Debatindlæg

Hej Anonyme

Du spørger, om der er andre, der oplever problemer med ægtefællen eller kæresten, når man har en depression. Mit korte svar er JA!

Jeg har været sammen med min mand i 15 år, og har haft et utal af depressioner i mit liv, og hver eneste gang oplever jeg, at han slet ikke forstår de signaler jeg sender ud.
Jeg har en fantastisk mand, og vi elsker hinanden højt, har det sjovt sammen og har et godt sexliv, men når jeg sidder og græder, og får de dér helt sikre tegn på, at "Nu er vi der igen", så er

Hej Anonyme

Du spørger, om der er andre, der oplever problemer med ægtefællen eller kæresten, når man har en depression. Mit korte svar er JA!

Jeg har været sammen med min mand i 15 år, og har haft et utal af depressioner i mit liv, og hver eneste gang oplever jeg, at han slet ikke forstår de signaler jeg sender ud.
Jeg har en fantastisk mand, og vi elsker hinanden højt, har det sjovt sammen og har et godt sexliv, men når jeg sidder og græder, og får de dér helt sikre tegn på, at "Nu er vi der igen", så er det som om at manden slet ikke fatter hvad der foregår.
Det gør mig utrolig ked af det, og jeg føler at det er enormt ydmygende for mig. Jeg drømmer stadig om at han en dag vil sætte sig mere ind i hvad en depression er, så han kan støtte mig bedre, når jeg når ud over kanten.
Men jeg tror at det er hans måde at beskytte sig selv på - at han skærmer sig selv fra at blive revet med.
I mange år sad han bare og kiggede på mig, når min nedtur begyndte og jeg sad og var drøn ulykkelig. Nu har vi aftalt, at han skal sætte sig ved siden af mig og holde mig i hånden og lytte til mig. Men det er på ingen måde optimalt for mig, og jeg indrømmer gerne, at jeg stort set hver gang tænker på at blive skilt, når jeg er deprimeret, fordi jeg er så skuffet over hans manglende evne til at hjælpe mig.

Glæder mig til at høre fra dig igen :)

Ja, det lyder bestemt som om det er problematisk for jer, når depressionen trykker på. Det må også være de færreste forhold der kan fungere optimalt, når den ene partner er nede og skrabe bunden.

Ja, du kan se det som et værn fra hans side, sådan så han ikke bliver hevet med ned. Nogle kan bare ikke blive ved med at trøste, da de selv er skrøbelige. Dog er det selvfølgelig vigtigt, at du fornemmer at han er der for dig alligevel.

Tror bare at flugttanken er meget normal, når man er depressiv, det siger næsten sig selv. Man vil ud af ens rammer så hurtigt som muligt, da det virker langt nemmere end at blive konfronteret med den indre smerte. Selv har jeg fantaseret meget om nye forhold, nye kvinder og en ny fremtid; tydelige tegn på, at man inderst inde har det rigtig skidt med sig selv. Mange bruger også alkohol, narkotika, spil, porno eller noget andet for at flygte ud af dårligdommen, hvilket selvfølgelig gør det hele meget værre.

Kan anbefale mindfulness, det hjælper mig lidt af gangen dag for dag, da jeg lærer at acceptere tingene som de er og ikke som de burde være eller kunne have været.

Er du interesseret i at indgå i en form for gruppe?

(har skiftet navn til rafa02)

Jeg kan også svarer ja til dette.. :(
Været sammen med min mand i 8 år, kendt ham i 14..

Sidder og stor tuder!!!! Endelig en/flere der har præcis samme følelsesløshed i forbindelse med depression. Har virkelig brug for at tale lidt med en af jer. Ved godt det er gammelt indlæg og det er juleaften nu:) men på et tidspunkt. Står nemlig i præcis samme situation, når jeg rammer det mørke hul:-((((

Jeg kan også sagtens genkende det I skriver. Har været sammen med min mand i 10 år. Måske beskytter han sig selv når han tager afstand fra mig når jeg har det skidt - men det er så svært for mig at forstå. Når personer jeg kender har det skidt, er det helt naturligt for mig at være der, tale med dem, give et kram osv. Han skal virkelig overvinde sig selv for at nærme sig mig, holde om mig etc. i de situationer. Det er som om han ikke rigtig kan tage at jeg græder, selvom jeg generelt græder ret sjældent. Samtidig er jeg egl. i tvivl om han selv kæmper med nogle ting. Når jeg spørger, om han kunne forestille sig, at han selv kæmper med noget lignende, så svarer han: "Det er jo på mode at have depression".... Og så er den ligesom parkeret.

Jeg har egl. længe ledt efter en gruppe. Jeg har prøvet det een gang før og det var rigtig godt. Hvordan havde I tænkt jer, at det skulle foregå?

Kan tydeligt høre at du/i står i sammen situation, når det hele bræ det på! Jeg har læst mig frem til(flere steder) at der er nogle grundlæggende symptomer ved depression, men ellers kan den dog være vidt forskelligt, fra person til
Person. Måske det er sådan i to har det? Kan sagtens forestille mig at ens partner kan blive deprimeret eller
Meget trist, når ens kone eller mand har været ned og ramme jorden, med en depression. Jeg ved ikke hvordan man opretter sådan en hjælpegruppe? Ville rigtig gerne i kontakt med den person som har starter denne gode debat op, men man kan vist ikke skrive til en Anonym?:-/ Håber du/i får et dejligt nytår. Mvh Maria

Det er helt det samme jeg har med min kone, er helt lettet over at jeg ikke er den eneste.

Jeg føler mig helt magtes løs og kan bare ikke mærke kærligheden.

Og er konstant forvirret over hvad der er galt med mig.

Selv om jeg godt ved det er depression kan jeg ikke acceptere det og tror hele tiden der er noget galt i vores forhold men kan bare ikke finde noget andet end min egen følelser er godt gemt væk.

Det var mig der i sin tid startede tråden, jeg har blot skiftet navn. Er bestemt interesseret i at kommunikere med jer andre. Skal vi starte med en mailliste og så aftale videre derfra? Vi står med et problem, der er ret almindeligt, men som gør frygteligt ondt. Heldigvis er der håb

Ja, jeg vil også tilslutte mig koret af personer der ikke kan være der følelsesmæssigt for andre når de er deprimerede. I mit tilfælde er det sådan, at jeg ikke er sikker på hvad der kommer først. : At jeg trækker mig og derefter bliver deprimeret eller omvendt? Min kone som jeg har kendt i 6 år har som en følge af dette morads og meget andet trukket sig langsom væk og er nu midt i en periode hvor hun ikke kan finde ud af, om hun skal blive sammen med mig eller ej? Hun har faktisk trukket sig så meget, at hun i en vis grad har fundet en anden mand. Ham har hun dog "kun" kysset på (efter eget udsagn) og hun har heller ikke nævnt ordet skilsmisse eller sagt at vi skal sælge hus eller noget...
I dag er alle mine gamle følelser for hende blusset op igen, men de bliver ikke gengældt - naturligt nok når jeg i 3-4 år ikke har vist dem for hende.
Jeg ved, at det til dels skyldes mit noget mærke sin, at jeg ikke har vist så meget for hende, men det skyldes også andre ting som jeg arbejder sammen med min psykolog på at ændre.
Det her er hårdt og skubber mig faktisk i den forkerte retning i forhold til min tendens til depression. Når hun siger noget lidt hårdt til mig er hele dagen ødelagt og jeg får igen meget mørke tanker.
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg elsker hende og vores to børn, men om jeg nogensinde kan blive den mand hun elsker ved jeg ikke - jeg håber...

Jeg kender også til det, det er så meget nemmere at få et forhold til at fungere godt, når begge parter er "ovenvande".
Min diagnose er ikke decideret depression, men det er en del af det.
Det er forfærdeligt når man ikke føler kæresten kan rumme det man selv er fyldt op af, man bliver såret dobbelt, både for at have det som man har det, og for at føle sig afvist/ikke forstået, - og det er også dybt sårende at opleve sig selv så lidt i stand til at bidrage til det fælles overskud.

Jeg måtte på et tidspunkt indse, at jeg har brug for at bo for mig selv, selvom det til tider - ofte - både er trist, ensomt, dyrt og besværligt.
Jeg magter bare ikke at være så tæt på et andet menneske døgnet rundt, når jeg er så "kantet" som jeg er rent følelsesmæssigt, desværre, men jeg kan ikke trylle, og har måttet prøve at finde de måder det trods alt kan fungere bedst på.

Hej med jer.
jeg er så en der er blevet forladt, af en vist nok depressiv kæreste. Når jeg skriver "vist nok depressiv", så er det fordi han ikke er diagnosticeret, i hvert fald ikke hvad jeg vil af. Min nu eks. fik det dårligere og dårligere på grund af ting som er sket for nogle år siden. Han kunne til sidst slet ikke holde ud at tænke på fremtiden og følte at han bremsede mine drømme om fælles børn (som han til at starte med var helt vild med). Det endte så med at han for 3 måneder siden brød forholdet. Vi arbejder sammen til dagligt og ser derfor hinanden hele tiden, men vi snakker ikke sammen mere. Han blev deltidssygemeldt med stress (kaldte chefen det) istarten af januar, da han ikke kunne holde ud at være på arbejdet hele tiden.
Jeg er stadig i dyb sorg over bruddet, men at læse jeres version af hvordan det er, giver da lidt mening over hvad der er sket:) Men for helvede hvor er det hårdt, at miste den man elsker til depression:(