Debatindlæg

Hej Helena Jul

Min overbevisning er følgende: Så længe man har en dyb depression, er det vigtigt at undgå overvejelser omkring selvmord.

Jeg ved godt, at det er svært. Tanker kommer jo af sig selv, uden om vores bevidste vilje. Og jeg mener ikke, at de kognitivt orienterede psykoterapeuter har ret, når de mener, at mennesker kan lære at styre deres tanker, dvs. lære at tænke positivt og på den måde komme sig af depression. Hvis disse psykoterapeuter i nogen grad har ret, så gælder deres teori i hvert fald ikke virkeligt alvorlige depressioner.

Men man kan i hvert fald lade være med at læse om selvmord i nyhederne og HELT lade være med at læse de kommentarer, folk skriver efter artiklerne. Sådanne kommentarer er som regel skrevet af folk, der absolut ingen indsigt har.

Og selv om jeg altså ikke mener, at man fuldstændigt kan styre sine tanker, så mener, jeg godt, at man kan skynde sig at tænke på noget andet, når tanker om selvmord melder sig. Og jeg mener, at det er VIGTIGT at tænke på noget andet!

Sagen er jo også, at de tanker, man har, når man har en dyb depression, er fordrejede og urealistiske. Og mærkeligt nok, så er det sådan, at jo dybere en depression, man har, jo flere filosofiske tanker har man. Og det vel at mærke i en situation, hvor hjernen i forvejen er overbelastet.

Det vigtigste er at søge hjælp, så man kan blive rask. Og det er jo så heldigt, at man normalt kommer sig, selv når man har en alvorlig depression.

Jeg vil give dig ret, når du skriver, at ”vores samfund har misforstået og undervurderet, hvor seriøs og smertefuld en depression er.”

Jeg tror, at årsagen er, at der er mange forskellige tilstande, der bliver betegnet som depression. Nogle af disse tilstande er sikkert ganske ubehagelige, men ikke virkeligt smertefulde, som en alvorlig depression.

Husk, at det er muligt at komme sig helt af sygdommen depression.

Mange hilsner og god bedring

Irsten

Er meget enig i det Irsten skriver.

Derudover tænker jeg helt personligt at det slet ikke giver mening at vurdere hvorvidt selvmord er egoistisk, jeg tænker egoet hører til livet, og at tage en beslutning om at ende sit liv kan hermed ikke være egoistisk, men nærmere udtryk for en afmagt og smerte udover hvad "almindeligt dødelige" kan forstå.

Det er klart at dybt berørte efterladte kan få tanken at det var egoistisk, men det er jo fordi de er i sorg.

Folks ufølsomme uforstående kommentarer generelt, prøv at se bort fra dem, man møder dem allevegne mht. mange forskellige ting, meninger fra mennesker der ikke har været der selv, jeg arbejder selv virkelig meget med at sortere i hvad jeg behøver at tage mig af og hvad der dybest set kun fortjener et skuldertræk.

Jeg lærte som yngre omkring karma og at vi lever for at lære, dette vendte dengang mine tanker om evt. selvmord til noget andet, en følelse af at det jeg evt. ville slippe for i dette liv ville jeg så bare møde igen i en anden sammenhæng.
Men det var sådan det var for mig, andre har hver deres grunde til at leve, også når det er rigtig svært, - og for de allerfleste mennesker der er i krise, bliver det bedre, og så ville det da være ærgerligt at have afsluttet sit eget liv imod naturens ønske, tænker jeg.
Tænk at sidde "deroppe" og se at man måske om ti år ville have fået det meget bedre, så hellere blive tænker jeg, og prøve at glæde sig over de små ting, livet er i sig selv kort og vi skal nok komme herfra når tiden er inde, det er helt sikkert, så ingen grund til at fremskynde det tænker jeg.
:-)

Hej Helena. Jeg har prøvet at tage mit eget liv for lang tid siden. I dag er jeg glad for, at det ikke lykkedes. Tiden kan gøre meget. Tanker om døden er på en eller anden måde en uundgåelig del af livet. Alle har haft tanken om selvmord, omend kun i et splitsekund. "Hvad nu hvis jeg gjorde det", har mange tænkt, hvis det gjorde ondt, for derefter igen at forlade tanken hurtigst muligt. Det er når dern bliver gentagen og ikke til at slippe, at det bliver et problem. Det er vigtigt at snakke med nogen om det, fortælle, lige så snart man får tanken.
Det er ofte svært at finde ind til det liv, man ønsker og får det til at være på ens egne præmisser. Jeg ved aldrig, om mit eget liv bliver perfekt på den måde, men det er værd at kæmpe for.
Du kommer stille og roligt videre. Det tager tid. Men en dag kigger du tilbage på alle de tanker, og undrer dig over, at du har haft dem, fordi du har fået det så meget bedre. Det er i hvert fald sket for mig. :-) kærlig hilsen Følsom