Debatindlæg

Hej allesammen. Jeg brænder virkelig inde med noget! Jeg kommer fra en familie med en far der er hypnoterapeut. Jeg har selv hele mit liv været utrolig indelukket og meget ked af det. Jeg har fået behandling af nogle af min fars kollegaer og i dag er jeg et helt andet menneske. Samtidig er det gået op for mig hvad folk med psykiske problemer får smidt i hovedet når de opsøger psykologer og psykiatere for hjælp: Diagnoser! Jeg er ved at gå til over psykiaternes brug af dem. For folk kommer med helt reelle problemer. Altså INDIVIDUELLE problemer vel at mærke. Folks hjerner har af forskellige årsager misforstået signaler fra omverdenen, ofte helt i den tidlige barndom, hvilket har ført til en uhensigtsmæssig advarselsmekanisme for at beskytte dem. Det er ren logik! Hvis vi oplever noget ubehageligt vil vi selvfølgelig undgå at opleve det igen og dermed forsøger vores krop at beskytte os, desværre ofte bare ikke på en hensigtsmæssig måde. Måden at komme af med denne beskyttelsesmekanisme på er ved at overbevise hjernen om at det vi nu engang blev bange for egentlig ikke er farligt. Desværre har psykiatrien en anden tilgang til at hjælpe folk. De kigger nemlig i stedet på folks symptomer. Et menneske kan have oplevet svigt i barndommen og derfor udviklet en problematisk adfærd. Et helt andet menneske kan af totalt andre årsager tilfældigvis have udviklet samme adfærd. Psykiaterne kigger så på disse to personers adfærd og konstaterer: De må begge fejle "....". Altså får disse personer ingen hjælp men i stedet et stempel og endnu vanskeligere ved at slippe problemerne da de begynder at opfatte denne "sygdom" som en del af dem selv. Lægerne kan så udskrive medicin da de "ved hvad personerne fejler". Dette er bare en fejlfortolkning af hvordan sindet skal hjælpes. Det skal ikke have medicin for at dæmpe den beskyttelsesadfærd den udfører, men blot overbevises om at der ikke er noget at være bange for. Det kan man med alternativ behandling og det fandt jeg heldigvis selv ud af lige mens en psykiater ellers var godt i gang med at tildele mig velklingende titler som asperger mm.

Jeg stopper dette indlæg her selvom jeg sagtens kunne have fortsat længe endnu. Grunden til at jeg skriver dette er at jeg er ved at gå til af vrede og sorg over at se så mange mennesker blive stemplet som psykisk syge i stedet for at få den hjælp de virkelig fortjener. Husk at alle mennesker er individuelle og det at tro at man kan putte folks tanker og følelser ned i kasser eller diagnoser er den største fejltagelse psykiatrien nogensinde har begået. Jeg vil lade dette være en opfordring til psykologer og psykiatere om at overveje hvad den diagnose de tildeler et menneske kommer til at have af betydning for resten af dette menneskes liv. Og til jer der føler at der ikke er nogen hjælp at hente og at i ikke kan blive "raske" vil jeg sige at det er der! Det har jeg følt på egen krop og set hundredvis af beviser på hos min far og hans kollegaer.
Kærlighed til jer alle og god bedring