Debatindlæg

I 10 år tog jeg Velaxapin eller hvad Efexor også kaldes.
Faktisk talt uden nogen effekt. Eller jo, man får lov at leve i en osteklokke, uden negative OG POSITIVE følelser.

Jeg var meget træt, men det hører også ti, depression, men Efexor gjorde ikke noget godt i hvert fald. Sexlysten og evnen var tæt på ikke eksisterende.

Jeg synes ikke lægeverden var til nogen hjælp. I flere omgange kom til psykiater men fik bare et brev om at de synes jeg skulle skære Efexor nd med 50 procent...

Så jeg synes meget man slås alene, i hvert fald hvis man ikke er heldig med sin læge. Jeg har haft en del men det er altid endt med Cipralex eller Efexor. En tredje ting også men den gav enorm vægtforøgelse.

Så jeg har i mange år også selv prøvet forskellige ting. Måske ikke helhjertet og måske ikke fornuftigt, men hvad gør man når systemet ikke rigtig virker klædt på til at redde en, der er depressiv på 15 år, men som ikke er det i en grad så selvmord etc har været aktuelt.

For 3 uger siden sluttede jeg med Efexor. Jeg tager aldrig det lort igen. Aldrig. Afgiftningsperioden på 1.5 uge ca. var et helvede, men det var det værd. Mit liv er nemlig udefra sen en succes, i hvert fald når man tænker på de enorme gener depressionen har givet. Jeg har fastholdt et arbejde, jeg har fået kæreste og to børn. Jeg har INTET at være depressiv over.

Men det forstår hjernen ikke. Og derfor har jeg enkelte gange haft relief med stoffer. Det er en kortvarig relief og ikke noget værd på den lange bane. Dont do it, etc, men det har sog været skønt lige at smage til glæde og lykkefølelse. Noget som to skønne børn ikke engang for alvor har kunnet give.

Men kort efter jeg stoppede med Efexor blev min yngste barn døbt og jeg kunne græde af glæde. Hvor utroligt pludseligt at mærke så meget lykkefølelse.

Men det er ikke kun dans på roser. Jeg er grundlæggende ikke hverken bedre eller dårligere stillet uden medicin i forhold til glæde. Kun ind i mellem kan jeg nu hyle til en sørgelig sang, og det er nyt og dejligt :)

Min tid med depression har været kendetegnet ved at træthed har været det allerværste. Den enorme træthed lige bag øjnene og en følelse når man vågner at man slet ikke har sovet. Det har også gjort at jeg har spændt meget i panden forat prøve at åbne de trætte øjne, hvilket igen har medført mange panderynker "før tid".

Jeg har derfor investeret i botox og det har jeg gjort før. Det lyder som noget overfladisk hollywoodpjat, men man har ikke brug for med manglende selvværd at man også ser ældre ud pga depressionsrynker. Det giver rent faktisk et pænt stort boost hver gang. Men igen ikke permanent. Det største problem er nok at altid at se træt(og "grim") ud.

Jeg tror bestemt at jeg har noget der er koblet til en smadret døgnrytme. Det forklarer hvorfor min søvn oftest er lige til skrældespandnen.

Men vågenterapi er tortur. Det er benhårdt, og med depression er man i forvejen meget træt, så det er vildt hårdt. Jeg startede igår med at vågne kl 8 og nu er jeg altså en 29 timer inde, hvor man skal holde sig vågen i 36.

Men jeg har ikke kunnet gøre det uden 2 minimale søvnpauser på 8 minutter for hhv 7 og 2 timer siden. Jeg synes at kunne læse mig til at det går an. Jeg har også en lyslampe, jeg har brugt lidt.

Jeg har det bedre nu, men os depressive har det også oftest bedre jo længere tid vi er vågne. Det er meningen jeg skal sove kl 20 i aften og så 12 timer frem.
Jeg er spændt på om der er en forbedring når jeg vågner kl 8. Men derefter står den igen på 36 timer vågen, 12 timers søvn og så en sidste gang.

Det er sådan terapien fungerer. Det er nu jeg har ferie og har mulighed for at teste systemet.

Det er en lang smøre og der er ikke helt så meget aktivitet herinde som man kunne håbe. Det er vel det eneste danske forum af en vis størrelse? Det er heller ikke helt optimalt programmeret, da jeg får databsefejl når jeg prøver at gemme på ipad

Anyway, jeg ved der er andre derude som mig. Folk der tager Efexor