Debatindlæg

Kære VicksBlue

Om de må, ved jeg ikke, men det vil da være overordentligt dumt af en sagsbehandler at blande sig i den behandling, du er i gang med ved både psykiater og læge og når du oven i købet har prøvet antidtesiv medicin, men ikke kan tåle det.
Hvis medicinen udløser,/forværre tiks, kunne det måske udløse endnu værre reaktioner i dit system.

Jeg startede for snart 6 år siden med at gå ned med stressudløst depression, viste det sig senere. Jeg blev så rigtig syg af det første antidepressive medicin jeg prøvede, en følelse af at være stinkende beruset, have influenza, høj feber og koffeinchok. Hvilket blev værre og værre de uger, hvor jeg hele tiden skulle stige i dosis. Indtil lægen pludselig blev klar over at jeg ikke kunne tåle den/omsætte den korrekt og jeg skulle stoppe øjeblikkeligt. Det kan faktisk være rigtig farligt.

De efterfølgende antidepressive kunne jeg godt tåle, men jeg havde ikke meget glæde af dem ud over hovedpine. Det var først da jeg kom til psykiater og efter næsten yderlige et år, blev udret for adhd og blev kørt ind i en kombination af methylphenidat om dagen og lille dosis antipsykotisk til natten, at depressionen ligesom rigtig lettede.

En kombination af ydre uheldige omstændigheder væltede mig så lige da jeg var ved at være ovenpå og jeg gik helt ned med belastningsreaktion og angst i efteråret 2014 og jeg endte med en kortvarig indlæggelse fordi jeg var holdt helt om med at kunne sove.

Jeg var så sygemeldt og stiftede bekendtskab med sygedagpenge systemet, men da jeg forholdsvis hurtigt begyndt at arbejde på nedsat tid, blandede de sig ikke i min behandling.

Jeg arbejder stadigvæk samme sted idag, men har stadigvæk svært ved at balancere mellem arbejde og familie. Der er ikke timer nok i døgnet og jeg kæmper konstant for at kompensere for min opmærksomhedsforstyrrelse.

Jeg er også stadigvæk tilknyttet psykiateren og takke være ham, holder jeg mig i arbejde (og måske i live). Jeg forsøger virkelig at blive stabil, men depressionen lurer stadigvæk og jeg bliver så gal på mig selv for de ting som er så pokkers svært for mig, men andre slet ikke kan forstå.

Jeg ved ikke om du kan bruge mit svar til noget, men hvis depressionen er udløst af ubehandlet adhd og stress, er det måske det du skal have hjælp til at håndtere også.

Tanker om god bedring

Kvinde 43 år

Hej Isoperla,

Mange tak for svar - er rigtig glad for det! Jeg føler mig meget alene med det her.

Både psykiater og min læge siger at jeg skal ud af min depression før at jeg kan blive udredt for ADHD. Det er ikke en rar tanke, da jeg har en depression og synes ikke at jeg kommer nogle vegne.

Hvornår var du tilbage på arbejde igen? Og hvor mange timer?

Mvh.
VicksBlue

Jeg blev jo egentlig også først udbredt efter lang tid, og hvor den oprindelig depression nok bar lettet, men hvor adhd vanskelighederne ligesom fastholdt frustrationerne.

Tilbage i 2010 fik jeg først konstateret stress ved en stresscoast, i virksomhedens HR-afdeling, som sendte mig til læge. Her fik jeg sovepiller, men ønskede ikke en sygemelding. Jeg gik så omkring fire måneder senere konstateret en depression og her mente lægen og mig selv at det bedste fortsat var tilknytningen til mit arbejde. Jeg havde heller ikke lyst til at være alene, så jeg fik en "åben" sygemelding, hvor jeg sad på arbejde hver dag men hvor de fleste af mine større opgaver blev varetaget af andre. Lige så stille arbejde jeg mig idag igen, mens jeg sideløbende havde samtaler med stresscoasten, begyndte at løbe, til yoga og sidenhen psykiater.

Da jeg blev helt sygemeldt i 2014, var det faktisk min chef der sagde at han ville sygemelde mig, hvis ikke jeg gjorde det selv. Jeg havde ved en samtale fortalt hvordan jeg havde det, men ville ikke acceptere selv acceptere det. Her var jeg helt væk i 6 uger, men udviklede samtidig angst for aldrig at komme i arbejde igen.
Derfor startede jeg langsom op med 4 timer dagligt. ~20 timer om ugen. Det blev øget uge for uge og efter omkring 3 måneder raskmelding jeg mig. Virksomheden kørte menig samtidig fokus på sygefravær statistikker og da jeg ikke ville figurere heri.

Jeg var dog lang fra rask og fik angstanfald hver gang jeg følte der var fokus på alt jeg kunne se en sammenhæng med mig eller noget der kunne kædes sammen.
Det blev dog langsomt bedre og takke være mine nærmeste kollegaer og min chef er jeg helt ok igen.

Jeg tåler dog ikke stress/belastning, men det er yderst svært at undgå. Psykiateren er ikke overbevist om at jeg kan få balance i det hele, for han finder ikke at jeg er stabil.

Det tror jeg så at jeg er stædig nok til, hvis ikke det hele altså vælter mig igen.

Hej Isoperla,

Mange tak for svar. Jeg vil også helst arbejde, men i december/januar kom jeg så langt ud at jeg ikke engang kunne sætte en vask over, samt havde ondt i hele kroppen og kunne intet end bare at ligge og se op i luften. Jeg havde været ude at køre bil og overså en bilist jeg på ingen måde burde overse. Der gik det op for mig at det var mit liv jeg legede med, hvis at jeg ikke blev sygemeldt. Jeg skulle så langt ud. Jeg er en stædig, ambitiøs person som aldrig har fejlet noget og med store forventninger til min karriere.

Efter ADHD diagnose, er du kommet i fleksjob ordning? eller?

Igen, mange tak for dit svar.

Mvh.
VicksBlue

Jeg er for velfungerende, i hvert fald udadtil.

Jeg havde vist også meget dårlig sygdoms/selv erkendelse, den gang og det bliver jeg stadigvæk konfronteret med.

En vis portion stædighed er en god egenskab. Ved mig er det kommet af at jeg har skulle knokle ufattelige meget for bare at kunne det samme som andre.
Mine karakter var lidt enten 05 eller 11 og kunne ikke altid forklares hvorfor. Det kunne nemlig være i nært beslægtede fag, men mere et udtryk for om jeg havde forstået spørgsmålet eller ej.

At det er stædigheden der driver værket gør nok at jeg stadigvæk arbejder under normale vilkår og på fuld tid.

Når jeg indimellem tillader mig selv at mærke efter, hører jeg advarselsklokkerne ringe. Jeg kan bare ikke se at jeg kan gøre noget i min nuværende situation, når jeg indtil nu har bevist at jeg kan varetage jobbet.

At jeg så føler at jeg når lige så meget fredag eftermiddag på arbejde, når alle andre er gået hjem, som hele ugen op til. Det føler jeg så er min egen skyld og noget jeg stammer mig over. Så jeg knokler på som jeg har gjort hele livet. Jeg har udviklet en for for tvangstanker og angst for ikke at være god nok, som kan giver sig udtryk i ekstrem vrede mod mig selv.

Hvordan det ender ved jeg ikke, men psykiateren har direkte sagt at jeg i værste fald er risikere at dø, uden egentlig at ville.

Jeg vil bare så gerne være og kunne det samme som alle andre. Derfor holder jeg min adhd diagnose for mig selv og kæmper i det skjulte.

Jeg er for velfungerende til at få andet hjælp og støtte end medicin og det tager jeg i smug. Måske derfor syntes himlen meget grå i perioder, måske derfor kan jeg tænke at verden ville bære bedre tjent, hvis ikke jeg var i den. Det er når de depressive tanker der tager over.

Jeg forsøger at genkende nogle mønstre, for at finde det hvor jeg kan ændre noget, men det er virkelige små skridt.

Ja, lyder til at du er stædig ligesom mig ;-) Men kæmpe i det skjulte er også noget jeg vil kunne finde på, men det er ikke godt.

Er det muligt at skrive en pb til dig?

Mvh.

VicksBlue

Jeg ved ikke hvordan man eller om man kan skriver en personlig besked herinde, men jeg skriver en mail adresse i min dagbog. Den må du meget gerne skrive til.

Nej, det ved jeg nemlig heller ikke, ja gør det så skriver jeg til den :-)

Mvh.
VicksBlue