Min kæreste er selvmordstruet
Written by
JohanneTuc
11. apr 2015 15:42
Kære alle,
Er der mon nogen, der kan give mig et par gode råd i min og min kærestes aktuelle situation?
Vi er hhv. 50 og 55 år og har levet sammen i snart 9 år. Efter ca. 1 år begyndte min kæreste at få det dårligt. Han var i starten ellers en positiv, humoristisk og glad mand. Nogle år forinden havde han mistet sin elskede forretning samt været igennem en skilsmisse. Han fik et andet job, da vi lærte hinanden at kende, men mistede også det. Herefter fik han den indstilling, at han ikke ville have noget job, der ikke til fulde tilfredsstillede ham. Vilkårene på et stadig mere stresset arbejdsmarked afviste han blankt.
Jeg flyttede langt, for at vi kunne leve sammen, og begyndte straks at søge job. Ellers havde vi jo ikke noget at leve af. Jeg har i dag et godt job og får en god løn, så vi klarer os økonomisk. Min kæreste er for længst kommet ind i 'møllen' i kontanthjælpssystemet, og han hader det (forståeligt nok) pga. den evige kontrol, man udsættes for, meningsløse aktiveringer osv. På et tidspunkt ville han gerne tage en læreruddannelse, startede på HF for at få de nødvendige forudsætninger. Men han mødte op få gange, før han opgav. Nu efter folkeskolereformen har han helt droppet idéen. Nogle måneder var han i praktik på en folkeskole og havde et fantastisk tag på ungerne. Men han er rasende på regeringen over de forringelser, der er indført på alle områder. Undervejs har han været politisk aktiv på venstrefløjen, men også dette har han opgivet. Hans store interesse for fotografering samt mange andre ting har han opgivet. Han har afskåret forbindelsen til sin far. Han er ved at afskære forbindelsen til sin mor - som ellers har været der for ham altid. Hun er ulykkelig over situationen. Når hun banker på vores dør, forbliver den lukket, og samtidig bebrejder min kæreste hende for ikke at ville ham rigtigt, og for overhovedet at have sat ham i verden. Forældrene er skilt, og min kæreste mener, at bl.a. dette er årsagen til, at han i dag har det så elendigt.
Han lever nu et skyggeliv inde på sit lille værelse, hvor han sidder og grubler, græder eller spiller computerspil, kæderyger, spiser ikke, sover knap nok, han ved ikke om det er dag eller nat, hvilken dag det er osv. Jeg prøver alt, hvad jeg kan, at hjælpe, støtte, trøste, opmuntre og tale med ham. Men han siger, at jeg (og andre) ikke forstår ham. Jeg er selv på antideprissiv medicin, som hjælper mig godt. Jeg har også en tung historie i bagagen, men er kommet over det. Jeg klarer mit arbejde og det praktiske nogenlunde, selv om vores hjem ligner et bombet lokum. Men orker efterhånden ikke noget socialt, føler mig slidt ned, er fortvivlet over vores situation, og min selvtillid er også i bund. TRÆT er vist det, der sammenfatter min tilstand bedst. Men jeg er en overlever! Og vil så gerne, at min kæreste og jeg får det godt igen. Jeg vil så nødigt kaste håndklædet i ringen. Også selv om vi egentlig ikke lever som kærester mere; fx ophørte vores sexliv efter ca. et år. Min seksualitet led kvælningsdøden, og i dag savner jeg det ikke. Overgangsalderen og alt det der er overstået. Men vi kan stadig have gode dage ind imellem. Vi har begge humor, og det er nok det, der hjælper os igennem svære dage. Af og til kan jeg også lokke ham med en tur udenfor. Men grundlæggende siger han, at han ingen glæde føler ved noget som helst, ingen mening. Vi skal jo bare dø alligevel.
Han har gennem flere år bragt selvmord på bane. Og det bliver stadig tydeligere, at han har tænkt det nøje igennem på en skræmmende klar og logisk måde. Han ville slippe for smerten, angsten og sorgen, og vi andre ville slippe for ham – siger han! Han, hans mor og jeg har igennem flere år talt om at flytte i hus sammen. Han har altid hjulpet sin mor, når hun var syg osv., og er dybt bekymret for hendes alderdom og at han skal miste hende, som han elsker højt. Men da jeg sidst bragte huskøb på bane, sagde han kategorisk: ”Så bliver det uden mig”! Han ser økonomisk ruin som sikkert og vist, selv om jeg h
...fortsat
Written by
JohanneTuc
11. apr 2015 15:44
Han ser økonomisk ruin som sikkert og vist, selv om jeg har en god opsparing og altid har haft styr på det økonomiske. Han siger rent ud, at hvis jeg køber hus, må vi skilles – og i samme åndedrag at han så vil gøre alvor af sine selvmordstrusler. Jeg må lige nævne, at et hus og en hund er min store drøm – og det er ved at være sidste udkald, når jeg er 55 år. Men jeg har en klar følelse af, at det også ville være godt for ham. Jeg er forfærdelig træt af at bo her, hvor vi bor nu. Men er det egoistisk af mig at drømme om hus med os tre? Skal vi bevare status quo? Hvordan tackler jeg hans selvmordstrusler?
Min kæreste har fået forskellig, men dårlig hjælp undervejs. Bl.a. medicin med voldsomme bivirkninger, en samtalegruppe varetaget af en DJØF’er (!) , forskellige psykologer der varetog deres job elendigt. Nu går han endelig hos en psykolog, som han er nogenlunde glad for. Han går også hos en psykiater, hvor han får noget medicin for ADHD. Det virker skiftevis godt og skidt. Nu vil han droppe psykiateren, fordi denne har foreslået antidepressiv medicin. Men det nægter min kæreste kategorisk at tage nogensinde mere, og han føler sig snigløbet af psykiateren. Han ser alt i et negativt lys – og så er han sin egen værste fjende! Han er lynende intelligent, og stædig som et æsel. Han siger, at ingen kan løbe om hjørner med ham, og ingen kan nogensinde få åbnet helt op ind til hans sind. Og det er korrekt. Det er utrolig svært at få ham til unde sig selv det godt. Det er en form for dæmoni, for han VIL nærmest lade den onde spiral trække ham endnu længere ned. Han siger, at han har mistet sin identitet og længes tilbage til sin barndom. At han har mistet alle illusioner, især om hvordan mennesker skal behandle hinanden. At han ikke ser nogen mening med det hele.
Jeg er ofte bange for ham. Især når jeg kan mærke, at hans aggressive vibrationer går gennem hele lejligheden. Og når han græder hjerteskærende. Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. Hvordan skal jeg tilgå ham? Han gennemskuer, når man taler ham efter munden. Han bliver vred, når man taler ud fra sit eget hjerte. Men ind imellem kan vi have en dyb samtale, bl.a. om ’meningen’. Jeg siger, at der ikke er nogen mening med tilværelsen, ud over den man selv finder. Det kan han godt give mig ret i, men intet ansporer ham til at finde den. Han ønsker, at vi taler ærligt med ham og tør at gå til ham. Og det er så det, jeg prøver. Reaktionen er vrede, gråd og selvmordstrusler. Og så er vi tilbage, hvor vi startede – eller er vi? Flytter det trods alt noget inde i ham? Jeg bebrejder mig selv i lange baner – for at være for hård, for blød, for svag, for overbeskyttende. Han er mand, og jeg ved, det heller ikke er sjovt at føle sig forsørget, ikke at blive mødt af det mindste krav osv. Det ville jeg da selv have det elendigt med. Men han giver sjældent en hånd med; kun hvis jeg kan få lokket ham med til, at vi gør det sammen.
Pyh – mon nogen har læst med indtil nu? Og har nogen bare et lille bitte råd, anything – så modtages det med taknemmelighed.
situation låst - terapi
Written by
Skovtrolden
12. apr 2015 20:23
Jeg vil i dén grad anbefale parterapi.
Han lukker af og har det virkelig skidt, du er forsømt og ensom og prøver at få det hele til at hænge nogenlunde sammne på trods.
Han har seriøse personlige problemer, med sig selv, med omgivelserne og med sin opvækst.
Jeg kan kun anbefale terapi, sammen. Mon der ikke er mulighed for det fx. gennem noget af det han i forvejen går til?
Tak for svar
Written by
JohanneTuc
14. apr 2015 21:22
Hej Skovtrolden,
Tusind tak for dit svar. Vi har faktisk snakket om, at jeg skulle tage med til hans psykolog en af de næste gange. Jeg har også overvejet at at gå individuel terapi hos samme psykolog. Men nu vil jeg lytte til dit råd og først se at komme med min kæreste til terapi. Så tager vi den derfra.