Træt af at være træt
Written by
mp82
13. aug 2014 03:12
Ja hvor skal jeg næsten begynde. Jeg er en fyr på 32 år, som igennem de sidste godt og vel 10 år er blevet mere og mere ensom og ked af det.
Igennem disse år er det lykkedes mig at miste alle de venskaber jeg har haft, og sidder nu tilbage med få sporadiske bekendtskaber.
Igennem mine teenage år og start 20'ere havde jeg en telefon der altid bimlede med sms'er og opkald fra folk der ville mig noget. jeg havde altid aftaler om byture i weekenderne. Nu er der aldrig nogen der ringer eller skriver mere.
Det er min egen skyld. Jeg magtede ikke at tage telefonen når den ringede. Jeg skrev ikke tilbage på sms'er. Og når jeg endelig tog mig sammen til at ringe eller skrive tilbage fandt jeg på en undskyldning for ikke at ses. Og som dage, måneder og år gik; ja så holdt telefonen op med at vibrere. Og så sidder jeg her alene, med en bitter smag i munden over hvor dum jeg har været.
Ja, jeg kunne selvfølgelig starte med at tage telefonen og kontakte de folk jeg mangler i mit liv. Men hvad skulle jeg sige? De har stiftet nye venskaber og har nye omgangskredse. Hvordan skulle vi begynde? Hvordan skulle jeg forklare dem hvordan jeg har det, uden det ville resultere i at de ville få ondt af mig? Det ønsker jeg ikke. jeg ønsker bare at jeg havde værnet mere om det vi havde sammen dengang. Ak ja.
Jeg har et godt og forholdsvis tæt forhold til mine forældre, og har desuden to brødre der betyder rigtigt meget for mig. Men de har begge mange venner, og har tit aftaler, og planer for fremtiden. Festivaler, koncerter, sammenkomster med venner, middage osv. osv. osv.... Faktisk får det mig ofte til at føle mig endnu mere ensom, for jeg har ingen. Jeg har en tom lejlighed der griner af mig hver gang jeg kommer hjem. Jeg føler mig tit pinligt berørt når jeg snakker med dem om hvad de har lavet i weekender. For jeg har aldrig lavet noget.
Når jeg snakker med bekendtskaber, eller kollegaer opfinder jeg ofte pinagtige løgne om hvad jeg skal i weekenden, for ikke at falde udenfor. I virkeligheden ender jeg bare med at sidde alene og ryge cigaretter og se tv/spille playstation/sidde foran computeren med en flaske rødvin eller to.
Jeg fungerer godt i mit eget selskab og er nok det man kalder "særligt sensitiv". Jeg lader op når jeg er alene, hvilket nok er en af grundene til at jeg idag er meget ensom. Jeg har gjort det lidt for godt.
For at det ikke skal være løgn er jeg på det seneste begyndt at tage lidt for meget på. Jeg er ikke overvægtig, men bare utrænet, og vægten siger efterhånden næsten 90kg. Jeg kan stadig suge maven ind til en hvis grad, men der går ikke længe før det ingen effekt har. Hvis jeg da bare kunne tage mig sammen til at starte i fitness igen, eller løbe en tur. Ikke fordi jeg ikke vil. Der er bare langt fra tanke til handling, og jeg er en mester i at udsætte tingene.
Jeg kunne egentlig godt tænke mig at møde en pige igen. At blive forelsket. At have én at holde af, og at have én der holdt af mig. Men når man ikke elsker sig selv, hvordan skal andre så kunne else én? Og hvilken pige ville gide have én der bare altid sidder derhjemme og kukkelurer, og ingen venner har? Stakkels fiktive kvinde ;) suk.
Ja, jeg kunne fortsætte med at skrive side op og side ned, men det ville resultere i en skrivekrampe, så jeg må hellere holde mens legen er god.
Jeg er bare så træt af det hele. træt af at være alene. Træt af at være doven. Træt af at lyve. Træt af at være ked af det. Træt af at have ondt af mig selv. Træt af at være træt.
Nogen dage ønsker jeg bare at det hele får en ende. Men jeg tør ikke, og jeg ønsker ikke at udsætte min familie for det.
Er der andre der har det, eller har haft det ligesom mig?
Tak fordi du har taget dig tid til at læse dette.
Mvh
Morten
Skynd dig at blive undersøgt!
Written by
irsten
13. aug 2014 08:00
Hej Morten
Hvis jeg var dig, ville jeg skynde mig at bestille en tid ved lægen, så årsagen til din træthed kan blive klarlagt.
Jeg synes altså ikke, at du i din unge alder skal finde dig i at gå og være SÅ træt.
Der er tegn på depression i den måde, du beskriver dig selv, f.eks. skriver du, at du er ensom og ked af det. Og du skriver, at du ikke kan elske dig selv. Du har i det hele taget mange selvbebrejdelser. Det er typiske symptomer på depression. Men om du faktisk har en depression, er det jo ikke muligt at afgøre i et debatforum.
Der KAN jo også være tale om, at det er trætheden, der er årsag til de depressive tendenser.
Nu er det sådan, at mange af de årsager, der er kendt for at give træthed, også ofte kan være årsag til depression. Derfor er det vigtigt, at du bliver GRUNDIGT undersøgt. Du skal ikke affinde dig med blot at få at vide, at din tilstand nok er psykisk betinget.
Jeg taler af erfaring. Jeg havde i årevis depressioner indimellem. Men så blev jeg så træt, at jeg ikke magtede mit arbejde. Lægen slog det hen med, at det blot var psykisk, og jeg fik uden nogen form for arbejdsprøvning bevilget førtidspension.
Og det var jo fint at have noget at leve af. Men det ville være bedre at være rask. Så jeg spekulerede nat og dag i mange år over, hvad jeg mon kunne fejle. Men hjælp fra sundhedssystemet kunne jeg ikke få.
Det viste sig, at jeg havde jernmangel! Det er et problem, der er meget let at løse – ikke noget, man normalt får førtidspension for.
Jernmangel giver træthed, depression og hjerteproblemer. I mit tilfælde så voldsomme hjerteproblemer, at det gik ud over vejrtrækningen om natten. Jeg fik såkaldt central søvnapnø, hvilket igen giver voldsom træthed og kan være årsag til depression.
Det, du især skal have i kikkerten som årsag til dit træthedsproblem er altså mangeltilstande. Sørg for at blive tjekket for alle de vigtige næringsstoffer, som en praktiserende læge kan undersøge for. Desuden er det vigtigt at blive undersøgt for lavt stofskifte, hvilket også kan være årsag til træthed og depression. Endelig er det en god ide at finde ud af, om du trækker vejret normalt under søvnen. Sagen er, at overvægt kan øge risikoen for såkaldt obstruktiv søvnapnø. Det er en tilstand, hvor man godt nok laver vejrtrækningsbevægelser, men luften kan ikke passere gennem mund og hals, fordi luftvejen er blokeret af ganen/tungen/drøbelen, eller hvad det nu er.
Det er selvfølgelig muligt, at alt viser sig at være i skønneste orden, når resultatet af undersøgelserne kommer. Men det tror jeg nu ikke! Jeg tror, at du fejler et eller andet, som er nemt at gøre noget ved, og som er årsag til din træthed.
Find dig ikke i at gå i årevis uden at blive undersøgt, sådan som jeg gjorde!
Du skriver, at du er meget sensitiv. Det kan selvfølgelig godt være årsag til træthed, fordi man som sensitiv ikke tåler ret mange sanseindtryk, uden at udtrættes. Hvis jeg var dig, ville jeg få fat i en af de mange bøger, der findes om emnet.
Jeg kan anbefale den bog, der er skrevet af Ilse Sand: ”Elsk dig selv – en guide for særligt sensitive og andre følsomme sjæle”.
Bogen er meget anvendelig. Via de råd, der gives, lærer man at bruge kræfter på de ting, der giver energi og glæde, og skåne sig selv for de ting, der udmatter uden at give noget igen.
God bedring!
Irsten
Sæt dig små mål!
Written by
Tænksom88
13. aug 2014 23:00
Kære Morten.
Jeg synes, du lyder som en rigtig sød og velovervejet person. Jeg kender godt det med, at man træffer nogle "småbeslutninger" hen ad vejen og så pludselig står man der, laaang tid senere, og kan slet ike overkue hvordan konskevenserne pludselig blev så store. Jeg har et råd til dig: sæt dig nogle mindre mål! Det lyder som du fokuserer meget på nogle helt uoverskuelige ting. Man kan jo ikke lave om på sin tilværelse fra dag til anden. Prøv at starte med at gå nogle ture, cykl til arbejde i stedet for bussen, læg dine kostvaner en anelse om til det sundere - gør nogle gode ting for DIG, fordi du fortjener det og fordi det skal være overskueligt og samtidigt give dig mere velvære, få dig til at elske dig selv med mere.
Jeg kan sagtens forstå, at du lyver lidt over for omverden og det tror jeg måske også er fint nok en gang imellem. jeg tænker bare, at den bedste måde, du kan komme videre på er at acceptere, at dit liv de seneste år måske ikke har været de fedeste, at du indrømmmer for dig selv, at du HAR været og ER ensom, men at det vil du ikke mere. Du ved jo, at du har haft en masse venner, sm holdt af dig og som du selv et eller andet sted valgte fra. Det er ikke en kritik af dig, men du skal jo tænke over, at de valgte jo ikke dig fra, det var dig, der tog det valg. Så du er jo en god person, som er værd at være venner med.
Når du har accepteret og gennemarbejdet de ting, ville jeg klart foreslå dig at udfordre dig selv lidt på det sociale. Tag et ophold på en højskole, meld dig til en social aktivitet, meld dig ind i en organisation eller lignende. Tving dig selv ud i nogle sociale sammenhænge, som der er skabt nogle rammer omkring, så du lidt ved, hvad der venter dig.
Sidst men ikke mindst ville jeg klart tale med din læge, hvis jeg var dig - måske en langvarig depression kan være svaret på det hele?
Jeg ønsker dig alt det bedste!
VH Tænksom88
Tak for rådene
Written by
mp82
15. aug 2014 22:55
Hej Irsten og Tænksom88.
Mange tak for jeres svar, og for at i tog jer tid til at læse min halvlange beretning.
I har begge to givet mig noget at tænke over (på den gode måde).
Jeg er pt. i en fase i mit liv hvor jeg forsøger at ændre min tilværelse til det bedre, og vil nok i den nærmeste fremtid tage en beslutning om hvordan jeg lige skal gribe det hele an.
Mange tak endnu engang og en kæmpe virtuel krammer herfra
Du er ikke alene :)
Written by
Deprifætter
19. aug 2014 13:39
Hej Morten
Det er lidt surrealistisk at sidde og læse hele din beretning, for i grove træk er jeg selv havnet i præcis samme situation som dig. Ensom, træt af at være.... Ja, det hele!
Mit liv er dog en anelse anderledes, i det jeg er gift og har den famøse "tosomhed", men jeg var engang ham de allesammen ville være venner med, mit hjem var kedeligt hvis jeg ikke havde besøg i løbet af en normal dag og jeg trivedes bedst i selskab med andre mennesker.
Så fik jeg et job hvor jeg mødte kl 3 om natten, var udsat for forskellige risisci som simpelthen sled mig op og gjorde, at jeg stille og roligt ændrede mig og ikke orkede at have andre mennesker inde på mit liv fordi jeg tit havde brug for ekstra tid til at lade op og nød hvert eneste sekund jeg bare var helt alene - selvom den præcis samme situation gjorde, at jeg følte jeg holdt i nødsporet med 4 punkterede dæk, mens alle andre nemt kunne ræse forbi og vinkede og råbte "Vi ses lige pludselig!". Sådan har jeg det stadig.
Jeg har levet med det her i et par år og har et par gange fået psykologhjælp, men begge gange med psykologer jeg ikke rigtig havde kemi med.
Nolge dage er jeg glad. Andre dage kan ende med, at jeg får et inderligt ønske om, at jeg dør i en ulykke eller noget i den stil. Jeg tænker tit på døden og på at dø - men vil aldrig kunne gøre det selv. Jeg bilder mig ind, at det vil være typisk mit held at dø i en ulykke, og venter bare på det sker. Også selvom jeg i "normale" stunder godt kan se, at det er irrationelt.
Nu står jeg så her. Nogle dage er væsenligt bedre end andre, men med en ægtefælle der tit slet ikke forstår eller vil forstå, hvad det er der farer igennem mit hovede - og det giver nogle prøvelser, at bo med et andet menneske på 80 kvm, når man egentlig helst vil være alene.
Sidste år tog jeg tyren ved hornene og smed 30 kg på 4 måneder med kost og motion - og det holder mig stadig gående.. Selv på de dårlige dage, kan jeg få mig selv ud af døren og svede og motionere, så jeg kan få det hele ud. Det er UTROLIGT effektivt. Jeg løber, løber, løber og løber, og er bare mig selv ude på de ture.
Jeg håber det hjælper at vide, at der et andet sted sidder en gut der er 2 år yngre end dig, men som har det ret meget på samme måde.
Alt det bedste i din retning :)
Jens
Ja
Written by
MmL
19. aug 2014 14:14
Din Historie minder på så mange punkter om min egen.
jeg er 29 år og kan snart ikke huske hvornår jeg ikke har haft det som du beskriver.
jeg vil meget gerne skrive til dig privat, men jeg ved ikke om det er en funktion der er herinde, da jeg ikke kender side nså godt endnu??
Mvh Mia