Debatindlæg

Jeg er en pige på 22 år.

Jeg har i mange år døjet med social angst og nu også depression. Det er min opfattelse, at mange tror, at deprimerede mennesker græder meget og døjer med ekstreme, negative følelser. Det er ikke tilfældet med mig. Jeg er derimod præget af en komplet apati for mennesker og verden omkring mig. En følelsesløshed, meningsløshed. Derunder ligger selvfølgelig en inderlig tristhed, men det er ikke hver dag, at jeg oplever den. Jeg føler ingenting.

Jeg har ingen motivation mere. Jeg kan ikke koncentrere mig om noget og er ikke mødt op på mit studie i snart to måneder. Jeg har heller ingen drømme mere. De drømme som før holdt mig oppe og fik mig igennem svære tider tvinger jeg nu mig selv til ikke længere at tænke på, fordi de pludselig forekommer urealistiske og bringer mig mere sorg end glæde.

For en uge siden begyndte det at blive RIGTIG slemt. Jeg kom hjem til mig selv fra juleferie hos min familie. Jeg begyndte at vende op og ned på nat og dag. Jeg prøver at være oppe så få lyse timer som muligt, for jeg kan ikke sove om natten. Jeg har ingen glæder i hverdagen mere. Små ting som madlavning og bad er blevet pligter, som bare skal overstås. Jeg svarer ikke på beskeder fra min familie og de få venner, som stadig forsøger. Jeg føler mig ynkelig og matesløs og har absolut ingen interesse i mit eget liv eller mit eget helbred.

Er der nogen som har lyst til at snakke? Om oplevelser. Om store ting eller små ting. Jeg har virkelig brug for at snakke med nogen som forstår, hvordan jeg har det.