Klassisk depression med et twist!
Written by
Ufugl
12. jan 2015 17:08
Kære alle sammen. Da det jo er på mode med en depression, har jeg selv behov for at få luftet min egen situation. Jeg står i en situation, som jeg ikke kan ændre ved, og som i den grad er selvforskyldt. Umiddelbart vil min situation lyde helt klassisk, men hvis man læser videre vil det fremgå, at situationen ikke er så klassisk alligevel, medmindre det skyldes, at man ikke rigtig taler om lignende tilfælde, for "twistet" er i den grad tabubelagt! Jeg går til psykolog, og prøver nu den 3. af slagsen, men det har ikke hjulpet det store af den grund. Det bliver til et længere indlæg men håber I har tid og lyst til at læse det og give lidt feedback og komme med jeres tanker...
Det "klassiske" ved situationen er, at jeg er gået fra kæresten (moren) og vores to små børn. Vi havde i flere år kæmpet med at få forholdet til at fungere også vha. parterapi, men det lykkedes ikke. Tiden gik og forholdet var på sin vis dødt, selvom vi fortsat boede sammen. Vi hadede ikke hinanden, men var gode venner, og forholdet var i den grad baseret på tryghed, faste rammer og man-bør-også-gøre-det-rigtige-mentalitet. Til sidst gik den ikke længere, jeg kunne ikke stå inde for mine følelser, og vi er gået hver til sit. For 1½ år siden overvejede jeg allerede at afslutte forholdet, og følte faktisk i maven, at tidspunktet var helt rigtigt. Men i stedet for at gøre det rigtige, valgte vi så liiige at få ét barn til, som nu er ca. 10 mdr. Den første er mellem 3-4 år.
Nu til situationens twist... Jeg har det virkelig skidt både psykisk og fysisk. De fysiske komplikationer udspringer naturligvis af de psykiske problemer. Jeg er svimmel halvdelen af tiden, periodevis åndedrætsbesvær, har ingen appetit og har ikke vejet mindre siden jeg var 18 år! Årsagen til dette skyldes ikke bruddet, som jeg stadig føler er det HELT rigtige. Årsagen skyldes derimod en meget tabubelagt følelse! Da vi fik vores første barn (ikke planlagt) havde jeg mere eller mindre besluttet mig for ikke at skulle have børn. Jeg bliver dog mere og mere knyttet til vores første barn, som jeg ELSKER at lave ting sammen med. Tabu-følelsen, som er årsag til min krise er, at jeg i den grad har fortrudt at vi fik nr. 2! Jeg har virkelig svært ved at indrømme dette og føler mig som et usselt menneske!
Jeg var meget i tvivl om, jeg ville have nr. 2, da jeg aldrig havde set mig selv som et "børne-menneske". Jeg fik dog truffet en forceret og forkert beslutning, da jeg ikke orkede at tænke så længe over det, da vi i et par år dagligt havde gået og tænkt over vores forhold. Med den første synes jeg ikke det var fedt de første 1-2 år, men elsker som sagt vores første barn meget højt i dag! Da vi nu har fået nr. 2 må jeg indrømme, at jeg havde glemt, hvor lidt fedt jeg synes børn er i den alder! Børn bliver selvfølgelig større, men jeg har det megadårligt, da jeg føler jeg har svigtet alle:
- Jeg har svigtet vores første barn, da jeg ville elske at tage i f.eks. Tivoli med den store, gå en lang tur, tage i svømmehallen, læse en bog, tage på Oslo-tur el.lign. Bare for at nævne noget. Det kan vi nu ikke med den lille. Jeg ved den lille bliver større, men jeg føler bare hele tiden, at den lille vil være en begrænsning for alt det, jeg har lyst til at tilbyde den store. Jeg er ikke selv søskendebarn, så måske er det derfor, jeg ikke kan overskue det. Ikke desto mindre er det bare en hæmsko med et ekstra barn, føler jeg!
- Jeg har svigtet mig selv i forhold til, hvad jeg gerne ville lave med den store og impulsiviteten.
- Jeg har svigtet forhold til ikke at kunne være der for den lille, som jeg har fortrudt (ussel tanke).
- Jeg har svigtet forhold til ikke at kunne være der for den store, fordi jeg har det vildt dårligt.
- Med kun 1 barn føler jeg, jeg kunne være blevet en fantastisk far. Nu føler jeg, jeg bliver en elendig far, som ikke kan være der for min børn.
- Jeg har svigtet mig selv, da jeg med to børn fremfor 1 barn føler, jeg får særdeles svært ved at finde en ny kæreste. Jeg ska
...del 2
Written by
Ufugl
12. jan 2015 17:09
- Jeg har svigtet mig selv, da jeg med to børn fremfor 1 barn føler, jeg får særdeles svært ved at finde en ny kæreste. Jeg skal ikke have flere børn, og dobbelt-moralsk har jeg som udgangspunkt ikke lyst til at finde en anden med dele-børn. Så hvordan kan jeg forvente, nogen vil mig med mine delebørn? Især når man selv synes, at man har en virkelig dårlig "pakke" at tilbyde - så er det svært at sælge sig selv!
- Jeg har svigtet mig selv med mere presset økonomi, hvilket igen går ud over de muligheder, jeg kunne tilbyde den store, hvis den lille ikke havde været der.
- Jeg har svigtet min familie, som kommer til at skulle bruge tid på at hjælpe oftere med 2 børn fremfor 1 barn. Jeg FØLER også at de ville have kunnet hygge sig mere med kun 1 barn. Jeg er selv lidt overrasket over, hvor meget arbejde, der er i to børn i stedet for 1.
Jeg kunne blive ved meget længere! Et eller andet sted, synes jeg egentlig, at mange af mine bekymringer lyder piveri. Men det føler jeg bare ikke! Jeg er bange for at min krise og konstante fortrydelse kommer til at skade mit forhold til begge mine børn!
Jeg føler mig fortabt og skamfuld...
fortabt og skamfuld
Written by
Skovtrolden
17. jan 2015 11:38
Jeg tænker, om følelserne ”fortabt og skamfuld” er noget du kan genkende et eller andet sted fra tidligere i livet?
Fordi jeg tror at vi – ubevidst – søger de følelser i den omgivende verden, som vi ikke er færdige med inde i os selv.
Det kan gøre forfærdeligt ondt, og man kan ikke se løsningen fordi problemet dybest set befinder sig inde i ens inderste, og følelserne driver en ned i dybet uanset fornuften måske prøver at argumentere for det modsatte, - derfor ville jeg have rådet dig til at få noget terapi af en art fx psykologisk, men kan læse at du allerede går hos psykolog, endda den 3. af slagsen, jeg tænker lidt hvor længe du mon har gået hos dem hver især, det kan jo tage lang tid at opbygge tilstrækkeligt med tillid osv. i sådan et forløb.
.
Når jeg ser det udefra, så ser jeg en person der spekulerer og spekulerer og spekulerer, - men virkeligheden er nu engang virkeligheden, børnene vokser og udvikler sig, uanset hvordan du spekulerer.
Der er mange ting man kunne se fra en anden vinkel hvilket du helt sikkert også godt er klar over, fx at børnene i bedste fald vil få glæde af hinanden i langt højere grad end de begrænsninger det også giver at være to.
Jeg er også enebarn, synes du det var så fantastisk? Jeg synes ikke.
Mht. at have ét eller to børn og finde ny partner, så tror jeg personligt det er ligegyldigt, hvis kærligheden er der så betyder det ikke noget om der er én eller to, det betyder nok mere om der ér børn eller ikke er børn, eller om der er mange, 3 og derover kan nok virke overvældende, men en eller to tror jeg altså helt personligt ikke vil gøre noget udslag.
Nu ved jeg ikke hvor ”alternativ” du er, men man kunne også lege lidt med tanken om, at det nok var meningen dette barn skulle fødes ind i dette liv, fordi ellers var det nok ikke sket (rigtig mange graviditeter går til grunde helt af sig selv før man overhovedet opdager dem).
En sådan synsvinkel ville sandsynligvis lette et par ton fra dine skuldre, men det kræver selvfølgelig man kan forlige sig med den.
Mht. at gøre ting sammen med den store, er det så ikke muligt indimellem at få den lille passet et par timer?
At det vil belaste familie og venner mere som du skriver – ja det kan man godt sige, men igen kan man vende den om og sige det også vil berige dem mere.
Begge dele er sandsynligvis sandt.
.
Jeg synes ikke dit indlæg lyder som piveri som du skriver, jeg synes det lyder som om du er voldsomt og helt unødvendigt forpint af dine egne følelser, men eftersom du jo allerede går hos psykolog, ved jeg ikke lige hvad jeg kan anbefale, dog går jeg også selv hos psykolog og ved derfor udmærket godt at det ikke er nogen mirakkelkur.
:-)
En eller to...
Written by
Ufugl
19. jan 2015 10:43
Hej Skovtrold
Mange tak for dit svar.
Jeg var faktisk meget glad for at være enebarn. Jeg har aldrig lidt et afsavn i forhold til en bror eller søster, hvilket også gør det noget absurd, at jeg så tilvælger endnu et barn. Igen har jeg ikke fulgt mit eget hjerte i forhold til, at jeg faktisk ikke havde lyst til flere børn.
At jeg var glad for at være enebarn, tror jeg er en del af, at jeg nu er i en kæmpe krise, hvor jeg ikke kan se nogen lyspunkter. Jeg drømmer mig hen til den lykkelige enebarns-tilværelse, jeg selv havde som barn, og jeg har ikke nogen erfaring med differentieret tilgang til to børn med 3 års forskel, som kan og må forskellige ting iht. deres alder. Jeg har derfor svært ved et se en god løsning fordi jeg ikke kender den eller tidligere har erfaret den. Når jeg ser på andre søskende, synes jeg mange gange, at de i bund og grund ikke har så meget med hinanden at gøre og i voksenlivet er tilknytningen til hinanden ofte næste ikke eksisterende, synes jeg. Pt. vil den store næsten intet have at gøre med den lille. Her ville mange så sikkert sige, at det skyldes at den store kan mærke mit antipati for den lille, men problemet var der helt for dag 1, og de første 6 mdr. var jeg faktisk ok glad for den lille, men allerede her ville den store ikke den lille ny. Jeg ved ikke, om det bare normalt er sådan…? Nogen er faringer hermed?
Jeg føler, jeg kunne være blevet en rigtig god og kærlig far for den store. Nu føler jeg ikke, at jeg bliver en god far for dem, eller i hvert fald en væsentligt dårligere far!
Den første psykolog valgte jeg selv fra, da jeg ikke følte som det rigtige i sidste ende. Den anden psykolog "fyrede" mig, da han ikke mente at jeg havde den rette indstilling i forhold til, at han kunne hjælpe mig. Derfor er jeg nu i gang med nr. 3, og ned det er absolut ingen mirakelkur. Min læge ser jeg også jævnligt, og han overvejer medicinering af mig, som jeg dog indtil videre har takket nej til... Jeg holder intet tilbage for psykologen, men lægger alt frem.
Desværre er jeg ikke alternativt anlagt, for så kunne man nok have fundet noget trøst her :)
Jeg har allerede tænkt på at lave noget med den store uden den lille, som så skal passes, men det ved jeg ikke hvordan, jeg skal få til at fungere i længden. Det er fint nok det næste 1-1½ år, men så er den lille blevet så stor og opfattende, så jeg har svært ved at se, hvordan jeg skal lave ting med kun den ene, uden at den anden vil føle sig forfordelt. Jeg føler også, at aldersforskellen på 3 år mellem ungerne de næste 10-12 år mange gange vil være til hinder for at kunne lave det de samme ting med ungerne. Jeg bliver forhåbentlig klogere, men som værende enebarn selv, kender jeg ikke opskriften.
Jeg talte med én, som nok havde en meget god pointe at når man er ramt af depression, så ser man KUN de negative sider af alt. Han sagde, at for hver dårlige ting, jeg nævnte om et bestemt situation, så kunne han tilsvarende nævne en positiv situation (som du også selv antyder). Udfordringen for mig er bare, at jeg mener, JEG har ret i mine betragtninger, fordi jeg kender mig selv bedst, og derfor er den der bedst ved, om mine tanker er rationelle for mig.
Om mine tanker bunder i fortiden, er godt nok svært at svare på, men det kan godt tænkes, at der er noget at arbejde med her, selvom det ikke ændrer på nuværende situation, men jeg vil tænke over det.
det er ok
Written by
Anonym
20. jan 2015 12:52
Joe jeg kan godt følge dig. Jeg er selv mor til tre, enlig. Og jeg genkender det der med at man ikke kan gøre det med den eller de store som man gerne vil. Også det der med at små børn da er megetee søde men hvad kan man gøre med dem. Små børn bliver nødt til at være søde og nuttede ind imellem så de får noget omsorg :-) for de kræver jo noget. Mine tre børn er nu 14 (snart 15), 12 og 8. Jeg blev først enlig for halvandet år siden så jeg ved ikke hvordan det er med helt små børn. Jeg ved ikke om dine børn er drenge eller piger. Men min erfaring er den at de hjælper når de bliver større. Så du må være tålmodig for der er stor sandsynlighed for at de bliver jævnaldrende. Indtil da kan du måske aftale med børnenes mor at I sommetider har et barn af gangen. Eller gør nogle enkelte ting med bare et barn både den store og den lille. Det kunne måske komme jer alle til gavn. Måske har du stadig din mor eller kender andre hvor du kan gøre lignende. Det skal nok gå. Du skal ikke være bange for det. Jeg er sikker på at du nok er og skal blive en god far for begge dine børn. De bedste tanker herfra.
muligheder
Written by
Anonym
20. jan 2015 13:05
Tænk også på alt det gode som I allesammen har mulighed for at lære. At den store lære at være god som storesøster eller storebror og den lille lærer at se op til den store og lære af ham eller hende. Børn er forskellige og jeg kan som sagt i dag se at mine børn har glæde af hinanden og også kan være sig selv og også har brug for det. Det troede jeg ikke da den mellemste og den yngste var helt små. Du må være tålmodig. Det kommer. Tro mig.
Tiden hjælper (måske)?
Written by
Ufugl
8. feb 2015 13:26
Hej Anonym
Mange tak for dine svar. Jeg har selv tænkt, at det ændrer sig med alderen, men pt. virker det bare langt ud i fremtiden. Dette får jeg også bekræftet af, at du selv kender til udfordringen med 3 så store børn. Men nu er der selvfølgelig også næsten 6 år mellem den din ældste og yngste, hvor der mellem mine er 3 år. Pt. har vi også ungerne hver for sig noget af tiden, men jeg mener også, at man skal passe på, at ungerne ikke skal flytte frem og tilbage hver 2. eller 3. dag...
Jeg frygter dog seriøst, at de to unger (en pige og en dreng) aldrig bliver rigtig glade for hinanden. Pt. vil den store INTET have med den lille at gøre, og vil ikke engang have, at den lille kigger i den stores retning. Som frygtet synes jeg godt nok dette tærer på min evne til at være en god far. Jeg har særdeles svært ved at være der for dem begge sammen (hvilket den store ikke har lyst til), hver for sig, og være efter den store, som er urimelig. Forhåbentlig vokser man med opgaven hen over tid. Er der nogen, der har erfaringer med et lignende scenarie, modatges tipds og tricks gerne :)