Debatindlæg

Min kæreste har i virkelig lang tid kørt i højt tempo + indtaget en del alkohol, som gør ham lidt aggressiv. Det hele toppede for en uges tid, da jeg højtrøstet bad ham forlade min lejlighed, fordi han opførte sig arrogant. Det gør han tit, når han har indtaget alkohol. Efter vores skænderi tog han hjem og har siden da mere eller mindre isoleret sig. Han siger selv, at han bare skal slappe helt af en uge og virkelig passe på sig selv, da han udmærket ved, han har opført sig dumt. Han er sygemeldt, så nu gør han kun det, han magter. Han er en hel del i haven helt alene, tager ud og bader, forsøger at sove godt og tager sin medicin dagligt. Han får ikke ret meget medicin dog, kun noget til at sove på og slappe lidt af. Før ringede vi sammen flere gange dagligt, ja, var vel næsten sammen så meget, som det var muligt. Han er en mand af få ord, og jeg vil ikke tvinge noget ud af ham. Han skriver lige om morgenen og kan ringe kort en gang eller to dagligt. Det er dog meget korte samtaler. Alt det med hans sygdom blev udløst af økonomiske problemer, dog ikke selvforskyldte, og han har i dag ikke meget at gøre godt med, selvom han har knoklet sig halvt ihjel i mange år. Lige nu er han stille og rolig, taler langsomt og lidt trist - normalt er han hyperaktiv og kan ikke finde ro. Jeg har lidt svært ved at gennemskue det hele. Vi har været sammen i over et år, men bor dog ikke sammen, da det hele har været så .... anderledes. Jeg må indrømme, at jeg føler mig afvist. For en uge siden elskede han mig højt og havde mange planer for os. Nu hører jeg sjældent noget, men han da set ham enkelte gange, når vi har skullet ordnet noget. Den ene gang orkede han dog ikke engang at give mig et kys. Det måtte vente til i morgen, da han virkelig skulle slappe af og ned i tempo. Han snakker meget om, at han skal passe på sig selv og blive rask nu, og det er jeg glad for. Dog kan jeg ikke finde ud af, om han nu ønsker, at vi ikke skal være sammen mere. Jeg kender ikke så meget til den slags reaktioner, han kommer med nu, men når vi jo plejer at være sammen det meste af tiden, føler jeg lige pludselig, at han er ved at brænde mig af. Muligvis en meget egoistisk tanke, men jeg elsker ham meget højt og vil gerne vide, hvor jeg står. Og lige pt. skal jeg nok ikke stille ham det spørgsmål. Er det en helt "normal" reaktion, han har, når man lider af den sygdom? Jeg savner ham og han gamle, dejlige jeg. Lige nu er jeg bange for, det ikke kommer igen.