Debatindlæg

Egentlig ret godt beskrevet.

Jeg har selv været der hvor fokuset på mig selv fylde 90%. Det er svært at tale om andet når det fylder så meget.

Vil så sige nu at man også kan holde sig selv i en sårbar situation, ved hele tiden at være bange for at få tilbagefald, være nervøs over fremtiden og ja at fortælle om alt det dårlige ved de symptomer man har.

Min mand sagde til mig fra et par dage siden at jeg virkede til at have det godt, jeg skyndte mig at fortælle jeg da stadig havde tvangstanker.. Han så lidt træt ud. Det fik mig til at tænke på hvormeget det fylder, jeg glædes så mange gange i løbet af dagen, sikkert oftere end jeg føler angst, men det er angsten jeg lader fylde mest, det er jo også klart det der er mest ubehageligt, men man får jo ikke mindre angst af at tale om og tænke på det.

Du har ret i at vi primært står for at komme på rette køl, jeg tror da også alle de behandler man møder gør deres bedste ud fra deres synspunkt, og selv om jeg ikke har følt jeg altid har fået den ønskede hjælp, har det sikkert allievel hjulpet og det har da hjulpet mig til at se hvad der hjælper mig og hvad der ikke gør..

Mvh Rabina

Smerte - både fysisk og psykisk, er sådan en umålelig og flygtig størrelse, andre kan ikke helt forstå den når de ikke føler den, man kan ikke engang selv helt forstå den - eller genkalde den - i de perioder den ikke er der, sådan har jeg det i hvert fald.
Så derfor er den svær at have med at gøre i en verden hvor alt gerne skal kunne bevises og fastholdes for at vi sådan rigtig kan forholde os til det.

Hvorvidt man selv har andel i det skal jeg ikke kunne sige, jeg tror også det er meget forskelligt.
Jeg har været dér hvor den fylder det hele, alt, alt indeni og alt udenfor én i den omkringværende verden, - i sådan en tilstand kan man ikke arbejde med smerten men bare være i den, man træner heller ikke et brækket ben op fra dag et.

Personligt hjælper det mig rigtig meget hvis jeg møder forståelse, hvis jeg får at vide at det må også være svært og hårdt, så får jeg lyst til at kæmpe, at vise både andre og mig selv at jeg kan godt noget.
Hvis jeg derimod bliver mødt med en holdning om at jeg skulle tage mig sammen og vælge at se mere lyst på det, så mister jeg kampånden fordi jeg ikke bliver mødt i mit udgangspunkt og fordi jeg ligesom bliver pålagt at se bort fra en masse ting jeg har indeni mig.
Jeg kan og vil selvfølgelig gerne tilsidesætte tunge ting jeg indeholder, når det indenfor en overskuelig tidsramme er praktisk (at tage sig sammen) - men det er noget jeg selv skal arbejde med i mit eget tempo, ikke noget andre skal diktere mig som en lov.

Jeg tror at mange mennesker - også mig selv iindimellem - har en tendens til at frygte at hvis man "ynker" en person der har det uforståeligt hårdt (man kan ikke selv forstå hvorfor det er så hårdt for vedkommende) så bliver det meget værre, men nogengange er det altså omvendt.
Omsorg giver overskud, for nogle er omsorg måske bedst hvis den serveres som markante skub, hos andre er den bedst hvis den serveres som blide strøg, for de fleste er det nok bedst at få det lidt på begge måder.

Mht. behandlinger og behandlere, så er det klart at de kan ikke nødvendigvis forstå det på den helt rigtige måde selvom de har en uddannelse.
Men det er et problem i den sammenhæng, at de sidder på autoriteten, det er bare rigtig ufedt at der bliver skrevet ting ned om en som ikke passer og som aldrig kan slettes igen, de er selvfølgelig bare på arbejde og herregud, men det er altså mennesker der bliver stemplet i et system hvor de på en måde er lidt umyndiggjorte fordi de er de syge og behandlerne er de kloge.
Derfor burde der i mine øjne, være meget mere fokus på samarbejde mellem patient og behandler fx i forhold til hvad der indskrives i journalen.

Det vil de selvfølgelig ikke gå med til, det er jo en journal, og hvis patienten fx er dybt paraoid kan man selvfølgelig ikke nå til enighed, men der er mange tilfælde hvor deciderede fejl ville kunne undgås hvis der var en form for - hvis ikke samarbejde så i hvert fald at patienten lige fik lov at være med ind over det på en eller anden måde, fx læse det igennem, påpege fejl, og hvis der ikke var enighed omkring disse fejl, så lige skrive det på som en supplerende kommentar.
Det ville i mine øjne gøre en stor forskel.

Hej MK

Jeg synes ikke, at dit indlæg er provokerende. Jeg tror bare, at erfaringer er forskellige. Det betyder, at man ikke altid kan bruge andres erfaringer – ikke engang hvis andre mennesker har prøvet nøjagtig det samme.

Jeg kommer fra en familie, som var hårdt ramt af depressioner. Begge mine forældre havde depressioner, og vi var tre børn, som alle blev ramt i forskellig grad.

Man skulle jo synes, at de familiemedlemmer, der havde prøvet det før, ville være i stand til at hjælpe resten af familien, da det blev deres tur. Men vi var desværre ikke til ret meget hjælp for hinanden.

Jeg var faktisk heller ikke selv nogen særlig god pårørende. På trods af at jeg selv havde prøvet at have en alvorlig depression og virkelig forsøgte at være tålmodig, kunne jeg ikke lade være med at blive irriteret over min mor, da hun sank ned i en dyb depression, netop som jeg var ved at blive mig selv igen.

Det er derfor, at det er så vigtigt, at der er flere pårørende omkring en dybt deprimeret person, sådan at de kan afløse hinanden, og sådan at de pårørende også kan støtte hinanden, så de ikke selv bliver syge.

Det, som du nok frygter, vil være provokerende, MK, er vel udsagnet om, at det er vigtigt at flytte fokus. Altså at man som dybt depressiv skulle kunne øve sig i at tænke positivt og på den måde selv bidrage til sin egen helbredelse.

Den tankegang er vel accepteret i det meste af sundhedssystemet. Det er jo stort set, hvad kognitiv terapi går ud på, og kognitiv terapi anbefales, så vidt jeg er orienteret, stadig som det den mest effektive terapiform ved depression.

Mine erfaringer er bare, at en sådan terapiform er dømt til at mislykkes – i hvert fald over for den form for depressioner, jeg kender til. Det er muligt, at der findes former for depression, hvor kognitiv terapi fungerer. Det skulle man jo tro, eftersom kognitiv terapi stadig anbefales.

Når jeg skal beskrive depressioner og vejen ud af dem, plejer jeg ligesom dig at bruge en sammenligning med en fysisk tilstand. Jeg plejer at sammenligne en depression med et sår, der skal heles. Hvis man hele tiden piller i et sår, vil det ikke heles. Et sår har brug for ro for at kunne gro sammen.

På samme måde med en depression. Hvis man hele tiden graver i sin psyke for at finde ud af forklaringer og løsningsforslag, så har man ikke den fornødne ro, der skal til for at heles. Helingen er nødt til at foregå i sit eget tempo. Og det kan ikke nytte noget, at omgivelserne synes, at det går for langsomt og presser på med positiv tænkning. Det gør det blot værre! For omgivelsernes pres vil sætte gang i selvbebrejdelser, og netop selvbebrejdelser er gift for sjælen!

Du omtaler, at en veninde af dig, der havde en depression, mente at alting var andres skyld. Det er ikke min erfaring, at depressive giver andre mennesker skylden. Tværtimod anklager de sig selv. Sådan som jeg opfatter det, kan depression godt forstås som en form for aggression, der er rettet mod personen selv. Men min opfattelse viser jo bare, at der findes forskellige former for depression, og at alting ikke er så entydigt.

Min erfaring er, at vrede, der rettes udad, er et godt tegn. Vrede, der rettes udad i stedet for indad, er en form for energi, der bereder vejen for helbredelse.

Hvor du, MK, åbenbart opfatter vrede som en del af problemet, fordi det tyder på en negativ livsholdning, opfatter jeg vrede som energi, der er en del af løsningen og ikke en del af problemet. Sådan som jeg opfatter depression, så er der tale om en form for stivnet eller blokeret energi. Og hvis en depressiv person endelig kan finde ud af at blive vred på andre, så er energien ved at løsne sig fra blokeringen, og en helbredelse er på vej.

Det var mine overvejelser i anledning af dit indlæg.

Mange hilsner

Irsten

Hej med jer

Jeg synes det er et virkelig interessant oplæg du har skrevet Mk2, og også de ting der er svaret. Depressioner er forskellige som Irsten også skriver. Derfor må vi tage udgangspunkt i det vi selv kender til og passe på ikke at generalisere for meget.

Jeg har selv mange års erfaring med depression og angst, og har taklet det på forskellig vis gennem årene. Først det sidste års tid er jeg blevet opmærksom på at jeg er havnet lidt i en 'offerrolle' i samværet med mine tætte relationer. Jeg blev virkelig ked af det da jeg opdagede det.

Min offerrolle minder lidt om det MK2 beskriver, nemlig at jeg ikke rigtig kan fjerne fokus fra min egen situation og f.eks. kan have svært ved at sætte mig ind i andres problemer. Jeg havde utrolig svært ved at se ud over min egen næsetip og havde meget ondt af mig selv.

Man skal have lov at være nede når man er deprimeret - man kan ikke andet jo - men jeg er enig i, at man skal øve sig i at kigge ud over sig selv når man kan. Nogle dage kan man ikke, men andre dage er det måske muligt at tænke på andre, og have omsorg for venner og familie. Og fjerne sit fokus fra den indre smerte. Det kan faktisk lette en del (er min egen oplevelse).

Når depressionerne er en vedvarende del af ens liv, må man lære at takle det bedst muligt, og jeg har fundet ud af at jeg ikke vil være offerrollen længere. Men det kræver øvelse at komme ud af det gamle mønster.

Bedste hilsner
Line

Hej.

Jeg opfatter diagnosen "depression" som en paraply-diagnose.
Jeg har været på indtil flere kurser for depressive, og oplevet mange med depression irl.

Dine ideer kan vel i nogle tilfælde være brugbare ift. lette depressioner, hvor man er i stand til at tale med en psykolog, og tage sig af de nødvendigste ting i tilværelsen.

Dér hvor jeg synes det går galt med depressions-diagnoserne er der hvor folk som feks har en livskrise (alvorligt nok) bliver udstyret med stemplet depression.

Jeg ved ikke om du selv nogen sinde har haft en svær depression?
Det er sådan nogle man godt kan blive indlagt på psyk. med..

I den slags depressioner, som aldrig kommer på et kursus før de har det væsentlig bedre, er det at orientere sig i et tilnærmelsesvist normalt liv en umulighed.
Det er også sådanne svært depressive som kan behandles med ECT.

Det at fokusere på andre mennesker er utrolig svært, eller måske enda helt umuligt.

Tankerne kan være svære eller helt umulige at fange og tænke igennem.
Jeg taler af egen erfaring.

Selv i en middelsvær depression er bare det at eksistere et stykke næsten uoverkommeligt arbejde.


Så jeg er enig med flere af de andre som siger at depressioner er mange ting.

Jeg vil så for egen regning sige at jeg tror at meget, som ikke er egentlige depressioner, bliver presset ind under dette begreb.
Først og fremmest i folkemunde, men også af en del praktiserende læger.

I øvrigt tager du helt fejl på i hvert fald ét område...
Jeg er bipolar, og mine depressioner kan der kun gøres én ting ved, og det er medicin.

Det mener jeg at jeg kan udtale mig om med en vis vægt, da jeg har været udiagnosticeret bipolar i over 40 år, og derfor i et langt liv har brugt alt fra mindfullnes (fremragende til andre ting) , over psykologer, og terapier på eks. Stolpegården, og forkert medicin (antidepressiva) som ikke hjælper på Bipolar lidelse (i mit tilfælde)...

Forlang aldrig noget af en svært depressiv, eller en bipolar.
Du risikerer blot at gøre det som er uudholdeligt, værre..


Super godt indlæg i øvrigt :)

Mvh.