Debatindlæg

Jeg er endnu ung - kun 28 år - og har mildest talt haft rigtig dårlig erfaring med arbejdslivet indtil videre- er der nogle der kender det? Synes jo egentlig jeg er ret "normal" hvordan man så definerer det. Har et velfungerende parforhold og få, men nære venner.
Jeg studerede til lærer,men allerede under uddannelsen kunne jeg mærke det ikke rigtig var mig. Jeg valgte dog at gøre det færdigt.
Var heldig og få job allerede efter sommer, men det blev et hårdt år, hvor jeg krøb langs murene, var usynlig og min leder mobbede mig på den der indirekte måde, senere mere direkte. Det resulterede i at jeg blev sygemeldt flere måneder med stress.
Før jeg var kommet helt ovenpå var jeg så "heldig" at få et andet job, men det samme mønster gentog sig. Det var hårdt at blive accepteret både af elever og kollegaer. Følte mig udenfor. Jeg har været i forskellige job- det sidste med fysisk og psykiske udviklingshæmmede. Arbejdsbetingelserne var voldsomme og stressniveauet meget højt og er nu sygemeldt igen.
Efter sommer starter jeg nyt studie,en svær beslutning. Skifter over til ergoterapi.
Jeg elsker jo at arbejde med mennesker, men det er også hårdt og er ved at miste troen på mig selv. Det dræner og slider mig op og er ikke engang 30 endnu?
Jeg er god til mennesker og det siger min omgangskreds også, men min start i arbejdslivet har været svær og jeg har allerede brændt mange broer.
Tror ergoterapien for mig er et godt felt, hvor man skal bruge sin menneskelige kunnen og indsigt og kan bruge sin følsomhed professionelt i jobbet.
Er ret sikker på jeg er særlig sensitiv.
Kæmper hele tiden og håber snart der er noget, der lykkes på min vej.
Nogle der har lignende erfaringer eller kender nogle af tankerne?