Debatindlæg

Det vil blive bedre igen ja, jeg har haft det sådan noget lignende i perioder, længerevarende - men ikke evige.

Det er lidt som et sår der gør ondt, når man er i smerten kan man ikke forholde sig til verden omkring og de ting man før fandt energi i, og når det ikke længere gør så ondt, kan man ikke helt forstå det gjorde så ondt.
Det er sådan jeg har det i hvert fald, som om man ikke engang i hukommelsen rigtigt kan rumme begge tilstande samtidigt.

Men jo du vil komme ud i lyset igen, også selvom du ligenu ikke kan mærke troen og håbet, det er der et sted, dybt inderst inde og på den anden side af mørket.
Gode vibes til dig :-)

Tak for dit svar!
Nej lige præcis, man kan ikke forholde sig til verden omkring sig. Det er faktisk som om der slet ikke er nogen verden! Det er så skræmmende. Men "rart" at vide der er andre der har det sådan, og at man kan komme ud på den anden side uanset hvor håbløst det virker!!!!

Også gode vibes til dig!!

Kære Nike92
Min overskrift er et lidt kliche, men under alle omstændigheder ofte et meget rigtigt ordsprog. Jeg havde det helt elendigt her i vinter/forår og kunne slet ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle blive glad for noget igen. Men det var faktisk først, da jeg lærte at give slip på mine bekymringer, acceptere de mangler, jeg har og forsøge bare at være til stede det begyndte at gå op for mig, at det hele nok skulle blive fint. man kan godt komme til at føle sig helt dekoblet fra sig selv og omverden og netop tænke hvem fuck er jeg og hvad gør jeg af forskel, men forsøg at tving dig selv væk fra de tanker og fokuser på: I dag græd jeg ikke, i dag valgte jeg at ignorere de tanker, der siger jeg er dårlig/tyk/andet og i stedet acceptere den jeg er, i dag gik jeg en tur og den friske luft føltes rar.

Giv dig selv tid og plads til at komme ud af din sorg. Ikke tænk, at den altid vil være der, for kun i det tilfælde er der en risiko for at den vil blive hængende. vær tålmodig og gør gode ting for dig selv.

Alt muligt godt til dig - masser af tanker
TÆnksom88

Jeg har det lige præcis på samme måde. Verden omkring mig eksisterer ikke og der er kun mig selv, der lider, kan ikke finde glæde i noget, er afskåret fra følelser, også til min dejlige familie og det gør så ondt. Jeg har en dejlig mand, der snakker med mig om det, men jeg er utrøstelig. Er så bange for, det vil vare evigt., præcis som dig. Har du fået det bedre siden august? hilsen Ada

Jeg synes dine symptomer virker ret genkendelige. Jeg kunne forestille mig at du kunne ha glæde af at læse om Depersonalisation. Det er en tilstand hvor man nærmest føler man ikke er helt tilstede og verden er uvirkelig. Mange - rigtig mange - mennesker lider af dette og det er anerkendt som en lidelse. Du kan finde et forum på nettet ved at søge på Depersonalisation eller Depersonalization.
På Facebook vil jeg anbefale dig denne gruppe: Depersonalization. PS: Dette er selvfølgelig kun mit private råd.
Vh Henrik