Debatindlæg

For en måned siden kørte jeg et dobbeltprogram.

Jeg sagde først farvel til effexor som aldrig havde hjulpet mig, men kostet ethvert sexliv og giver en masse træthed. Når man alligevel blev ved i 10 år var det fordi det var marginalt bedre end cipralex og fordi der var de der to-3 gange hvor det virkede rigtig godt efter en periode med et andet produkt. Bottom line var dog at det intet hjalp men det er næsten umulig at komme ud af. I halvanden uge efter den sidste nedtrapning fik man grimme brainzaps, men til sidst var dt slut.

Nu virkede ens sexliv igen. Man kunne smide en blå pille ind under effexortiden, men at opnå orgasme var et mareridt. Nu er man tilbage til den gode gamle klassiske med at man skal kæmpe for IKKE at opnå orgasme(for tidligt). Fantastisk.

Det andet jeg gjorde var nok det vigtigste. Jeg lavede min egen vågenterapi. Jeg synes aldrig jeg har fået hjælp fra lægerne. Medicin jojo, det udskirver de gerne. Da jeg endelig kom til,psykiater og bad om alternativ hjælp, elektronisk stød om nødvendigt, fik jeg bare et brev efter samtale hvor de mente jeg skulle gå 25 procent ned i effexor... Når man har depression og modtager sådan et hjernedødt svar fra nærmest højeste sted, så gider man ikke bøvle mere med den lægeverden, som ikke hjælper en det mindste. Så må man prøve selv.

Jeg havde før prøvet ting, jeg hvade læst om, skulle have en effekt. Mærkelige ting også, eks. Botox og ketamin. Begge dele havde sine positive sider, men ikke noget substansielt.

Så det blev vågenterapi, og jeg havde også i flere år en ide om at der var noget at hente her. Hvis jeg havde en periode hvor det gik ok, så ville en middagslur på 2 timer ødelægge ALT. Men prøv at være depressiv, på effexor og undgå at blive ulidelig træt. Umuligt.

Jeg fulgte forskrifterne for nulstilling af døgnrytme. Den sidste omgang var den værste. Her måtte jeg semikapitulere, og gøre det som jeg stadig godt må, nemlig sove ultrakort, altså så kort at man ikke kommer i dybere faser - kald det bare powernap.

Summa summarum. Jeg er ude af medicin, jeg sørger for at holde min døgnrytme jernhårdt, men kan godt tillade mig at sove 10 min hvis det brænder på.

Det eneste man kan sige er at man efter så mange år har glemt hvordan det er at leve. Jeg kan eks. græde nu, det kunne jeg ikke før i effexor/depressionsboblen - nu kan jeg mærke livet, men det betyder så også at man har mistet sit "skjold", men det er jo bestemt det værd.

Jeg siger ikke at det er løsningen for alle. Men hvis man som mig har været depressiv "uden årsag"(underforstået at der på nuværende tidspunkt ikke har været en fornuftig grund til,at være depressiv. ) så overvej vågenterapi, gør det da gerne igennem officielle kanaler, men hvis man har mistet tilliden til disse, så gør det selv.

Og det mener jeg. Vi taler ikke om at eksperimentere med narko, men om at teste noget så uskadeligt som søvn. Det kan nærmest pr. definition ikke være farligt at hold sig vågen i lang tid.