Debatindlæg

Hej Alle

I lidt over 1½ år har min kæreste været deprimeret/angst.
Han har været ved psykolog over et par omgange men stopper altid efter få gange og inden de rigtig "får hul på det".
Han taler ikke rigtig med mig om hvad de har snakket om hos psykologen.
Men jeg har på fornemmelsen at han slet ikke fortæller hende som han virkelig har det.

Det er så svært at blive ved med at holde humøret oppe og være den der holder sammen på det hele.
Jeg føler ærligt talt lidt det er en helt anden mand jeg bor sammen med i dag, end ham jeg fik barn med for et par år siden.
Og når jeg er helt ærlig, så er ham jeg bor sammen med i dag... svær for mig at elske.

Jeg ved jo godt at han ikke kan gøre for det, ikke kan "tage sig sammen" eller lign..
Men jeg føler jeg hele tiden skal tage ekstra hensyn, passe på hvad jeg siger eller gør - og sætte mig selv og mine behov på standby.
Og det ved jeg da ikke om jeg kan blive ved med?

Jeg føler mig som et ret dårligt menneske mens jeg skriver det her. Over at jeg ikke kan rumme ham.

Han vil gerne tale om det og hvordan han har det med ind i mellem. Men jeg kan mærke at jeg har svært ved at blive ved at lytte til det. Det hænger mig langt ud af halsen at høre alle de negative tanker - de samme hver gang. Jeg forsøger ikke at give råd eller andet. Bare være der.
Men mit overskud er ved at være tæt på 0.

Og jeg skal have en hverdag til at køre. At være mor, passe mit job, mit hjem, mine veninder og mine interesser. Og sidst men ikke mindst, så vil jeg også gerne være en kæreste.
Men der er bare ikke rigtig plads.

Jeg aner ikke mine levende råd...
Og havde bare behov for at komme ud med det.