Debatindlæg

Hej :-)

Jeg ved mange skriver ind til jer for at få en masse råd om at være i et parforhold med en deprimeret, og selvom om der står mange råd på internettet, er ens egen situation, altid meget mere individuel. Jeg har kommet sammen med min kæreste S i ca. 2,5 år. Da vi mødtes var han glad, livlig, og sjov. Der gik næsten 1,5 år, og så kom depressionen. Et år før han mødte mig, og havde startet i 1.g, droppede han ud, da han første gang mærkede depressionen. Alt dette vidste jeg ikke noget om da jeg mødte ham. Depressionen har nu været der on/off siden November/December sidste år. Og det er hårdt. Vi er netop gået ud af gymnasiet, og har begge sabbatår, og jeg havde sådan håbet at når presset for skolen ville forsvinde for en stund, at det ville blive bedre. Hans forhold er meget dårlige. Han er den ældste ud af en stor søskendeflok, og deres far, som både drak og tog stoffer, og var voldelig overfor moderen, forlod familien for nu snart 10-11 år siden. Han har også haft en hashforbrug igennem de sidste 3 års tid, som kun er blevet stigende. I starten, da han havde det fint, gjorde han det mest for hyggens skyld. For at være ærlig, ved jeg ikke præcis hvor meget han ryger, for tør ikke at høre svaret, men i hvertfald næsten hver dag, da han bruger det som et get-away drug. Desuden har han ikke noget job, da han ikke havde overskudet til det, og bor i hans kammarats kælder, og ligger derfor bare nede i mørket hele dagen. For tiden ses vi næsten ikke, fordi han bare slet ikke kan tage sig sammen til noget. Når vi skriver sammen er svarene enten korte og søde (nok), eller kolde og irriterede. Jeg har sagt at jeg synes han skal få hjælp, men han bliver sur på mig, og siger at det jo ikke hjælper at snakke med nogen, og det er ligegyldigt, og han ved det ikke vil hjælpe. Det er svært når depressionen forandrer ens kæreste - når vi er sammen ligger han bare og stirrer på tv'et, holder ikke om mig, eller snakker til mig. Og så bliver jeg rigtig ked af det, og kan godt begynde at græde, hvilket bare gør ham endnu mere kold og fjern, da han ikke ved hvad han skal sige til det. Han fortæller mig han elsker mig, og jeg er den sejeste jeg kender, mens han nogengange nærmest implicit siger jeg er forfærdelig.... Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, da jeg for det første er utrolig bange for at træde forkert. Han har slået op med 1,5 gang, og jeg vil ikke miste ham. Hans sind styrer ham, og han er paranoid, og kan ikke lukke mig ind. Når vi endelige snakker lidt dybt, ender det med skænderi og gråd, og han tror altid jeg prøver at manipulere, eller har skjulte motiver :-( Jeg vil bare gerne hjælpe ham på den bedste måde, men han er bare så destruktiv, og ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, uden samtidig at miste ham. Det værste er at jeg også virkelig er ulykkelig, og depressionen smitter af på mig, og jeg nogen gange bare græder hele natten, og har lyst til at skrive til ham, men jeg ved det ikke nytter noget, og jeg føler mig så overset. Det er bare svært at skulle have så meget overskud til den anden, og give så meget uden selv at få igen.... En gang, har jeg hørt fra en af hans venner, at han havde sagt et eller andet i stil med at det ville være let hvis man bare kunne hoppe ud af vinduet, og det gør mig bare så bange, og jeg føler jeg er i noget vi/eller jeg aldrig kan komme ud af, for hvis det så en dag blev for meget for mig, ville jeg aldrig kunne forlade ham i frygten om at han begår selvmord, for jeg elsker ham simpelthen for højt. Jeg har aldrig snakket med ham om dette, og det skal siges jeg er ret dårlig til at bare sige hvad jeg mener, da det kommer af vores breakup for 6 måneder siden som ødelagde mig meget.... Hvad skal jeg gøre?