Debatindlæg

Jeg har været nogle få dage hjemme på Fyn for at se OB spille, og derefter et kort visit ved min familie. Der blev også tid til at kigge på hus i Stenstrup. Huset var som sådan fint og jeg havde nok budt på det, hvis det ikke var fordi der var en medhørende udestue som jeg ikke bryder mig om.

Jeg har de seneste dage kunne mærke depressionen blive forværret igen, og det er i sandhed på et lorte tidspunkt lige inden studiestart på 3 år, og efteråret og endnu mere mørke på vej. Klarer jeg et år mere sådan her? Jeg kan efterhånden min tvivl, jeg kan ikke udholde at være sammen med mine medstuderende. De er simpelthen så lattterligt, og jeg synes, at det er pinligt at jeg skal huske dem på at læse og lave deres ting i forbindelse med gruppearbejde. Min tålmodighed bliver ikke ligefrem forbedre når jeg har de depressive stunder.

eg tror efterhånden, at jeg har besluttet mig for at fortælle M, at jeg er forelsket i hende. Men jeg ved hvad det betyder, og det betyder, at det bliver endnu et mistet venskab. Det er kun på film det lykkedes for venner at blive kærester. Desværre… Jeg har ikke taget mig sammen endnu, og jeg skal virkelig samle mod, jeg er simpelthen ikke klar til at sige farvel til en person der betyder så meget som hun gør mig. Men samtidig er det en ulidelig situationer for mig, at vide vi aldrig bliver kærester når hun er alt det jeg ønsker i mit liv. Men så igen, jeg ønsker for alt i verden at hun skal være lykkelig, det fortjener hun om det så skal betyde at hun ikke ser mig mere.

Igennem hele mit liv ser jeg et mønster, et meget deprimerende mønster. Jeg har været tæt på mange mennesker og langt de fleste er forduftet igen. Når jeg tænker på det gør det helt ufatteligt ondt at tænke på. Jeg tænker på tiderne med Henriette, Ninette, Julie, Josephine og til Mads, Jannick, Jonas , Jepsen, til de nære venner fra gymnasiet i , til nu hvor jeg skal sige farvel til M. Jeg kan simpelthen ikke udholde det. Jeg vil ikke, jeg kan ikke. Men jeg skal.

Tænker tit om jeg tager sådan nogle ting meget hårdt end mange andre gør eller de har måske ikke haft så mange mennesker der kommer og går som jeg har? Jeg tror jeg har skrevet 30 forskellige udlæg til hvordan jeg skal forklare M, at jeg ikke kan se hende mere. Det ene mere velskrevet end det andet, og alligevel er det kraftedeme det mest latterlige på jordkloden. Hvorfor skal lade være med at se et menneske jeg holder ufatteligt meget af? Hvor er logikken?
Hvad bunder alle disse mørke tanker i? Er det at jeg aldrig har følt at jeg har haft en far virkelig det der er skyld i det? Er det at jeg aldrig har set min mor? Er det at jeg har levet i plejefamilie? Er det fordi jeg er særlig disponeret for at leve i en sindstilstand hvor jeg nærmest venter på at jeg skal dø?
Er det en kombination? Er der håb for mig?
Det skal der. En dag mere, . En uge mere, du bliver ved. Det vender. Desto flere gange jeg forsøger at sige det til mig selv desto mindre tror jeg på det.

Tankemylderet er i dag helt enormt belastende.