Debatindlæg

Det er et godt og meget vigtigt emne, som jeg sikkert kunne skrive meget om, men vil forsøge at gøre det så konkret som muligt.

Jeg er et voksent menneske med en masse livserfaringer, og tror måske nok at jeg i forhold til da jeg var yngre, ikke så nemt falder på halen for ”autoriteten” – hvilket i praksis betyder at jeg har udviklet mere personlig skepsis og er sværere umiddelbart at overbevise mht. forklaringer osv.

For mig er et af de allerstørste problemer mht. terapi, at mine ord bliver tolket af en anden, og at denne tolkning bliver skrevet ned i en journal.
Det er et problem bla. fordi terapeuten er den professionelle og jeg er den syge, dermed har førstnævnte pr. definition altid ret, jeg mener – hvem ville man tro på hvis man skulle vælge, en uddannet terapeut eller en psykisk syg person?

Hvis jeg nævner det, bliver det kaldt paranoia, slam fælden virker, de proffe har altid ret og hvis dette ikke er tilfældet har de alligevel ret da ”pt. lider af paranoia” (pt. = patienten).

Nævner jeg det for meget bliver jeg erklæret umotiveret for behandlingen, hvilket jeg ikke ønsker, så jeg nævner det så lidt som muligt, og holder igen på de ting/erfaringer/følelser jeg ikke er stærk nok til at skulle acceptere at få sygeliggjort.

Jeg er rent faktisk et menneske af kød og blod og jeg har erfaringer ligesom alle de ”almindelige” mennesker også har, og jeg har ikke brug for at alle de følelser jeg har som ikke lige forstås umiddelbart – bliver defineret udfra en eller anden psykiatrisk betegnelse, eller med en sygdomsfokuseret tilgang – eller ”tolkning” for nu at bruge et ord der ofte bruges af autoriteten hvis jeg har en anden opfattelse af sandheden.

Det skal siges at jeg er meget meget glad for den terapi jeg går i nu, og det er jo også derfor jeg har valgt at holde igen på nogle af de måske aller ømmeste punkter, fordi jeg er nødt til at beskytte både mig selv og terapiens forsatte forløb, hvis det skal kunne fortsætte på en konstruktiv måde, uanset dette efter forskrifterne står lidt i kontrast til at få det bedste ud af terapien...
- det kræver et godt helbred at være syg,- også indenfor det psykiske.

Nogengange kunne jeg bare rigtig godt tænke mig en terapeut der ikke skrev alt ned i et system der pr. definition tolker mig som syg.

For så ville jeg måske kunne fortælle om det hele, uden at blive stemplet udfra min diagnose eller møde muren med ”paranoia” eller evt. ”sygdomsbenægtelse” eller ”magisk tænkning” mm. hvis der var nogle tolkninger jeg ikke lige var enig i.

Det er et savn jeg har, men som sagt, jeg er også glad for terapien, for jeg får forståelse for mange ting for allerførste gang i mit liv, hvilket hjælper mig til selv at forstå dem bedre.
Der er bare altid også lige den faktor med i det, at jeg skal beskytte mig selv, for psykiatrien tænker mere i kasser end i mennesker, sådan generelt set – hvis du spørger mig, og det kan jeg sige helt uden paranoia. ;-)
.
Og ja det var så lige lidt ”frit fra leveren”, håber det kan bruges, spørg endelig hvis det er noget som ønskes yderligere uddybet :-)

Hej Skovtrolden,
mange tak for din frit-fra-leveren-besked :-D
Du skriver om nogle meget relevante problemstillinger! Helt sikkert noget jeg kan bruge til min opgave, så mange tak for det :-)
Hvis du har nogle konkrete negative eksempler fra noget du har oplevet under terapi, som du har lyst til at dele, vil jeg meget gerne høre om dem også ;-)

Jeg har flere erfaringer med behandlere, som ikke har været super positive, men går pt. hos en psykiater som er meget dygtig. Netop fordi, hun lægger alt på hylden og har et et udgangspunkt der hedder, at min baggrund er nyt og ukendt territorium for hende.

Man kan formulere det som, at hun ser mig som autoritet i forhold til min baggrund.

Jeg har egentlig også fundet en ok god psykolog. Hun er sød og og kan godt lide at snakke med hende, men hun kommer aldrig til at forstå mig og min situation, fordi hun bliver ved med at tage udgangspunkt i det, som hun har lært, og ikke i det, som jeg fortæller hende - dvs. den virkelighed som hun sidder overfor.

Dvs. hun har ingen referenceramme og er ude af stand til at træde ud af sine kendte rammer.

Jeg har skrevet om mine oplevelser i min dagbog, som kan findes ved at slå mit navn op. Så kan du vende tilbage;-)

vær lige opmærksom på, at min dagbog bliver hvor den er, og ikke skal deles ud til underviser og studerende på Københavns Universitet, tak (det havde jeg ikke lige set, da jeg responderede, på dit indlæg)

Således kan du læse min dagbog, af personlig interesse, hvilket jeg håber er nok.

Hej igen,
specifikke eksempler har jo den ulempe at det nemt fjerner anonymiteten og bliver sådan meget personligt synes jeg.

Men mht. hvis der er uoverensstemmelser i forståelsen af noget, så mærkes det med det samme, det kan godt være det er noget af det Chloe også nævner, noget med at blive rummet som en ”autoritet i sit eget liv” eller sådan noget, at det er det jeg mangler at føle.

Jeg mærker det fx ved at min mening ved uenighed pludselig bliver kaldt ”tolkning”, og bagefter står der måske fx at jeg var paranoidt tolkende, mistroisk, eller med tendens til magisk tænkning mm., min ydre fremtoning incl påklædning er fx også blevet vurderet med næsten samme ordlyd som man kan slå op i psykiatrien under sådan nogen som mig, må indrømme jeg kan ikke få øje på noget af det, men det skyldes velsagtens at min sygdom forhindrer mig i at vurdere det… - hvis jeg i det hele taget læste nogle af de ting der er blevet skrevet, ville jeg tro det var en meget syg og sølle person, muligvis også lidt farlig, det er jeg ikke.
Hvis det bekymrer mig med disse ting, så er jeg paranoid eller har katastrofetanker, jeg tror ikke de kan forestille sig hvor afmægtigt det kan føles, at være stemplet som psykisk syg – hvilket i praksis vil sige – en man ikke kan regne med.
Når man hele sit liv har skullet klare sig på lige fod med andre, så æder man altså ikke bare lige sådan en ”uværdighedserklæring”.
Men jeg ved godt at en behandler i psykiatrien er nødt til at følge de retningslinier der nu engang er, der er ikke meget plads til personlige måder at gøre tingene på for de ansatte så vidt jeg har erfaret.
Måske lige med undtagelse af at en psykiater tilsyneladende selv bestemmer om patienten skal have 10 minutters pillestatus, eller en hel times samtale ved hver konsultation, jeg har prøvet begge varianter og indimellem tænkt på om de mon tjener det samme.
Men som sagt er jeg glad for min behandling på nuværende tidspunkt, men jeg har måttet sluge nogle kameler undervejs, og den sidste er næppe heller slugt endnu ;-)

Tak for uddybende svar skovtrolden :-) Og rigtig godt at høre, at du er glad for din nuværende behandling :-)
Har man aktindsigt i psykiatrien? Altså, har du mulighed for at læse hvad din behandler skriver om dig?

Og også tak til dig Chloe, kigger på din dagbog, men skal nok lade være med at bruge noget af det ;-)

det lyder godt.

Jeg er umiddelbart heller ikke klar over, om mine indlæg overhovedet har interesse.

Overordnet set, tegner der sig et billede af at en stor del af terapeuterne:

1.) Er svært uvenlige og ude af stand til at agere nogenlunde normalt.

Personligt finder jeg det bemærkelsesværdigt, at gårdmændene i min bolig har større sociale kompetencer, end de højt estimerede *psykolog-damer*, der nærmest excellerer i mopsede kommentarer, abe-adfærd og tvære afvisninger.

2.) Ser sig selv som grandiose orakler, der kender sandheden og således partout skal stoppe den ned i halsen på en og således ikke evner at være nærværende i det, der er.

En, psykolog, som jeg var til et par gange, men ikke har skrevet om endnu, blev ved med at proppe mig ind i Maslows Behovspyramide.

Det er en form for filosofisk model og i en personlig samtale, giver det overhovedet ikke mening, men illustrerer på glimrende vis, hvordan hun ikke evner at være sammen med mig, om det der er, men skal forsvare sig med en pyramide.

Selv tak, og jo man kan læse journalen på sundhed.dk, jeg har dog seriøst tænkt at det lige netop mht,. psykiatrien ikke nødvendigvis er en fordel, tingene bliver skrevet i faglige vendinger fuldstændig blottet for menneskelighed, at læse sådan om et brækket ben kan næppe støde nogen, men at læse sådan om sig selv, incl. brug af ord der er udtryk for man er gak gak, og beskrivelse af ting man har sagt, men drejet til noget det ikke var pga. det er den anden persons tolkning der bliver formuleret, det er ikke fedt og det fordrer ikke til mental udvikling eller bedring.

Det kan heller ikke være rart for behandleren at ”dobbeltstillingen” fremstilles, jeg mener, det kan godt være det er helt normalt for dem at skrive så ”nedsættende” om deres patienter, kald det faglighed om du vil, men det hænger ikke sammen med det tillidsforhold der er nødt til at være mellem behandler og patient.

Personligt er jeg holdt op med at læse det, da det gjorde det vanskeligere for mig at åbne mig i terapien.
Men jeg er da glad for det jeg har læst, så jeg ved lidt mere om hvad jeg er oppe imod, nu lyder det muligvis igen som om jeg er paranoid, - men det er nu engang meget rart at vide hvor den anden persons grænser går mht. den rummelighed der så fint fremvises i selve den fysiske terapi.
:-)

Chloe - " men skal forsvare sig med en pyramide."
Jeg trækker forløsende på smilebåndet, mine behandlere har også haft brug for nogle forsvar i tidens løb, det kræver styrke at skulle leve med dét også ;-)

Hehe... jo, det kan godt virker som en stor byrde at skulle rumme psykologen i en klient/patient relation. Så længe de ikke har decideret obstrueret ens udvikling, ser jeg det nærmest positivt, hvilket er helt absurd.

Alt det her psykolog/behandler snak er interessant, fordi det i bund og grund handler om magten i eget liv.

Det lyder som lidt af en rædsel, at kunne læse sin egen journal på sundhed.dk. Men, hvad kan der findes derinde? Jeg har primært konsulteret psykologer, og de skriver vel ikke noget? Jeg tror ikke, at min gode psykiater noterer noget...

Den går vel også kun nogle år tilbage (gætter jeg på?), da tingene før var nedskrevet i fysiske patientjournaler?

Ja, det ville nok være nemmere, hvis jeg gik ind og fandt den, men bare tanken er gyselig og næsten værre end at få stoppet en pyramide ned i halsen;)

Ja der er noget om det, hvis man ellers på nogen måde formår det, så er det endnu en feature man tilegner sig, at kunne rumme denne magtfordeling og dens indvirken på ens følelser, uden at gå i forsvar. En færdighed man ikke skal undervurdere.

De behandlere jeg har gået hos har så vidt jeg husker alle skrevet journaler, men der er meget stor forskel på hvordan de gør det, nogen skriver bare et par få ord, andre skriver længere men stadig på menneskeligt sprog og andre igen udfører disse - sikkert utilsigtet – indimellem dybt sårende afhandlinger.

Alle jeg har mødt i psykiatrien mht personlige konsultationer har ført journaler, kontaktpersoner, psykiatere og psykologer, jeg er ret sikker på de har pligt til at gøre det.
Men som sagt, der er stor forskel på hvad der bliver skrevet og hvordan det bliver formuleret, - dog har dette efter mine erfaringer ingen sammenhæng med værdien af den faktiske terapi, så ja derfor kan man jo ud af et par onder, vælge at blive pyramidesluger ;-)

Men nej det der er blevet skrevet før i tiden, er ikke derinde, heller ikke selvom der står det går tilbage til et eller andet bestemt årstal, jeg husker ikke lige hvilket, men de ting jeg selv har været igennem fra dengang – er ikke at finde nogen steder i digital form.

Og ja du har ret, det handler om ønsket om at beholde magten over sit eget liv, pludselig er man i en situation hvor man oplever sig stemplet og pr. definition frataget en del af troværdigheden.

Derudover bliver samfundet mere og mere overvåget, og det med tavshedspligten er også et relativt begreb, så man kan godt komme til at føle sig som en grønært i et maskineri der styres af andre, fordi man ønskede hjælp, og det er ikke fedt.

Men der er forsider og bagsider af alting og synsvinklen afgør ligesom hvad man kan få øje på, hvilket fx gør det vanskeligt at få ”almindelige” mennesker til at forstå de her ting, fordi de befinder sig udenfor og aldrig har oplevet det, - kan man da ikke bare være lidt taknemmelig og prøve at få det bedste ud af det, jo da. ;)
:-)

Jeg havde ikke lige troet, at psykologer også skrev journal. Det gør de vel så udelukkende i offentligt regi eller hú?!

Min psykiaters sekretær sagde på et tidspunkt, at psykiateren aldrig skrev noget ned, men havde alting i hovedet. Her refererede hun til personlige ting og ikke medicin.

Det er bestemt ikke optimalt, at ens personlige oplysninger ligger gemt elektronisk div. steder... Her ville fysiske patientjournaler faktisk være at foretrække.

Gode pointer - ja, magtfordelingen. Egentlig besynderlig malplaceret, at det overhovedet skal være et relevant emne i en patient/behandler relation. Ideelt set burde det være sådan, at man udelukkende var sammen om det, der var. Ikke rigtig eller forkert, bare virkeligt.

undskyld at jeg ikke har svaret jer før, har haft lidt meget om ørene, hvilket jeg også har de næste par dage, men mange tak for jeres uddybende svar, vil nærlæse dem, når jeg får lejlighed :-)

Hej Chloe, okay jeg troede faktisk de var forpligtede til at skrive journaler, men jeg ved det ikke, dog er det kun dem i det offentlige som du skriver, der er tilknyttet det "netværk" som e-journalen jo på en måde er.
Hvis man går til en privat behandler uden henvisning, har de jo intet med det system at gøre.
Jeg vil give dig ret i at det ikke er så betryggende at det ligger i digital form.

Og ja det det ville være skønt hvis man ikke følte sig under en form for overmagt, jeg tænker at det ikke er tilstede i samme grad hvis det fx er en behandler man selv finder privat og betaler for, og man selv bestemmer hvor eventuelle ting skal skrives ned osv. Men desværre er det jo så dyrt at de færreste har råd - især når man i forvejen måske ikke er så arbejdsdygtig, så bider det lidt sig selv i halen.
Min behandler er som sagt god, men det ville helt sikkert ændre en del på det hele, hvis det var mig der betalte hver gang, og vedkommende ikke var en del af et kæmpe system hvori jeg har fået en masse mærkater for mine fejl som menneske - sådan lidt groft sat op, faktisk tror jeg det ville ændre rigtig meget mht. magtfordelingen, og det er en meget interessant tanke.

Det gør det heller ikke nemmere at åbne sig og fx. lade paraderne falde og fælde en tåre i terapien, når man forrige gang så det beskrevet som "pt. grådlabil", ja altså de mener det jo nok ikke sådan, men uanset hvad så kommer det til at virke virkelig kynisk.

Faktisk har denne tråd sat yderligere gang i mine tanker omkring dette, er det på en måde ydmygende at gå i terapi? Det burde det ikke være, hvordan kan man forhindre at det bliver det? Ok det var måske en del af undersøgelsens formål, held og lykke med projektet :-)

Mange tak for jeres indlæg,og ja mit formål med projektet er helt sikkert, at undersøge hvordan, hvornår og hvorfor der opstår ubehagelige terapi-oplevelser, og hvad man som terapeut og klient kan gøre for at undgå, at det sker...
Syntes det er tankevækkende, at mange terapeuter, som du nævner chloe, simpelthen mangler almindelige sociale kompetencer, har jeg også selv oplevet... jeg har snakket med en lektor for psykologi, og den eneste mulighed de har for at "sortere" i de studerende, er ved hjælp af karakterer, så selv om de syntes en studerende er lidt "mærkelig" eller på anden måde uegnet, kan de ikke gøre så meget :-/
Synes også du kommer med nogle gode pointer skovtrolden, om at beholde magten i sit eget liv, også i den terapeutiske situation ... er nok bare ikke altid lige nemt, især da man som oftest er i en sårbar situation, når man henvender sig til en terapeut...
Men tusind tak for jeres inputs, sætter jeg stor pris på ;-)

Jeg har oplevet at begynde til psykiater, hvilket jeg fra start var meget skeptisk for. Men pga. tilbud om info til min pårørende, tog jeg imod og gav det en reel chance. Hende jeg kom ind til virkede dygtig og kompetent, og virkede venlig. Jeg fortalte mange ting, og når til at min mand skal med til en samtale, for at give ham mere forståelse for hvad en depression er. Inden jeg forlader den sidste konsultation inden den hvor min mand skal med, siger jeg lige én ting jeg ikke vil at hun fortæller ham. Hun udtrykker klart at hun har tavshedspligt, så selvfølgelig fortæller hun ikke det. Da jeg så kommer sammen med min mand, fortæller hun sandelig halvvejs i samtalen, lige netop hvad jeg sagde hun ikke skulle sige. Jeg var rystet over at en uddannet person der ligefrem bliver betalt for at holde sin mund, ikke formår at holde sin mund. Gangen efter jeg kommer, kommer der ikke engang noget undskyld, før jeg selv kommer ind på det. Der undskylder hun dog, men har nu en anden forklaring at de ikke plejer at have tavshedspligt når ægtefæller er med. Og så går hun bare videre til andet emne.
Nu er jeg så lidt i klemme. Jeg kan vælge at fortsætte, men uden tilliden. Jeg kan vælge at ville have en anden, men så vil min mand blive nysgerrig efter en forklaring hvorfor - og det kan jeg ikke give ham. Og så er der muligheden ikke at fortsætte, men det ved jeg også godt ikke er nogen løsning :-( Jeg ved endnu ikke hvad jeg gør, så jeg har været der engang mere, ikke særlig rart - bryder mig ikke om at svare på noget som helst.

det lyder da sandeligt ubehageligt Frk84, og meget uprofessionelt fra terapeutens side :-(
Håber du finder en god løsning ;-)

Det lyder virkelig skræmmende det du skriver Frk84, det er jo noget nær mareridtet hvis man går ind til pårørende-samtaler....

At hun ikke engang vil stå ved at have fejlet er endnu en skræmmende ting, som desværre passer ret godt ind i nogle af de ting Chloe har haft beskrevet omkring forskellige behandleres mentalitet...

Jeg ved slet ikke hvad jeg ville gøre i sådan en situation, det rigtige er jo nok at tage den op med behandleren igen, bringe det på banen igen, forlange en ordentlig undskyldning simpelthen, for selvfølgelig er der da tavshedspligt til pårørendesamtaler.

Men om jeg selv ville have modet til på den måde at tage føretrøjen på overfor autoriteren - det ved jeg ikke, måske i chokfasen, men så snart man kommer hjem og evt. adrenalin har lagt sig, plejer mit mod desværre at fordufte tilsvarende...

Men det ville være den rigtige ting at gøre, vil jeg mene... Såfremt terapien tager udgangspunkt i din situation, så er det hermed også en del af din situation nu, at du i den grad har følt - og være udsat for tillidsbrud.