Debatindlæg

Debatforum:  Pårørende og venner

Bekendt med depression - dilemma

Written by 1996AV 25. apr 2015 19:32

Hej alle.
For nylig var jeg til fest med min gymnasieklasse. Vi blev fulde alle sammen, og jeg taler med en fra min klasse. Vi går i skole sammen til hverdag, men vi har aldrig rigtigt snakket sammen. Fordi grænserne forsvandt pga. alkoholen, kom vi til at snakke meget personligt, og han fortalte, at han har en depression og har det rigtig skidt. Han var ikke fuld, men jeg var. Jeg besluttede mig for at sende ham en besked dagen efter for at fortælle ham, at jeg husker, hvad vi snakkede om, og at selvom vi ikke kender hinanden så godt, er jeg klar til at snakke, hvis han får lyst.
Jeg har sat mig ind i, hvad depression virkelig er og læst gode råd til pårørende, så jeg kan hjælpe ham mest muligt.
Der er ikke som sådan et problem, da jeg tror, at jeg har gjort, hvad jeg kan. Men alligevel er jeg lidt i tvivl. Jeg tror ikke, at han kommer til at snakke med mig om det, da vi jo i forvejen ikke taler ret meget sammen. Men jeg ved også, at han ikke har andre at tale med. Hans venner i klassen er måske typiske drengevenner, som ikke er gode til at tale om sådan nogle ting. Og jeg ved, at han ikke har ret mange at tale med derhjemme eller uden for skolen generelt.
Da jeg skrev til ham, takkede han for, at jeg havde tænkt på ham, og jeg er sikker på, at han satte pris på, at jeg faktisk bekymrer mig. Men alligevel tror jeg ikke, at han stoler nok på mig til at åbne sig op for mig. Problemet er jo, at vi ikke som sådan er "venner", men vi har gået i klasse sammen i 3 år, og selvfølgelig bekymrer jeg mig om ham, og jeg kan virkelig godt lide ham og ønsker ham det bedste.

Mit spørgsmål er vel bare: Hvad ville I have gjort, og hvordan ville I ønske, at andre forholdt sig til jer? Jeg er jo bange for at være for nærgående (måske har jeg allerede været det), men alligevel føler jeg, at jeg har et ansvar overfor ham, når jeg ved, at han har det rigtig svært og ikke har nogen at snakke med.

Venlig hilsen
Den forvirrede

Bolden ligger hos ham nu

Written by Zju 26. apr 2015 15:11

Jeg synes allerede du har gjort, hvad du bør. Du har lyttet til ham til festen og derefter fortalt ham at du husker det og gerne lytter til ham igen, hvis han har lyst og får behov. Du har åbnet op for at der kan være et rum af fortrolighed imellem Jer og det er nu op til ham at benytte sig af det, hvis han vil.

Du skriver han har venner i klassen, så hvis ikke han decideret går rundt for sig selv konstant og virker ensom, så synes jeg ikke du bør gøre mere. Det kan være grænseoverskridende for ham, hvis du begynder at spørge ind til hvordan han har det osv. i hverdagen nu.

Du har allerede hjulpet ham ved at lytte den aften. Det kan være han kommer til dig igen - det kan også være han ikke gør. Det er ude af dine hænder.

/Zju