Debatindlæg

Er der andre der er blevet udsat for følelsesmæssig incest/overbeskyttelse/krænkelser som barn?

Jeg voksede op i et for tæt forhold til min mor, der var enlig og som brugte mig som følelsesmæssig støtte. Vi var hinandens fortrolige, som venner, næsten partnere. Der var aldrig tale om nogle fysiske krænkelser som sådan, men om en symbiose mellem os, hvor vi var gensidigt afhængige af hinanden.

Som barn er man naturligvis afhængig af sin moder, men når afhængigheden går den anden vej, at hun har brug for én, for at have det godt, får det typisk meget store konsekvenser, når barnet vokser op og bliver voksen.

Der er tale om en krænkelse, når barnet må skjule og lægge låg på sine følelser, for at imødekomme forældrenes behov. Resultatet bliver, at man som voksen typisk vil undertrykke sit følelsesliv, være i tvivl om hvem man er eller hvor man er på vej hen, ligesom relationerne til andre mennesker kan blive meget problematiske.

Hvis man blev afskærmet fra den ydre verden, overbeskyttet og aldrig oplevede konflikter, ja så får man det umådelig hårdt, når man møder den virkelige verden. Følelser som frustration, vrede, aggression og fortvivlelse må gemmes væk, hvis man skal holde mor glad og være en god dreng, og derfor ved man ikke hvordan man skal håndtere dem, når man bliver voksen.

Og hvad med parforhold og kærlighed i voksenlivet? Hvis man aldrig har lært at være 100% sig selv sammen med andre, hvordan lærer man så at indgå i et parforhold, hvor det er opslidende at være symbiotiske? Den tidlige moderbinding, der føltes fuldendt og perfekt for det lille hjælpeløse barn, bliver målestok for fremtidige forhold, hvilket næsten kun kan betyde et liv i skuffelse og frustration i det sociale liv.

Jeg hørte tit sætninger som: "Hvis jeg kunne finde en mand, der var ligesom dig, ville jeg gifte mig med ham". Eller: "Du er noget helt særligt, som en kongesøn. Du er som sendt fra himlen og er godheden selv". Og: "Du er det eneste lys i mit liv. Når du har været på besøg, er jeg helt opløftet bagefter". I dag væmmes jeg ved disse ord, men i mange år var jeg fuldstændigt uvidende om, hvor forkert det hele egentligt var.

Jeg er blevet overhældt med komplimenter og ros siden jeg var helt lille. Jeg var den smukkeste, dygtigste, sødeste, rareste. Jeg fortjente kun det allerbedste, og mor var klar til at klare alle mine udfordringer i livet. Kort sagt: Jeg er blevet nægtet at være mig selv. Jeg har aldrig lært det. Og derfor har jeg siden mine teenageår haft tendens til social isolation, oplevet stigende angst, følelser af tomhed og meningsløshed i livet, ligesom jeg de sidste par år har været decideret deprimeret uden at vide hvorfor - jeg havde jo alt i mit liv, rammerne for et godt liv var der jo. Hvad var der galt med mig?

I dag ved jeg, hvorfor jeg generelt mangler retning, håb, drømme og optimisme i livet. Jeg har det rigtig svært med kritik og konflikter, er voldsomt sensitiv og et ekstremt behov for bekræftelse og ros. Jeg spejler mig i andre, oplever enten had til eller et ophøjet syn på andre. Jeg føler at jeg lever i overfladen af livet, hvor jeg ikke oplever den fulde effekt af ægte følelser. Det viste sig særligt i teenageårene, hvor jeg konstant levede på bekræftelse fra det modsatte køn. Fik jeg blikke og opmærksomhed fra kvinder, havde jeg det godt med mig selv. Gjorde jeg ikke, blev jeg frustreret og forsøgte at ændre på mig selv, så det kunne lade sig gøre. Jeg så mange kvinder, gerne på én gang, som jeg typisk udnyttede til intimitet, hvorefter jeg blev ligeglad med dem - alt sammen ubevidst. Jeg var blevet krænket som barn, og havde derfor ikke det store problem med at overskride andres grænser uden respekt for, hvem de var.

Er der andre der har levet tæt op af en invaderende forælder, der har fået problemer senere i livet, og som, forhåbentlig, er kommet videre med et bedre liv?