Debatindlæg

Hej Trisse

Spørgsmålet om, hvorvidt du har haft mange depressioner, kan vel bedst besvares af dig selv.

Men jeg synes, at det lyder godt, at du nu har en psykiater, der vil hjælpe dig til større livskvalitet.

Du efterlyser folk, der har haft mange depressioner. Jeg har haft virkelig mange depressioner. Jeg plejer at have styr på antallet, men nu er jeg løbet sur i det. Jeg har vel haft 20-25 i alt, hvoraf en stor del har været svære.

Men jeg kan forsikre dig for, at jeg hver eneste gang har været klar over, at jeg havde en depression!

Indimellem har jeg stridt mig igennem disse depressioner uden behandling. Man siger, at mange ubehandlede depressioner måske kan betyde, at depressionerne bliver sværere at behandle – men ikke hos mig! Jeg klarer mig fint.

Dog skal jeg nok tilføje, at de mange depressioner har betydet, at jeg formodentlig er nødt til at tage antidepressiv medicin resten af livet. Det gør mig ikke noget, da bivirkningerne hos mig er til at leve med.

Held og lykke med det

Irsten

Jeg har haft brug for folk ude fra til at fortælle mig, at jeg er deprimeret.

Jeg tror det har været svært for mig at skelne mellem om jeg har været træt eller trist. Altså, helt regulært træt, fordi jeg virkelig har haft meget at se til og også naturlige sorger at tage mig af. Og så er min "standart" for mig selv, mit energiniveau og humør nok blevet ødelagt... jeg tror det er en af årsagerne til at jeg ikke selv har opdaget at jeg er syg...

Jeg er glad for at høre at du trods mange depressioner kan blive rask af dem også!

Og så er jeg lige nysgerrig. Er der noget mønster i hvad der udløser dine depressioner? Vinter, stress eller andet du ved der kan medvirke til du bliver syg? Og hvor længe vare de? Håber det er ok jeg spørger.

Hej Trisse

Du spørger om årsagen til mine mange depressioner. I bagklogskabens lys må jeg sige, at det har været en kombination af mange ting.

Først og fremmest gav mine forældre mig nok ikke den opvækst, der kunne modvirke visse uheldige, arvelige tendenser i familien. Begge mine forældre led af alvorlige depressioner. Når nu de begge kendte sygdommen depression, skulle man tro, at de ville have brugt deres viden til at hjælpe os børn til at få noget modstandskraft. Men nej, vi fik den dengang almindelige opdragelse, som gik ud på, at børn skulle holdes nede og have en fast hånd og en hård tone.

Den opdragelse førte til en livsstrategi, hvor vi krævede meget af os selv og ikke lyttede til kroppens signaler, når det hele blev for meget. Desuden voksede vi op uden selvtillid, eftersom vi ikke følte os værdsat, da vi var børn.

De første meget svære depressioner kom helt sikkert af belastninger. Jeg krævede alt for meget af mig selv, og skæbnen gav mig også et par hårde slag.

Derudover har jeg helt tydeligt også problemer med vinterens mangel på lys. Min nuværende medicinering er indrettet, så jeg får en ret stor dosis antidepressiv medicin i vinterhalvåret, mens jeg i den lyse tid kan klare mig med lidt. Jeg trapper altid ganske forsigtigt op og ned.

Endelig vil jeg tilføje, at mangeltilstande helt sikkert også har spillet en rolle – især mangel på jern. Dengang tog lægerne ikke blodprøver ved depression, i hvert fald ikke hos mig. De var nok så fokuserede på, at der var tale om noget arveligt og noget, der kom af dødsfald og tab, at de end ikke overvejede, om jeg kunne have jernmangel, hvilket jeg altså havde, og det endda i meget alvorlig grad.

Det siger sig selv, at ens modstandskraft bliver betydeligt nedsat, når man lider af voldsom jernmangel. Jeg vil tro, at jeg også har haft D-vitamin-mangel i lange perioder, men det blev aldrig målt, så jeg aner faktisk ikke, hvor stor en rolle D-vitaminmangel har spillet.

Altså en kombination: uhensigtsmæssig opdragelse, belastninger, mangel på lys og jernmangel.

Uden behandling har mine depressioner typisk varet fra 3 til 9 måneder – afhængigt af sværhedsgrad og de forhold, jeg levede under, mens depressionen stod på. Behandling med et antidepressivt middel hjalp i løbet af få uger, bortset fra tre gange, hvor jeg fik et såkaldt SSRI, som overhovedet ikke hjalp, eller måske snarere gjorde depressionen værre. Et SSRI øger tilstedeværelsen af kun ét signalstof, nemlig serotonin, mens de gamle, såkaldte tricykliske antidepressiver, som jeg fik under mine første depressioner, øger tilstedeværelsen af to signalstoffer, nemlig serotonin og noradrenalin. Det er min erfaring, at jeg har brug for at få øget tilstedeværelsen af noradrenalin, for at depressionen kan gå over. Den slags er individuelt.

Det har taget mig mange år at lære at lytte til kroppen, sådan at jeg nu prøver at tage hensyn til dens signaler. Og selvtilliden har jeg også brugt mange år på at opbygge. Vinterens mangel på lys kan jeg jo ikke gøre så meget ved. Men en gang imellem tilbringer jeg januar måned sydpå. Det nyder jeg.

Mange hilsner

Irsten

Det lyder til du er ret klog på dig selv og din sygdom. Det vil jeg også gerne blive.

Jeg har også nogle ting i min opvækst der ikke har været helt sunde for mig... og så lytter jeg heller ikke nok til mig selv... lige som dig. Jeg tror det er et stort problem for mig. Mærkeligt nok har jeg allerede øvet mig i det i mange år...

Men fx kan jeg nærmest ikke få mig selv til at sige at jeg har det skidt. Det er som om jeg måler og beskriver mit humør på de ting jeg foretager mig. Og så glemmer jeg lisom at sætte ord på følelserne.

Er det ikke et paradoks at ens indlæring svækkes under en depression når man netop har brug for at lære at leve sit liv anderledes?

Nå, men hele den kedelige og nærmest depressinssikre cocktail som du har været igennem af vitaminmangle, genetisk disposition, svære og stressende livsomstændigheder kan jeg også sige ja til...

Så hvis du nu skal give et godt råd til en som minder om dig, hvad vil du så sige til mig? Og jeg skal nok tænke selv også, men jeg vil lige give dig anledningen til at slå dig løs med råd, hvis du vil :-) Håber du har lyst.
De bedste hilsner fra Trisse.

Hej Trisse

Jeg ved nu ikke, om jeg sådan lige kan give dig råd. Hvert menneskes situation er individuel, tror jeg.

Men jeg kan godt genkende den situation, at man især tænker på det, man gør eller skal gøre – ikke på, hvad man føler.

For mig var det en meget lang proces at blive mere bevidst om mine følelser og om, hvad jeg kunne mærke i min krop. Jeg tror ikke, at jeg havde kunnet klare den sag alene. Den usunde måde sad alt for fast. Jeg var alt for vant til at tage mig sammen og bare gøre de ting, der skulle gøres, uden at tage hensyn til, hvad jeg følte, og hvordan jeg havde det.

Jeg var nødt til at få hjælp. Jeg fandt en god psykolog, der brugte kropsorienteret psykoterapi. Alligevel var det et langt sejt forløb at få ændret min måde at være på.

Du skriver, at du oplever det som et paradoks, at evnen til indlæring svækkes under en depression, fordi vi netop har brug for at lære at ændre vores væremåde, for at vi kan undgå depressioner i fremtiden!

Sådan har jeg aldrig tænkt! Jeg har oplevet depressionens begrænsninger i evnen til at fungere optimalt som organismens forsøg på at få en livsnødvendig pause, fordi den ikke magter at fungere på de samme betingelser mere.

Jeg har forsøgt at respektere organismens brug for ro og hvile, så jeg kunne komme mig. I depressionsperioder har jeg ikke forsøgt at lave om på mig selv. Det ville alligevel ikke kunne lade sig gøre.

Først bagefter – når depressionen var gået over – var det for mig tid til at gøre status og søge hjælp med henblik på at ændre noget.

Hvad der er det rigtige for dig, kan jeg ikke sige. Eftersom du ikke rigtig har været bevidst om, at du har haft depressioner, har du måske ikke oplevet depressionerne som klart afgrænsede med raske perioder indimellem, sådan som jeg har.

Der er også en anden grund til, at det er svært at give andre mennesker råd om depression og depressionsbehandling: De sidste mange år har eksperterne ment, at såkaldt kognitiv adfærdsterapi var den mest egnede terapiform. Nu ved jeg ikke, hvor meget du har sat dig ind i de forskellige terapiformer. Men kognitiv adfærdsterapi går kort formuleret ud på, at klienten skal lære at ændre på sine tankemønstre. Teorien er, at der altid går en tanke forud for en følelse, og hvis man tænker negativt, så siger teorien, at man også vil føle noget negativt, dvs. nedtrykthed og depression.

Nu kan det godt være, at den terapiform er velegnet til visse former for depression. Men lige præcis til den depressionstype, jeg har haft, dur den ikke! Jeg kan ikke sige noget om, hvorvidt den dur i dit tilfælde. Hos mig har kropsorienteret terapi været bedst.

Jeg skal lige skynde mig at sige, at alle undersøgelser viser, at det afgørende for, at terapi virker, er, om klienten har tillid til behandleren – ikke terapiformen. Så når du har denne psykiater, er det afgørende, at du prøver at udnytte hans kompetence, uanset hvilken terapiform, han bruger.

Mange hilsner

Irsten