Debatindlæg

Hejsa.
Jeg står lidt i samme båd.
Min mand gennem 18 år ( og vi har været sammen i 25 ) har pludselig heller ingen følelser for mig.
Han fik diagnosen d. 1/2-16, men set i bakspejlet, har han jo været på vej længe.
Jeg har i snart 7 uger sovet på gulvet i stuen, fordi han ikke kan holde ud, at jeg er tæt på.
Han er ( heldigvis) åben og taler med ANDRE, bare ikke mig, vi har næsten ikke talt sammen siden nytår.
Jeg har læst en masse, om at det er normalt at have den reaktion, men det er f..... Hårdt at være pårørende, man vil gerne hjælpe, men må ikke.
Ind i mellem har jeg også lyst til at rejse, ( som han foreslog for 7 uger siden).
Men for 14 dage siden tog vi en snak, hvor jeg fik ham overbevist om, at skulle tage medicin, og fortalte ham lidt om, hvordan jeg har det.
Da sagde han, at hvis jeg kunne holde det ud, synes han, at jeg skulle blive boende, og så måtte vi jo se, hvad tiden bringer.
Han ved ikke, om forholdet holder, men han håbede det - sagde han.
Jeg vil også gerne høre fra nogen, der måske har prøvet dette ( den person med depressionen)
Tak for jeres tid.

Hej bibi69,
Tak for din beretning. Åhhh det er bare så utrolig hårdt. Du siger at du har læst en del om det, og at det er en normal situation. Har du nogle beretninger om, om følelserne kommer tilbage ?
Jeg vil rigtig gerne dele oplevelser og erfaringer hvis du har lyst og overskud.
Mange tanker

Hej Nadmor.
Jeg ved ikke endnu, om hans følelser kommer tilbage, det kunne være dejligt at vide. Det ville gøre tingene lidt nemmere, hvis man vidste, at det var en periode, man skulle igennem, og at alt ville blive godt igen.
Jeg har læst på nettet, at folk med depression ofte får følelserne tilbage igen, når de bliver raske.
Men det er rigtig hårdt ikke at vide, og man kommer jo også selv til at tvivle på, om tingene ordner sig.
Det er en frygtelig tid for en nær pårørende, når man bliver afvist på denne måde.
Det er svært at gå ned selv og omgangskredsen forstår ikke, det kan gennemlever.
Jeg vil gerne dele erfaringer og oplevelser, da det er svært at gå med selv.
Skal det fortsat være herinde eller hvordan ( evt. Privat mail )?
Mange tanker fra bibi69

Jeg vil anbefale parterapi, uanset hvordan forholdet er nu, har været, eller bliver i fremtiden, kan det kun være gavnligt at få større indsigt i hinanden.
Du er såret og frustreret, det er forståeligt, det samme har han været i forløbet hvor han havde det skidt og blev mødt med modstand "irritation" fordi ingen vidste hvad der var galt.
Sådanne følelser kan gøre ondt længe efter, og det lyder også som om I stadig begge to er forvirrede og en slags forvildede, - i krise, og at det ville kunne hjælpe meget at få nogle snakke med en uvildig som har en proffesionel indsigt i de følelsesmæssige indre aspekter, sådan at I ville føle jer mere hørt hver især og samtidig få nogle redskaber til at forstå hinanden bedre.

Jeg har været den depressive part i sådan et forhold, og jeg blev også i starten af forløbet mødt med irritation pga. afmagt, jeg tror heller ikke han som sådan flygter, jeg tror han prøver at få ro, da alenetid og ro kan føles som en konstant mangelvare når man er blottet for psykisk overskud.
Parterapi hjalp os meget, uanset det selvfølgelig ikke løste alt.

:-)

Jeg vil så gerne dele tanker med dig. Hvordan udveksler vi privat mail?
mange tanker og hilsner nadmor

Kære Skovtrolden,
1000 tak for dit svar. Jeg har slev foreslået parterapi. Men lige nu har han det sådan, at han ikke magter det. Han magter heller ikke terapi selv. Han vil dårligt tale med mig om hvordan han har det og om ham og mig. Det er så forvirrende. Den ene dag er han helt nede og går rundt som en løve i et bur, andre dage virker han mere i overskud. Jeg er meget i tvivl om det er en facade, netop for, at holde mig på afstand så jeg ikke spørg ind til ham. Ved du det? Ved du noget om det er muligt, at følelserne kommer igen el. overskuddet til et forhold når han får det bedre?
Igen tak for dit svar.
Mange hilsner Nadmor

Min mailadresse er bibi2015@outlook.dk
Du kan skrive der, så får jeg din adresse.

Jeg skal passe på med ikke at lyde for klog her for jeg kender ikke så meget til det med at være i et forhold med en med depression.

Jeg kan dog genkende nogle ting omkring det du fortæller om din mand fra egne erfaringer.

Når jeg har haft det dårligt har jeg også en tendens til at lægge mine nærmeste omgivelser på is. Jeg orker ikke at snakke med dem i sådanne perioder. Det er ikke fordi jeg er ondskabsfuld eller tror de ikke vil bakke mig op, men det kan bare være svært at vende sådanne ting med ens nærmeste til tider. Det man siger bliver jo ikke bare lige glemt igen.

Jeg tror det vil være sundt for din mand at finde en psykolog at gå til. Et sted hvor han kan få sagt nogle ting uden det ligesom "binder", som det oftest gør når vi har en relation til den vi snakker med. Tit kan man føle sig lidt "skyldig" overfor partner/familie/venner når man falder ned i et hul. Derfor er det nok bedst at tage de dybere ting med en professionel hvor det ikke er så farligt.

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvor svært det må være at se sin partner have det så skidt og ikke kunne hjælpe når det er det man har allermest lyst til. Jeg kan kun opfordre dig til at du giver ham plads og tid og lader ham finde tilbage til dig. Som du nævner er han jo selv opsøgende ift dig så det er jo et positivt tegn. Men det er nok vigtigt at du lader ham gøre tingene i hans tempo, som han kan overskue det.

Jeg syntes du har grebet det fantastisk an med at lade ham bo et andet sted et stykke tid.

Som der blev nævnt tidligere er parterapi en mulighed. Men I må muligvis lige gøre jer et par tanker om hvorvidt det er muligt når han samtidigt er deprimeret. Om ikke depressionen skal behandles først før han for alvor kan engagere sig i et parterapi-forløb. Når man er deprimeret kan man jo have lidt svært ved at lytte og have let ved at føle sig anklaget. Så overvej lige det inden I starter i noget parterapi-forløb. Om det mon ikke er en idé lige at vente til han har det lidt psykisk bedre så det ikke bare forstærker hans depressive følelser.

Jeg syntes det er stærkt du holder ud og er sikker på at I nok skal få det rart fremover efterhånden som han får behandlet hans depression. Men ting tager tid så det er nok vigtigt at du væbner dig med lidt tålmodighed og fokuserer på de positive ting som trods alt er at finde (de små samtaler, at spise sammen, osv).

Som sagt; Jeg er ingen ekspert og har ikke selv oplevet noget lignende det du beskriver, men det var ihvertfald mine tanker omkring problematikken. Det er vigtigt at du minder dig selv om at han ikke trækker sig pga dig men pga det som foregår i hans indre. Du må ikke mistolke hans distance som om der er noget galt med dig. Det er det bøvl han selv slås med, tror jeg, og der er vi mænd (og kvinder) til tider bedre til at blive tavse og kolde end at få snakket og fortalt om tingene.

Håber I finder ud af det og får det rigtigt dejligt sammen igen. Husk at nogle gange tager gode ting god tid. Det er en god idé at finde nogle at vende dine tanker med i processen (som jeg kan se du og bibi har fundet ud af).

Det var dejligt at høre lidt fra den, som har sygdommen.
Det giver mig mening i vores proces med sygdommen.
Det giver mig også troen på, at det nok skal blive godt igen.
Man kan nemlig let som pårørende føle, at der er os, der er noget galt med.
Kan lige supplere med at sige, at min mand nu har taget medicin i 4 uger, og i fredags var det som om et eller andet løste sig - vi har nu i 5 ( skønne ) dage haft det "næsten normalt" og kunnet tale sammen og endda også pjatte. 😃😃👍🏻❤️
Jeg håber og tror også på, at jeg, når han er klar, får lov til at komme ind i vores fælles seng igen.
Jeg skal nok lade være med at presse på.
Men det er bare dejligt, at det nu går fremad.
Men de sidste 3 måneder har også været forfærdelige.