Debatindlæg

Hej alle.

For noget tid siden startede jeg med at date den her pige. Vi fandt sammen men fandt hurtigt ud af, at hun ikke var klar til at indgå et forhold pga. mild depression. Så langt så godt. Hun fortalte mig at hun mente at jeg kunne være fyren der ville være rigtigt god for hende og at hun følte sig tryggere end nogensinde hos mig.

Ganske få uger efter tager det hele et dyk og jeg får den kolde skulder. Der går nogle uger med det før hun fortæller mig, at presset fra at vi havde noget on and off var for stort så jeg lavede et kompromis med hende at det altså ikke var os to. Vi måtte se hvad tiden bringer os men hun skulle ikke have det pres længere så vi droppede alt der hed søde tekster, fysisk kontakt og hvad der ellers hører med.

Det gik godt en periode men nu er det dykket endnu længere ned. Alene det jeg skriver til hende at hun læser min besked gør hende negativ og stresset og kan ikke overskue det. Jeg har prøvet at fortælle hende at jeg gerne vil give hende ro og jeg har prøvet at spørge ind til om det skal være mere eller mindre permanent i en periode eller om hun vil have jeg tjekker ind engang imellem for at høre hvordan det går med hende. Det kan jeg ikke rigtigt få at vide så jeg er overladt til at skulle gætte mig til hvad hun gerne vil have.

samme tid siger hun at hun slet ikke kan mærke følelser for mig hun mærker ikke hun savner mig og det er efterhånden lige meget om jeg er i hendes liv eller ej og samtidig stoler hun ikke på at hun faktisk gør noget godt for mig.

Jeg har læst rigtigt meget på det her for jeg ville helst gerne gå gennem det hele med hende og forstå hvad depression, stress og angst er. Jeg har lært at jeg ikke kan sætte mig ind i det da det er umuligt hvis ikke man selv har været der og der er mange ting jeg ikke forstår, men jeg føler mig alligevel rig på viden om emnet og har samtidig også læst en masse patienter og pårørendes indslag.

Jeg ved følelser kan forsvinde og jeg ved selv den mindste ting kan blive for meget, men jeg sidder og er bange for én bestemt ting. Det virker som om at hun kun kan se det negative i mig pt og jeg ved med sikkerhed at hun har haft det rigtigt godt med mig og der er langt flere positive ting end negative da vi aldrig har skændtes, diskuteret eller noget som helst i den stil. Jeg har skrevet lidt til hende hvilket hun synes har været for meget og når jeg så har skrevet igen om jeg kan få et vink om hvad hun har brug for, om jeg skal lade hende helt være eller hvad end hun har brug for, så har det været over hendes grænser fordi jeg ikke bare lukkede helt af da hun sagde hun havde brug for ro.

I mit hoved så når hun siger at det er mig der stresser hende, så kan jeg ikke lade være med at tænke at hun siger det om alt at hun ingen energi eller overskud har og selv de mindste ting kan få hende til at panikke. Men hun kan finde på at sige at det er mig. Så jeg tænker at det er nemt at skubbe de tætteste væk, at det er nemmere at blive sur eller give skylden til en der betyder noget fremfor opvasken der måske ikke lige er blevet taget. At det måske er nemmere at finde en nem måde at ligge skylden så man ikke behøver tænke så meget over hvor det opstår og hvad der sker... Eller er jeg helt gal på den?

Så mit spørgsmål er: er det her normalt? Jeg er bange for at hvis hun får det bedre at hun kun husker og ser negativt på mig. Jeg behøver ikke vide om det en dag bliver os to selvom det er det jeg ønsker, jeg er bare skide bange for at sådanne følelser hun har lige nu hænger ved og brænder sig fast og jeg på sin vis uanset status er 'dødsdømt' og om jeg skal lade hende være eller kæmpe for hendes skyld.

Jeg vil gerne være der for hende, hellere end gerne. Jeg vil også gerne lade hende være hvis det er hvad hun har brug for. Ja hun er en af de bedste venner jeg har og ja jeg er også forelsket i hende, men intet af det betyder mere for mig end at hun får det godt igen. Brænder de negative tanker fast? Skal jeg kæmpe eller er hun i stand ti