Debatindlæg

Hej verden,
Mit navn er ....., jeg er 19 år og under gymnasiel uddannelse. Mine forældre er skilt, og har efterhånden været det i 10 års tid. Jeg bor derfor hos dem på skift, hvilket jeg umiddelbart har det fint med, så længe de selv finder glæde i situationen. jeg håber inderligt at i kan hjælpe mig, så jeg kan få et spark i den rigtige retning, et spark jeg virkelig har brug for.
Jeg skriger på hjælp, og har længe gjort det... Efterhånden har jeg i en del måneder, ja faktisk siden sommerferien, haft mit livs nedtur. Jeg er kommet ind i en periode, hvor livsglæden flyder ud gennem hænderne på mig. Som det ser ud, kan jeg ikke selv finde hoved og hale i det hele, og jeg har derfor svært ved at få hjulpet mig selv videre.
Jeg havde tilbage i mine folkeskoleår glimrende tider, og kan se tilbage på skolegangen med et smil på læben. Folkeskolen gled rimelig godt, og jeg har altid klaret mig godt, i hvert fald bedre end de fleste. Herefter startede jeg på gymnasiet, hvor jeg fik mig noget af et rap over nallerne. Fagene blev sværere, men jeg fandt det stadig interessant at gå i skole, når jeg nu også havde det skønt i mine sociale kredse. Efter dette år gik jeg glad på sommerferie, og kunne se frem til de næste år, som jeg selvfølgelig også nok skulle klare - troede jeg.
Efter sommerferien har det hele ændret sig, og jeg har det ikke godt. Jeg har det faktisk elendigt. Jeg kan lige pludseligt ikke socialt, jeg er ked af det, træt, opgivende, ligeglad, sur og mere og mere ked af det. Jeg begyndte at lukke mig selv ude af fællesskabet, da jeg ikke følte at omgivelserne var interesseret i denne lille lusede pige. Jeg har altid været ''hende den sjove''. Hende der kom med de latterlige kommentare, og hurtigt kunne få et smil på venindernes læber, hvis der var tavs et øjeblik. Denne pige var væk, og i skam kunne jeg ikke finde hende frem igen.
Denne sociale udelukkelse jeg udsatte mig selv for, har i den grad haft stor indvirkning på min skolegang. Jeg har aldrig været helt klar over hvad det er jeg nu vil med dette fantastiske liv, og valgte derfor blot at gøre som alle andre - altså gymnasiet. Dette har selvfølgelig også betydet, at jeg ikke kan se hvad jeg skal bruge diverse digtanalyser og bioteknologiske forsøg til, og jeg går derfor ikke lige så meget op i tingene som jeg måske burde. Jeg vil selvfølgelig gerne have gode karaktere, men disse kommer ikke af sig selv. De skal skabes af hårdt arbejde og disciplin, og selvfølgelig af indsigt og forståelse for stoffet. Det er blot dette jeg også er gået død i. (Jeg er en meget kreativ person. En person der indretter mit værelse på nyt fem gange årligt, en der elsker at få jord under neglene når nye områder i haven skal udforskes og opdateres, eller på anden hvis kan udfolde mine kreative evner gennem kameralinsen osv.)
Nå, men tilbage til mit dilemme. Problemet er jo det, at jeg konstant går rundt i denne rastløshed, hvor jeg ikke ved hvad jeg skal gøre for at hjælpe mig selv. Jeg er ekstremt ked af det og opgivende, og har mest af alt lyst til at droppe ud og starte på en frisk. Det er sådan at jeg faktisk allerede har snakket med en del veninder om mine problemer. Jeg har det sidste halve år følt mig meget alene, men ser mig selv som problemet, da jeg har det som om jeg bevidst selv melder mig ud af fællesskabet, et fællesskab jeg ikke lader mig selv komme ind i, uanset hvor meget jeg gerne vil.
Tilbage på nytårsaften, er første gang jeg sådan rigtigt har åbnet mig over for en af ''veninderne''. Jeg fortalte hvordan jeg havde det, og hvor meget jeg egenligt ønskede at alt var som det plejede. Jeg følte en lettelse over at have sagt noget, men alligevel har disse følelser aldrig forladt min krop. Efterfølgende har pigerne i ''min'' omgangskreds på skrift skrevet til mig efter skole, om jeg egentlig var okay, hvor jeg har givet udtryk for, at jeg ikke var det, men at det ikke var noget de behøvede at bekymre sig om - selvom jeg gerne vil have at de gør. Jeg synes at det er