Debatindlæg

Kære Kandestedet

Jeg vil gerne på forhånd beklage, at det er så langt et svar, men jeg har svært ved at give mening, når jeg skal fatte mig i korthed. Jeg ved ikke, om jeg kan sige noget, der kan hjælpe dig, men jeg kan fortælle dig, hvordan det ser ud inde i mit hoved, når jeg har det værst og hvad der typisk hjælper mig.

Alt er sort og trist og ulykkeligt og der er intet lys eller håb om at det nogensinde ændrer sig. Der er ingen der kan li' mig og jeg er også bare dum og træls og ubrugelig. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv og jeg kan ikke foretage mig noget, men omvendt kan jeg heller ikke lade være med at gøre noget. Jeg er rastløs. Det eneste, der kan give mig ro, er min mand. Han behøver ikke gøre noget, han skal bare være til stede og sommetider holde om mig.

Derfor gør det ekstra ondt, når han ikke kan være der. Rationelt ved jeg godt, at han ikke bare kan sætte sit liv på stand by og at han har et job og venner og forpligtigelser, han skal opfylde. Alligevel gør det så uendeligt ondt på mig, når han går sin vej selvom jeg ligger hulkende i sengen og det er den ene grund til, jeg har prøvet at skubbe ham væk. Netop for at beskytte mig mod den ekstra smerte det er, når han går. Rationelt ved jeg godt, at han kommer tilbage og at det ikke handler om mig og min situation, når han går, men det føles som et svigt hver gang og det gør ondt.

Ligeså ondt gør det når jeg "kommer til mig selv" igen og indser at jeg har opført mig fuldstændig tåbeligt og urimeligt overfor ham. Igen bliver jeg ked af det, men denne gang er det ikke svigt og vrede jeg fyldes med, men skam og dårlig samvittighed over at kunne opføre mig sådan overfor min mand. Den mand, der som den eneste elsker mig uanset hvordan jeg har det. Det gør mig ked af det og det gør mig bange for at ødelægge ham. Han har fortjent bedre end mig og det er den anden grund til at jeg har prøvet at skubbe ham væk. For hans egen skyld, så han ikke behøver føle sig skidt tilpas ved at være den, der går.

Det er svært at sætte en formel på, hvad der hjælper, fordi det altid afhænger af hvordan jeg har det, men jeg har alligevel erfaret, at der er to ting, der næsten altid virker for mig.

Den ene ting af de to ting, der hjælper for mig, er at få lov til at tale om det. Jeg har normalt ikke rigtig lyst til at tale om det, dels fordi de ord jeg har indeni gør mig bange for mig selv og dels fordi det gør mig bange at åbne op overfor min mand. Jeg bliver bange for, at han ikke kan rumme mig og at han ikke elsker mig nok til at være ved min side, mens jeg kæmper min kamp. Når jeg først får åbnet op kan jeg tale meget længe. Det er vigtigt at vælge et tidspunkt, hvor der er tid og ro til at lade mig tale mig igennem alt det, der fylder. Også selvom jeg indimellem taler i ring. Det giver mig mulighed for at få styr på mine tanker og det giver mig mulighed for at se, at min mand er her endnu selvom jeg viser ham hvor svært jeg har det og hvor ondt det gør indeni. Han behøver ikke sige noget, bare være hos mig og lytte.

Den anden ting der hjælper er, når han viser, han ikke er usårlig. Det lyder måske mærkeligt, men det gør mig usikker, når min mand ikke reagerer på noget. Jeg bliver i tvivl om, om det er fordi han skjuler sig og gemmer noget for mig. Om det er fordi han ikke tør sige til mig, at jeg er for meget for ham. Min mand har ikke nemt ved at åbne op, men når han tør stole nok på mig til at åbne sig og fortælle hvordan han har det med det vi står i og hvad han føler og tænker om de ting, jeg siger, så viser han mig en tillid så stor at jeg ikke kan undgå at tro på, at han vil mig. At han vil os og at han ikke forlader mig selvom jeg har det svært.

Jeg har brug for at vide, at min mand ser både de gode og de dårlige ting ved mig og at han elsker mig alligevel. Jeg har brug for at vide, at han er til stede og er villig til at kæmpe sammen med mig, selvom det til tider gør ondt på os begge. Jeg har brug for at vide, at han ikke bare kører på automa

Jeg har brug for at vide, at min mand ser både de gode og de dårlige ting ved mig og at han elsker mig alligevel. Jeg har brug for at vide, at han er til stede og er villig til at kæmpe sammen med mig, selvom det til tider gør ondt på os begge. Jeg har brug for at vide, at han ikke bare kører på automatpilot fordi han ikke tør træffe valget om at gå.

Om det er bedst for din kæreste og dig at være sammen eller hver for sig, det ved kun I. Jeg kan ikke love dig, at det bliver bedre, men jeg ønsker dig held og lykke og håber det bedste for Jer.

Venlig hilsen
Zju

Det kunne godt lyde som en form for separationsangst, jeg kender selv til det, ikke lige nøjagtigt som beskrevet dér, men principperne i det, følelsen af at blive forladt selvom man med fornuften godt ved at det ikke er sådan, og afstandtagen for at beskytte sig selv.

Det er godt hun er startet hos psykolog, her vil der sandsynligvis blive arbejdet med årsager som kan ligge langt tilbage i opvæksten, og med større forståelse for sammenhængen kan man bedre komme videre i nuet.
Det kan også være I med tiden kan få nogle pårørendesamtaler hvis lysten er der hos begge.