Er der andre der har det som mig?
Written by
arual123
24. jun 2015 13:10
Hej alle,
Jeg tvivler på, at der er nogen, der gider læse hele denne besked, men hvis I gør, ville jeg virkelig blive glad.
Jeg er en 17-årig pige, som går i gymnasiet. Jeg har de sidste 5 år gået og båret rundt på en hel masse problemer, sorg og vrede, jeg har taget alt for meget ansvar og været dårlig til at åbne mig op for mine venner og familie. Jeg er typen der hader at snakke om mine problemer. Jeg føler ikke, at det gør andet for mig end at give mig dårlig samvittighed, da den person jeg siger det til altid bliver ked af det og jeg vil ikke have at andre skal gå og have ondt af mig. Det er ikke noget jeg gør for at spille stærk - jeg har bare altid haft det bedre med at distrahere mig selv og glemme mine problemer. Det sidste halve år er det så bare gået ned ad bakke. Jeg har haft svært ved at glemme problemerne. Det er som om jeg er fyldt op.
De sidste 2-3 måneder er det så virkelig ikke gået godt. Jeg er nedtrykt hele tiden - det skifter mellem konstant gråd (selv over ingenting) og en følelse af tomhed. I disse tomme perioder kan jeg sidde og stirre ud i luften i en time uden at tænke en tanke. Jeg har svært ved at overskue ting og kan fx begynde at græde fordi jeg ikke kan finde mine nøgler. Jeg har svært ved at koncentrere mig. Jeg sover dårligt og er ekstremt træt (Det er alle gymnasieelever jo, men jeg er nødt til at sove middagslur for at komme gennem dagen). Jeg har svært ved at være rigtig glad. Jeg gør mit bedste for at skjule det, men det er længe siden jeg virkelig har følt mig glad. Jeg føler mig enormt alene, selvom jeg har masser af venner omkring mig. Jeg har også relativt ofte smerter i brystet, som jeg ved kan komme af sådan noget som angst, stress og lign. Jeg har ligesom indset, at det ikke går det her, da det påvirker min hverdag. Det har særligt været forstyrrende her i eksamensperioden. Derfor har jeg bestilt en tid hos min læge, men der er desværre længe til.
Det jeg bare er i tvivl om, det er så om det reelt kan være en depression. Om det er noget jeg skal tage seriøst. Det er nemlig ikke fordi jeg ikke har nogen selvtillid. Jeg synes mit liv er værd at leve og det er ikke fordi, jeg er helt opgivende. I mit hoved prøver jeg stadig at overbevise mig selv om at alt er fint - fordi jeg føler ikke at mine problemer er noget sammenlignet med hvad alle andre oplever - Det er bare som om, at min krop ikke er enig.
Er der nogen der har oplevet det samme? Altså at I har mange af symptomerne, men det er ikke fordi at I fx hader jer selv og tror at alle andre hader jer og at I ikke kan finde ud af noget osv? Er der nogen der har en situation der ligner min?
TUSIND tak fordi at du tog dig tid til at læse dette.
Flashback
Written by
solitær92
24. jun 2015 23:53
Hej arual123
Meget at det du skriver, giver mig flashback til mig egen gymnasietid, hvor jeg fik en episode meget lig det du beskriver få måneder inden jeg skulle blive student. Jeg var meget koncentrationsbesværet og nedtrykt. Ligesom dig var jeg heller ikke åben omkring mine problemer, og følte mig ensom i mængden. Men intet af dette påvirkede min selvtillid synderligt. Jeg synes ikke jeg var udsat for hårdere vilkår end alle andre, og derfor havde jeg samme tendens med at prøve at tage mig sammen og tage problemerne i stiv arm.
Men lad mig gætte - du er formentlig en meget flittig elev, som gør en ære ud af at gøre tingene ordentligt, og går efter høje karakterer. Det er typisk den slags mennesker der bliver ramt. Jeg er ikke læge, men jeg synes desværre at det lyder som om at du er ramt af stress, hvad du absolut skal tage mindst ligeså alvorligt som depression. Du føler måske, at selvtilliden stadig er god nok, og der ikke er nogen grund til at din krop reagerer sådan her, men det er der, og du skal lytte til signalerne, for det kan ende med en depression, hvad du måske allerede har i mild grad.
Hvad der hjalp mig dengang i min lignende situation var at tale med en psykolog om mine problemer. Jeg havde ikke familie eller venner at snakke om det med, så det var den eneste løsning for mig. Det hjalp rigtigt meget at få talt om sine problemer, for de er altid meget større inde i hovedet på en end når man sætter ord på dem.
Men dette var kun en midlertidig løsning for mig, da jeg sidenhen (igen, i forbindelse med skole) har udviklet depression som jeg endnu ikke er ude af.
Det er vigtigt at undersøge hvad det præcist er der giver dig stress, din ubearbejdede sorg og vrede kan meget vel være en del af det.
Jeg vil dog ikke give dig bekymringer om at ende som mig, men det er bare for at gøre opmærksom på, at du skal tage din krops signaler alvorligt og søge lægehjælp i god tid, det minimerer risikoen for depression jo tidligere man griber ind.
Det glæder mig at du har bestilt tid hos lægen, og at du så formentlig nu kan puste lidt ud så din situation ikke forværres yderligere mens du ikke får hjælp.
Jeg håber, at mit svar kunne bruges til noget, og at du får den hjælp du har brug for :) Det er ikke nemt at være gymnasieelev eller studerende nu om dage...
Hilsen Rune (23 år)
Hej
Written by
TrineK
25. jun 2015 13:25
Jeg kan genkende alt, hvad du siger, og jeg har kun et råd til dig: snak med nogen om det.
Det, at du har erkendt, at der er noget galt, er det første (og store) skridt på vejen. Jeg syntes selv, at det var alt for svært at snakke med venner og familie om, og derfor gik jeg til lægen, hvor jeg fik en henvisning til en psykolog. Efterfølgende har jeg snakket lidt med enkelte veninder og min familie om det, og det er rart at vide, at der er nogen, der "holder øje med" en. Det viste sig også, at de jo allerede havde luret, at der var noget galt, selvom de måske ikke var klar over, hvor slemt det var.
Nogle af de ting du skriver, at du sidder og kigger ud i luften og har ondt i brystet, er ting jeg genkender. Jeg opfatter det som om, at kroppen viser dig, at der er noget galt. Jeg får selv migræneanfald, kvalme og vejrtrækningsproblemer. Jeg er klar over, at det er psykisk, men det er stadigvæk min krop, der siger fra, og det bliver man nødt til at tage seriøst.
Som Rune siger, er det ikke for at bekymre dig, men en depression forsvinder ikke bare af sig selv. Min oplevelse er, at den kan komme og gå i perioder, men som udgangspunkt kun bliver værre og værre indtil man forholder sig til det. Derfor vil jeg virkelig anbefale dig at snakke med nogen, du føler, du kan snakke med om det - uanset om det er en du kender eller en læge eller psykolog.
Jeg håber, at du tager de første skridt, så nogen kan hjælpe dig med at tage hånd om det.
Mvh. Trine (25 år)
Tak
Written by
arual123
25. jun 2015 22:06
Tusind tak for svar Rune og Trine. Jeg er glad for at høre, at der er andre der kan genkende dette. (Forstå mig ret, jeg er selvfølgelig utrolig ked af at høre at i har det/har haft det, som i har). En af grundene til at jeg først gør noget ved det nu har nemlig været frygten for at få at vide, at jeg jo bare er teenager osv. Nu ved jeg, at det nok bør tages alvorligt. Tak for svaret og god bedring til jer.
Venlig hilsen Laura