Debatindlæg

Er i en meget kompliceret situation. Måske er der en af jer som har nogen gode råd.
Jeg er 47 år og er oprindeligt fra Tyskland. I nu over et år har jeg et ”hemmeligt” forhold til en 36 årig kvinde fra Litauen, som bor og arbejder i Sydtyskland.
Grunden for vores hemmelighed var, at hun var den gang under skilsmisse og i Litauen kan man blive skyldig skilt.
Hun har tre børn, to døtre på henholdsvis 17 og 14 og en lille søn på 3 Hun havde en datter til, som døde meget tidligt pga sygdom. To børn blev dødfødt i en abortering pga af fysisk vold fra eks-manden, som hun var sammen med i 18 år. Dette forhold var præget af vold, at hun blev slået, tortureret med klor og psykisk nedgjort osv… Udover det havde hun i den tid en depression hvor hun var indlagt og sat under kunstigt søvn i over en uge. Udover det var hun udfor for et færdselsuheld som havde næsten kostet hende livet
De sidste to år arbejder hun under kummerlige forhold i Tyskland. Hun plejer en ældre dement dame i et privat hjem døgnet rundt, hvor hun har lejet to værelser for sig selv og hendes tre årige søn, hvor hun har forældremyndighed alene. De to teenage døtre har valgt at blive boende i Litauen hos deres far pga deres sociale. Min kæreste er selv isoleret fra omverden og har kun de kontakter med mennesker dernede som hendes chef (sønnen af hendes plejeperson) ”tilbyder” hende. Ellers kun via Facebook, som regel med hendes landsmænd, både mænd og kvinder, som hun kender nogen af dem personligt.
Vores møder forgår som regel i Litauen, hvor ingen må se os sammen. Hendes familie, på nær hendes lille søn har ingen kendskab til vores forhold. Hendes arbejdsgivere ved heller ikke noget af vores forhold.
I februar 2015 blev hun skilt og jeg havde den forhåbning, at alt vil blive bedre men situationen er forværret. Førhen havde hun også nogen depressive episoder men var håbefuldt og havde nogen positive ideer. Efterhånden nu som tiden er, bliver hun på den en måde mere og mere indadvendt og mener hun aldrig kommer mere ud af den situation hun er havnet i. Nogen dage er hun så overbevist af sig selv, at hun kan klare det hele, nogen gang også sådan, at det virker fuldstændig urealistisk og er utrolig kontaktsøgende på Facebook. Hun viser et stort behov for opmærksomhed og bekræftelse for hendes gøremål. Disse to tilstande afveksler sig efterhånden oftere. Nogen gang i løbet af en dag, nogen gang i løbet af en time. Hun sender mig via messenger billeder af sig selv og hendes børn og nogen gang hvor hun græder, eller ser fuldstændig udmattet ud. Hun er ikke villig til at ændre hendes situation og er ikke ”sammenarbejdsvillig”. Tilbud om et fælles liv har hun afslået, selvom jeg prøvede at motivere hende positivt og forsigtigt. Lægelig hjælp vil hun heller ikke tage imod. Jeg selv har oplevet hende under vores møder, hvor hun fik nervesammenbrud og sove i næsten to dage. I denne tilstand var hun ikke i stand til, at tage sig af sin lille søn, som jeg forsørgede i denne periode. Hun har fået efterhånden også nogen fysiske sygdommer i den tid, som at hjertebanken og hendes venstre hånd er begyndt at ryste og søvnløshed eller overdriven søvn. Fra møde til møde er hendes tilstand blevet værre. I al den tid har jeg været omsorgsfuld og forsigtig. Kom godt nok med nogen forslag men det kunne hun tydeligvis ikke overskue. Hun har fortelt mig, at hun tror, at hun har fået en depression.
Er dybt bekymret og ved ikke hvad man kan stille op.