Debatindlæg

Hej er der nogen der kan hjælpe mig lidt her?
Jeg blev single igen, for ca. 3 måneder siden, efter at have været i et forhold på 9 måneder. Jeg er knust og ved slet ikke hvordan jeg skal komme videre. Her kommer lige lidt om baggrunden til bruddet.
Jeg blev kæreste med en sød mand, som er 13 år ældre end mig (jeg er 34). Han har to børn på 11 og 13 år fra sit tidligere ægteskab. Da vi havde været kærester i ca. en måned, spurgte han mig om jeg gerne ville have børn på et tidspunkt. Jeg blev lidt nervøs for hvad jeg skulle svare, for tænk hvis han ikke ville have flere, men jeg fik fortalt ham, at det ville jeg gerne og han sagde heldigvis, at han før han mødte mig, havde han ikke tænkt på at få flere, men at nu ville han gerne have en mere med mig på et tidspunkt. Vi snakkede lidt om babyer og ofte var det ham der bragte emnet på banen, og også om at jeg skulle flytte op til ham (vi bor over 70 km fra hinanden). Der skete så det, at hans ekskone en aften faldt om med hjertestop. Hun fik konstateret kræft for halvandet år siden, fik ny knoglemarv, hvor de var ved at miste hende, men klarede den og er nu kræftfri. Den tid var hård for min kæreste og deres børn, men børnene har fået hjælp og støtte og har klaret det flot. Det troede min kæreste at han også gjorde, men efter den aften hvor hun fik hjertestop(næsten et år efter, at de var ved at miste hende første gang), er det gået ned ad bakke for ham. Han fortalte mig, at han ikke vidste om han ville have børn alligevel og at alt er kaos i hans hoved.
Jeg blev naturligvis rigtig ked af det, men valgte at prøve at støtte ham og hans børn så godt som muligt. Jeg meldte dog ud, at jeg vil have børn og hvis det ikke bliver med ham, så bliver det alene (ved insemination). Han blev vist lidt overrasket og ked af det over min udmelding, men sagde også at han ville respektere det. Han har tilbudt at være der for mig, hvis jeg bliver insemineret og sagt at barnet ikke behøver at vide, at det ikke er ham der er faren. Til det har jeg sagt, at jeg ikke vil have, at han er en del af mit eller barnets liv, da jeg aldrig ville kunne forsvare over for mig selv eller et barn, at være sammen med en mand, som ikke ville være den biologiske far (da vi jo var sammen før en evt. graviditet med donor) og at jeg ville føle mig utroligt svigtet). Siden jeg sagde det, har jeg ikke bragt emnet op igen, da jeg ikke har ville presse ham, men han har bragt det op en del gange, hvortil jeg har svaret, at nu ville jeg bare have at han fik det bedre, for sin egen og sine børns skyld.
Jeg var meget hos ham og altid når hans børn var der (7/7) ordning. Jeg hjalp til i hverdagen, var med når sønnen skulle spille kamp, gik tur med datteren og havde pigesnakke. De kaldte mig deres papmor:)
Alligevel har jeg været meget ked af det, da følte mig valgt fra, og ikke er god nok, fordi han begyndte at tvivle på fremtiden. Han mente ikke at han måtte være glad, for det var det livet sagde til ham. Han blev jo glad for mig, og så skete der noget forfærdeligt.
Min exkæreste og jeg snakkede meget om, hvordan han har haft det det sidste stykke tid, om hans eks` sygdom og om børnene og hvordan de har det . Jeg har udover mit faste job, et sidejob, hvor jeg bl.a. snakker med børn i sorg og med andre problemer samt rådgiver forældre i forbindelse med deres børn, så jeg er ret trænet i at snakke om de svære ting.
Der er ingen tvivl om, at han har været ude for en traumatisk oplevelse, som gør at han har det rigtigt svært. Han har ikke fået noget professionel hjælp, men har fået kontakt til en psykolog, som han nåede at være hos én gang. Jeg har kunne mærke at han blev mere og mere indelukket og kun med nød og næppe, klarede hverdagen for børnenes skyld. . Det har været så svært at stå på sidelinjen og se hvordan han bare fik det værre og værre og at jeg intet kunne stille op, andet end at prøve at støtte og være der for ham. Han har hele tiden sagt, at han ville ønske, at det var mig, han havde fået børnene med o