Debatindlæg

Debatforum:  Snakkeforum

..-

Written by rada09 19. dec 2014 13:47

Er der andre der er blevet udsat for følelsesmæssig incest/overbeskyttelse/krænkelser som barn?

Jeg voksede op i et for tæt forhold til min mor, der var enlig og som brugte mig som følelsesmæssig støtte. Vi var hinandens fortrolige, som venner, næsten partnere. Der var aldrig tale om nogle fysiske krænkelser som sådan, men om en symbiose mellem os, hvor vi var gensidigt afhængige af hinanden.

Som barn er man naturligvis afhængig af sin moder, men når afhængigheden går den anden vej, at hun har brug for én, for at have det godt, får det typisk meget store konsekvenser, når barnet vokser op og bliver voksen.

Der er tale om en krænkelse, når barnet må skjule og lægge låg på sine følelser, for at imødekomme forældrenes behov. Resultatet bliver, at man som voksen typisk vil undertrykke sit følelsesliv, være i tvivl om hvem man er eller hvor man er på vej hen, ligesom relationerne til andre mennesker kan blive meget problematiske.

Hvis man blev afskærmet fra den ydre verden, overbeskyttet og aldrig oplevede konflikter, ja så får man det umådelig hårdt, når man møder den virkelige verden. Følelser som frustration, vrede, aggression og fortvivlelse må gemmes væk, hvis man skal holde mor glad og være en god dreng, og derfor ved man ikke hvordan man skal håndtere dem, når man bliver voksen.

Og hvad med parforhold og kærlighed i voksenlivet? Hvis man aldrig har lært at være 100% sig selv sammen med andre, hvordan lærer man så at indgå i et parforhold, hvor det er opslidende at være symbiotiske? Den tidlige moderbinding, der føltes fuldendt og perfekt for det lille hjælpeløse barn, bliver målestok for fremtidige forhold, hvilket næsten kun kan betyde et liv i skuffelse og frustration i det sociale liv.

Jeg hørte tit sætninger som: "Hvis jeg kunne finde en mand, der var ligesom dig, ville jeg gifte mig med ham". Eller: "Du er noget helt særligt, som en kongesøn. Du er som sendt fra himlen og er godheden selv". Og: "Du er det eneste lys i mit liv. Når du har været på besøg, er jeg helt opløftet bagefter". I dag væmmes jeg ved disse ord, men i mange år var jeg fuldstændigt uvidende om, hvor forkert det hele egentligt var.

Jeg er blevet overhældt med komplimenter og ros siden jeg var helt lille. Jeg var den smukkeste, dygtigste, sødeste, rareste. Jeg fortjente kun det allerbedste, og mor var klar til at klare alle mine udfordringer i livet. Kort sagt: Jeg er blevet nægtet at være mig selv. Jeg har aldrig lært det. Og derfor har jeg siden mine teenageår haft tendens til social isolation, oplevet stigende angst, følelser af tomhed og meningsløshed i livet, ligesom jeg de sidste par år har været decideret deprimeret uden at vide hvorfor - jeg havde jo alt i mit liv, rammerne for et godt liv var der jo. Hvad var der galt med mig?

I dag ved jeg, hvorfor jeg generelt mangler retning, håb, drømme og optimisme i livet. Jeg har det rigtig svært med kritik og konflikter, er voldsomt sensitiv og et ekstremt behov for bekræftelse og ros. Jeg spejler mig i andre, oplever enten had til eller et ophøjet syn på andre. Jeg føler at jeg lever i overfladen af livet, hvor jeg ikke oplever den fulde effekt af ægte følelser. Det viste sig særligt i teenageårene, hvor jeg konstant levede på bekræftelse fra det modsatte køn. Fik jeg blikke og opmærksomhed fra kvinder, havde jeg det godt med mig selv. Gjorde jeg ikke, blev jeg frustreret og forsøgte at ændre på mig selv, så det kunne lade sig gøre. Jeg så mange kvinder, gerne på én gang, som jeg typisk udnyttede til intimitet, hvorefter jeg blev ligeglad med dem - alt sammen ubevidst. Jeg var blevet krænket som barn, og havde derfor ikke det store problem med at overskride andres grænser uden respekt for, hvem de var.

Er der andre der har levet tæt op af en invaderende forælder, der har fået problemer senere i livet, og som, forhåbentlig, er kommet videre med et bedre liv?

re:

Written by lillemis 17. apr 2015 14:53

Det du skriver her rammer mig selv ret dybt. Meget af den adfærd du beskriver, med at spejle sig i andre og konstant at søge bekræftelse fra især det modsatte køn, er stort set det udgangspunkt jeg selv har.
Min mor er maniodepressiv og har været det gennem hele mit liv, og når jeg tænker tilbage, både på hende og på min lillebror med GUA, ser jeg bare mig selv leve på listefødder og skubbe mine egne behov væk for at undgå at sætte belastning på en i forvejen belastet situation.
Det er først inden for det sidste halve år jeg er blevet opmærksom på det og har taget det skridt at flytte hjemmefra. Det har hjulpet for mig at få ro til at følge mit eget hoved og at høre fra andre at det er helt forståeligt at føle som jeg gør i min situation - at vide at man ikke er skør og at det rent faktisk er naturligt at blive vred og ked af det hjælper en del.
Jeg kan ikke rigtig bidrage med specielt meget, taget i betragtnung at jeg kun har set lyset for et halvt år siden, og stadig arbejder på at forstå hvor dybt traumet går endnu, men jeg er i al fald taknemmelig for dit indlæg, da det i al fald har kastet endnu mere lys på det hele :)

Godt at høre

Written by rada09 27. apr 2015 16:56

Hej Lillemis

Jeg er glad for at høre, at du kan bruge erfaringerne til noget. Det med listefødderne er en god metafor, for det er virkelig det man gør, når man hele tiden sørger for ikke at gøre nogen kede af det derhjemme. Og så er man under voldsom kontrol.

Det er meget vigtigt, at du er blevet opmærksom på det, på den måde har du bare flere år at arbejde med det i. Hvis ikke du allerede har kontakt til en psykolog, vil jeg anbefale det, så du kan få læget såret og komme i gang med dit eget liv.

Hvis du er stærk nok til det og har mod på det, så kan jeg anbefale John Bradshaws "Rejsen hjem", der er skrevet til dem, hvis indre barn ikke fik lov at udfolde sig tilstrækkeligt. Den er fyldt med gode indsigter og øvelser til at leve et godt liv og slutte fred med fortiden og lære ens indre barns uopfyldte behov at kende.

Du skal endelig spørge, hvis der er noget, du vil vide eller diskutere. Så kan andre også få gavn af dine erfaringer

...

Written by Anonym 7. maj 2015 12:39

Hej Rada.

Jeg kan også relatere til det du skriver, bare overskriften følelsesmæssig krænkelse og det du skriver med at være blevet behandlet som en jævnaldrende af din mor fra du var lille. Jeg kan kun give dig ret i at selvom din mor muligvis ikke har direkte krænket dig, så er det helt forkert og de følger du beskriver, har jeg også oplevet.

Jeg oplevede krænkelse af begge mine forældre, helt optil idag hvor jeg er 31. Idag føler jeg primært at det er min mor der behandler mig som en veninde, så jeg i perioder føler mig bombarderet med breve, sms, osv., hvor hun fortæller at hun savner mig, og kalder mig søde, smukke, som ikke umiddelbart lyder af noget specielt, men med mængden af kærlighed, føles det nærmest som en stalker. Der har også været andre episoder hvor jeg har følt mig som en ven/kæreste mere end en datter, lige siden jeg var lille pige, har jeg måttet være meget mere voksen og følt mig som en mor.

Idag har jeg faktisk valgt at "slå op" med dem, og vi ses kun et par gange om året, til jul og fødselsdage. Jeg blev nødt til at være meget konsekvent overfor dem, for hver gang jeg prøvede at være det mindste fortrolig og have dem tæt på, har specielt min mor ikke kunne administrere det. Hvordan er dit forhold til din mor idag?

Det var rigtig godt at læse dit indlæg!

Tak for svar

Written by rada09 14. maj 2015 09:47

Hej umatomato

Tak for dit indlæg.

Det lyder helt bestemt som om du har haft en mindre heldig rolle som barn og måske også helt op til i dag - i stor sammenligning med min egen situation, hvor jeg til langt op i tyverne ikke anede uråd. Man kan være så langt inde i fornægtelsen, at man beskytter sig selv og forældrene ved ikke at mistænke noget eller rive op i noget - alt sammen ubevidst.

Jeg fandt først ud af problemet gennem min psykolog, der kaldte det en decideret krænkelse af min identitet, og efterfølgende har jeg så fået et chok over alle de ting, jeg har fundet ud af. Jeg drømmer og får flashbacks til alle de ting i min barndom, som kan bekræfte at det har fundet sted. Det er en omfortolkning af ens virkelighedsbillede, når man finder ud af sådan noget. Man skal til at starte helt forfra: Hvem er jeg? Det indeholder selvfølgelig en stor mulighed for positiv forandring!

Den næste faste efter chokket er sandsynligvis depression (som jeg er i nu) og så sorg. Det er i hvert fald hvad John Bradshaw skriver er typisk i "Rejsen hjem", som jeg kun kan anbefale dig at læse. Der får du indsigt og værktøjer til at arbejde med dit indre barn. Det gør rigtig ondt, så vær opmærksom på, at du tager tingene i små bidder. I det store hele gælder det om at lære at se hvordan ens skamfulde og sårede barn viser sig i hverdagen, tage sig af det, så ikke det ødelægger forhold til andre, og så stifte fred med barndommen, så man kan blive en selvstændig og bevidst voksen.

Ja, konsekvensen kan være, at man må cutte båndet helt eller næsten helt, og jeg synes at du har truffet den rigtige beslutning, hvis din mor stadigvæk er for meget. Det kan være som om, at de slet ikke fatter skaden, de (u)bevidst har forvoldt, og hvor bizart det er, at de stadigvæk har gang i noget lignende. Det hjælper ikke at bebrejde dem for meget, for de er med sikkerhed selv ofre for enten det komplet modsatte eller netop samme omklamring i barndommen. Det betyder dog ikke, at man ikke skal tage afstand - for det skal man! Når din mor skriver smukke osv., og du finder det ubehageligt, så sig fra på en voksen og rolig måde. Det er til at brække sig over, synes jeg. Man kan altid spørge en af sine venner, som lader til at have normale forhold til deres forældre. Jeg ved at min kæreste ville føle det meget sært at blive kaldt sådan nogle ting af sin far...

Min konsekvens har været at skære kraftigt ned på kontakten. Jeg ringer ikke til min mor og deler mine inderste følelser, og jeg taler om noget andet, hvis jeg kan mærke at hun skal dele sine følelser. Puha, man har bare lyst til at råbe "SÅ FIND DIG DOG EN MAND ELLER VENINDE" i telefonen, men man kan ikke få sig selv til det. Man er jo også trænet som en soldat til ikke at gøre mor ked af det...

Hvordan har det haft konsekvenser i dit voksenliv? Er du også udfordret psykisk?

..

Written by Anonym 15. maj 2015 17:20

Hej Rada.

Det lyder som om at du har været igang med denne proces i lang tid, synes du at det har hjulpet på dit forhold til din mor, holder hun en mere passende distance?
Jeg drømmer stadig om at mine forældre "vågner op" og begynder at respektere mine grænser, men det kan kun tiden vise.
Hvis du har lyst, så er jeg meget interesseret i at høre om du har talt direkte med din mor om dilemmaet og i så fald, hvordan du valgte at gribe det an?
Det er for nylig at jeg har afbrudt kontakten til mine forældre, så jeg føler stadig at alt er nyt, og det er jo ikke ligefrem almindeligt at slå op med sine forældre - jeg har faktisk ikke mødt nogen i min omgangskreds som helt forstår det. Men jeg synes også at det er vigtigt at huske at man aldrig kan vide hvad der sker bag facaden hos en familie, ikke engang min søster har oplevet de samme ting med mine forældre og har et udmærket forhold til dem idag. Mine forældre har et fuldstændig normalt liv og klarer sig fint, så hele min familie og venner kan ikke helt sætte sig ind i hvorfor jeg har valgt at være så konsekvent overfor dem.
Folk ser jo kun, hvordan forældre er udadtil og ikke indenfor hjemmets fire vægge.

Jeg har lidt af angst og depression i ca. 10 år, men først indenfor de sidste par år, er jeg begyndt at se sammenhængen til mine forældre og mit sygdomsforløb. Du skrev at du kan få mareridt og flashback idag stadigvæk, og det kan jeg godt relatere til. Det var faktisk sådan at det begyndte at gå op for mig, hvad der var foregået. Og du skrev også at man er trænet som en soldat til ikke at ville såre sine forældre, til det har jeg også tænkt, at for børn som os, som har følt at deres forældre har været grænseoverskridende, har det i barndommen og mens man boede hjemme, i hvert fald for mit vedkommende føltes som at holde vejret, fordi det er en voldsom oplevelse at blive revet med i ens forældres dramaer - og først været muligt, som voksen at kunne slappe ordentligt af og se begivenhederne i øjnene.
Jeg har stadig meget dårlig samvittighed for at have været været "streng" mod mine forældre, fx har jeg kun fortalt en håndfuld venner om mine oplevelser men alligevel kan jeg stadig blive virkelig bange for at det skal komme ud, da jeg kommer fra en lille by.

Der er mange facetter i sådan en oplevelse!