet din gamle bruger så?

Ja, dette er min nye :)

Jeg glemte at gemme din mail inden jeg lukkede chatten ned..

Helt i orden: ) 201402rafa@gmail.com

Se mit nyeste indlæg

Hej med jer, der skiftevis har skrevet i denne tråd.
Det første indlæg er som en tro kopi af, hvordan jeg har det i tiden. Kan godt se det er længe siden det er skrevet. Men er der nogen af jer der kan fortælle om hvordan det hele er endt og hvor står i nu? Mvh jos88

Hej Jos88

Jeg har skiftet navn og står derfor som "anonym" i de tidligere indlæg.

Jeg er kommet af min medicin og tager nu Perikon og Rosenrod. Det er helt sikkert, at medicinen gjorde min følelsesløshed værre, men jeg er heller ikke i tvivl om, at min depression er kendetegnet ved følelsesløshed, indesluttethed, ligegladhed, manglende empati, kærlighedsfølelser, sexlyst og negative tanker om mange ting. Jeg kan ikke finde entusiasme i længere tid ad gangen og er kun kortvarigt glad - dog aldrig ægte glæd og lykkelig indeni.

Mht. min kæreste, så går det en smule bedre end før. Jeg fik og har næsten udviklet en lille angst for ikke at føle noget for hende, hvilket er forfærdeligt, men som jeg er blevet bedre til at leve med. Den dag, hvor mine følelser forsvandt pludseligt pga. medicinen, igangsatte en angst for at jeg pludselig ikke kunne lide hende mere. Jeg har altid elsket hende højt, men kan simpelthen ikke mærke den slags følelser for tiden. Jeg bliver sammen med hende, da hun er en dejlig person der har vist sig fra en fantastisk side under hele dette forløb. Jeg er tryg ved hende, hun er sød ved mig og vi griner sammen. Jeg tror ikke jeg er i stand til at "connecte" når jeg har denne depression, men det kommer nok en dag. Indtil da venter jeg gerne, da jeg ikke ser grund til at slutte forholdet og finde en ny pige - så vil de samme problemer med garanti opstå. Jeg føler også at jeg "skylder" hende troskab efter hendes fantastiske hjælpsomhed og kærlighed til mig under al den dårligdom jeg har følt de sidste måneder. Endelig er jeg også kommet frem til, at jeg, grundet mit lave selvværd og tendens til at fjerne mig fra andre mennesker generelt, vil være dårligt tjent med et liv i ensomhed eller med løse forhold. På den måde bruger jeg mit forhold som en slags træningsarena, så jeg kan lære at dyrke mig selv sammen med andre, så jeg ikke konstant skal flygte. Det lyder måske kedeligt eller for nogen kynisk at se på et forhold sådan, men sådan er det ikke ment. Jeg elsker hende indeni, dog ved jeg det mere end jeg kan mærke det lige nu, og jeg er sikker på, at jeg vil fortryde det, hvis jeg går. For 1-1,5 år siden tænkte jeg på, at jeg gerne ville have børn med hende, hvilket forsvandt, da min angst kom ud af kontrol og depressionen kom. Siden da er jeg blevet næsten følelsesløs, og derfor stoler jeg ikke på mine flugttanker. Jeg ser dem blot som udtryk for, at jeg er bange for at knytte mig og bange for fremtiden. I øvrigt har jeg ingen varm fornemmelse overfor nogle mennesker overhovedet. Kun kortvarigt...

Håber du kan bruge mine oplevelser. I hvert fald råder jeg dig til at dyrke dig selv selvom du er i et forhold, hvis han/hun vel at mærke er sød og forstående. Det er meget almindeligt at miste følelser for både mennesker og interesser, når man er deprimeret. I en depression lukkes hjertet inde og bliver nærmest til sten

Til jer med erfaring omkring depression. Når man så begynder og får det bedre igen, begynder ens gamle følelser så at komme på banen igen. Eller har man glemt hvordan ens følelser inden depressionen var? Fx. Mht en kæreste man har gjort det forbi med... Husker man de gode ting?

Hej rada09
1000 tak for dit svar. Det kunne jeg bestemt bruge til noget. Jeg får heldigvis meget støtte fra min kæreste. Han gør alt hvad han kan - og hold kæft, hvor kan man gå rundt med meget skyldfølelse og dårlig samvittighed over ens egen "opførsel" og følelseskoldhed. Nogle gange har man lyst til at kaste håndklædet i ringen og bare være helt alene uden andre mennesker(de mennesker man ellers elsker og værdsætter) men tak fordi du svarede mig! Ønsker ikke andre noget ondt, men det er dejligt at vide at man ikke er alene og unormal.
Kh jos88

Ja, kender det udmærket godt, det er så hårdt. Man bliver bare nød til at sige til sig selv, at en depression kan gøre de vildeste ting ved ens sind og opførsel. Jeg var f.eks. meget vred og aggressiv i starten af min depression, næsten direkte ondskabsfuld og kontrollerende. Nu er jeg mere flad og ligeglad. Det er hjernen der beskytter sig selv ved at "lukke ned" for følelserne, også de kærlige. Mange går fra for mange følelser, der er ud over det hele, til ingen følelser, og dette for at tingene ikke går galt. Efter en længere periode med angst, skete dette for mig.

Jeg anbefaler på det kraftigste at læse denne mands blog: http://www.storiedmind.com/depressed-partners/loss-of-feeling-in-depressed-partners/

Der er flere indlæg, der passer på vores historie. Læs dem nøje, også kommentarfelterne. Kig dig omkring på siden, der er også en del om, hvordan især mænd kan få "flugttanker", når de er deprimerede, hvilket forfatteren også selv fik. Han kom heldigvis videre og rådgiver nu andre gennem sin blog

http://www.storiedmind.com/anger/the-longing-to-leave-1/

Dette hjalp mig så meget

Til de fortvivlede: Mine følelser er i nogen grad kommet tilbage, dette over lang tid. Det er bare at være tålmodig og lade være med at lade sig frustrere over at de ikke er der. Forvent intet, men bliv ikke overrasket over dine til tider bizarre eller fordrejede følelser. En depression og angst planter de sygeste tanker i ens hoved, men det er BARE tanker og ideer, intet andet end det, så tag dem ikke alvorligt, hvis de synes langt fra virkeligheden