Debatindlæg

For 9 år siden blev jeg voldsomt syg i mave Tarm systemet. Det var en forfærdelig tid med kroniske smerter, som blev ved i flere år. Dog uden at sygehusene kunne finde svar. Jeg har endelig fået diagnosen Irritabel tyktarm(som er den rodekasse man kommer i, når de ikke kan finde en konkret sygdom).
Lærte at leve med smerterne og de aftog lige så stille, så smerterne var til at lave med, med årene - dog med tilbagefald, som gav en form for angst for at jeg skulle igennem det igen. Det orkede jeg ikke!
Jeg har altid været lidt af et skrøvl, og har altid været meget Obs på sygdomssymptomer. Til min store irritation begyndte jeg her i foråret også at lide af migræne ved menses. Øv. Smertestillende hjalp dog lidt. Her i august begyndte jeg så pludselig at få nogle andre underlivssmerter/mavesmerter som lægen ikke kunne finde nogen grund til og for et par måneder siden begyndte en underlig kronisk hovedpine, som mest sad i enten nakke eller bag øjnene. Spændingshovedpine! sagde både læge og fysioterapeut. Nåh ok. Men burde smerterne så ikke forsvinde med tiden, for det tog mere og mere af mit overskud og den koncentration jeg bruger på arbejdet og i min fritid.
Til sidst brød jeg sammen med stress, nu svær depression og en eller anden angst for at mine smerter ikke går over og hvad det kommer til at betyde for min fremtid, mit arbejde og mine sociale relationer. Det er svært at slippe sådanne tanker. Ville bare ønske at det forsvandt, for så skulle jeg da nok få det bedre psykisk...eller?!
Er der andre herinde, som har lignende tanker og hvordan tackler I det? Både behandlingsmæssigt og privat.

Er begyndt på sertralin hexal. Håber det giver lidt overskud til at bearbejde mig selv og tankerne.