Debatindlæg

Hej. Jeg er en kvinde på 24 år.
Jeg vil lige fortælle min historie, og jeg vil prøve at gøre den så kort som jeg nu kan.

I juni 2014 mødte jeg den dejligste fyr. Vi havde skrevet på nettet, og vi boede i samme by.
I starten troede jeg egentlig bare vi skulle være venner, men jeg kunne hurtigt se, at han var lige typen for mig.
Dog helt modsat, af dem jeg altid har gået efter.
Før i tiden jeg været i et voldeligt forhold, og ellers haft kærester, der ikke satte særlig meget pris på mig.
Men ham her - han var bare interessant og intelligent. Vi blev selvfølgelig ved med at ses, da han var ligeså vild med mig.
Vi var på den lyserøde sky, i lang tid. Det var jo sommer, og alting var godt.
MEN - han skulle desværre flytte 150 km væk med hans bror, til september. Vi blev selvfølgelig enige om, at vi bare skulle nyde det her, og ikke tænke særlig meget på den flytning. Men da tiden kom, og vi mest så hinanden i weekenderne, var det rimelig hårdt.
Til november besluttede jeg mig for at sige min lejlighed op. Nu ville jeg tage chancen, og leve livet! Så langt væk var det jo heller ikke, og jeg kunne mærke, at han var den rigtige.
Jeg flyttede ned til ham og hans bror i november, fordi jeg begyndte pludselig at få det skidt. Jeg havde ikke lyst til at være alene. Jeg forstod ikke lige hvad det var, for jeg havde da været så lykkelig i lang tid. Jeg havde været igennem et stort vægttab også, så der havde været meget lykke.

Det var som om, at jeg fra den ene dag til den anden, mistede følelserne for ham. Det var helt forfærdeligt. Jeg havde ikke rigtig lyst til kontakt med ham, og i starten følte jeg ubehag, når han rørte ved mig.
Jeg havde stadig min lejlighed, men jeg havde ikke lyst til at være der. Ingen steder følte jeg mig hjemme, jeg havde det rigtig slemt. Jeg ville altid have nogen ved mig, for når der var nogen, følte jeg mig næsten normal. Når jeg var alene, kørte tankerne helt vildt. Det startede med tanker, om at jeg skulle slå op med ham. Det gjorde mig så ked af det, for det kunne jeg jo ikke drømme om! Og alligevel var jeg i tvivl. Havde jeg mistet følelserne for ham? Havde jeg nogensinde elsket ham? Sommetider kom det "rigtige" jeg: "Hvad er det noget for noget at tvivle på?! Selvfølgelig gør du det!" Men jeg blev/bliver konstant i tvivl.
Måden jeg ser ham på, kan være anderledes. Jeg vil helst bare være lykkelig, sammen med ham.
Men det er som om jeg ikke kan.
Jeg tænker en del på fortiden, og får helt ondt i maven af det. Det er svært at besøge min hjemby, for jeg ved at jeg bliver ulykkelig når jeg kommer tilbage.

Jeg har et ret umenneskeligt arbejde, bare så det hele kan køre rundt. Jeg har en konstant trykken for brystet. Tankerne kører, og jeg er vildt bange. Har jeg mistet følelserne? Har angsten taget over?
Hvad skal jeg dog gøre, for at blive rask?
For jeg har ikke lyst til at flytte tilbage, væk fra ham. Jeg har lyst til at lære at føle mig hjemme her.
Han vil gøre alt for mig, og jeg kunne ikke ønske mig en bedre kæreste. Vi har det så sjovt sammen, så han er samtidig min bedste ven.
Jeg er lige startet til psykolog, men jeg går stadig med en masse tanker.

Nogen der kender til det?
Håber på nogle svar :)