Debatindlæg

Jeg forstår godt din situation og din bekymring. Jeg står selv i en lignende situation. Så det bliver nok et langt udførligt input fra min side. Jeg håber du tager det du kan bruge og glemmer alt det andet.

Du skriver "Min kæreste har været rigtig god til at tage sig godt af mig, men jeg har kunne mærke, at det tager hårdt på ham" og "Konfronterer jeg ham med, at han skal huske sig selv, vifter han det hurtigt væk".

Først og fremmest så har du fuldstændig ret i at det er alfa og omega for både ham og dig, at han passer godt på sig selv. Han kan nemlig ikke tage sig af dig, hvis han mister overskuddet. Du må sige til ham at du er bekymret fordi den bedste støtte han kan give dig, er ved at han forbliver i en tilstand, hvor han har overskud og energi til at rumme dig - også når du har det skidt. For at fjerne tabuet (hvis han synes det er et tabu) om at bede om hjælp hos dig eller andet sted, så brug billede af at de fleste (i hvert fald dem der har råd) går til tandlægen for at forebygge fx huller i tænderne. Mange mennesker lader sig også gerne vaccinere hvert efterår for at undgå influenza. Vi gør det for ikke at forebygge situationen bliver værre. Sådan er holdningen desværre ikke i forhold til de mere psykiske problemer.

Når det er sagt, så kan det være at han hverken vil og kan drøfte det med dig, netop fordi han vil skåne dig. Det kan være årsagen til at han afviser dig. Det kan være du allerede har gjort det, men foreslå ham at tale med andre om det, hvis ikke det kan være dig. Det kunne være nogle af jeres nærmeste (familie, venner, kollega) eller måske endda hans læge, som evt. ved hvor han kan søge hjælp som pårørende. Alternativt kunne du opfordre nogle af hans nærmeste om at tale med ham om det. Og forklar dem endelig at din henvendelse skyldes at du fornemmer han er ved at være brugt, men at han ikke kan eller vil tale med dig om det for at skåne dig. Hvis du eller hans nærmeste bliver afvist i første omgang, men I virkelig fornemmer at han måske ikke er helt ærlig over for sig selv eller jer, så vent et par dage eller en uge, og spørg så igen. Det tager nogle gange lidt tid før man åbner op. Han skal måske selv lige erkende det. Det kan også være at det har en anden effekt på ham, hvis nogle andre end dig siger til ham at de fornemmer at det tager hårdt på ham.

Det vigtigste at tænke på for både dig og din kæreste er at sådan behøves det ikke være. Jeg håber fx allerede at du er godt i gang med at få professionel hjælp fra læge og evt. psykolog til at få det bedre. Hvis han er belastet som pårørende, så KAN han også gøre noget ved det. Det behøves ikke at være sådan.

Jeg tænker om din kæreste kunne være overbelastet/stresset af situationen, som gør at han mister overskuddet, glæden og energien. Du skriver selv, at du godt kan forstå at han er påvirket. Pårørende bliver jo påvirket, tænkt bare på hvordan det må være at være pårørende til en kræftramt. Hvis det skulle være stress, så kan han i hvert fald tale med sin læge om. Det behøves ikke være alvorligt (endnu), men langvarigt stress bliver alvorligt. Gå til lægen for at forebygge at det bliver værre, ligesom de fleste går til tandlægen. Han kan evt. teste sig selv på http://www.forebygstress.dk/stresstest_3.htm, men han skal forholde sig kritisk til resultatet. Han kan være begyndende stresset, selvom det ikke rigtig giver udslag i testen, men læs lidt om symptomerne, så han kan være opmærksom. Læs nogle af de gode råd om at forebygge stress. Det vigtigste råd til forebyggelse af stress er at man altid anser sig selv som den vigtigste. Netop sådan som du beskriver det. Han skal huske sine egne behov. Han må ikke tilsidesætte sig selv hele tiden, fordi du står i en ustabil situation. Han skal opleve glæde i livet, også selvom du måske har svært ved at opleve glæde sammen med ham. Måske han kan opleve glæde sammen med nogle andre og på den måde få energi og overskud. Når man er stresset, så begynder man tit at holde op med at gøre nogle ting, som m

Når man er stresset, så begynder man tit at holde op med at gøre nogle ting, som man normalt har værdsat meget og som har givet en livsglæde. Er der nogle ting som han plejer at gøre, som han er holdt op med efter du har fået en depression, fordi han skåner dig? Så opfordr ham til at gøre det igen? Hvis du har overskud, så hjælp ham i gang? Hvis ikke du har overskud, så bed nogle af jeres nærmeste om at hjælpe ham i gang igen. Du kan evt. alliere dig med en veninde, hvis han frygter at du ikke magter det/at være alene. Så kan han nemlig også slappe af. Planlæg det i god tid, så I begge får ro, og han får tid til at gå og glæde sig. Hvis du har det skidt, så tænk på det gode i at han forhåbentlig kommer hjem med mere energi og måske en sjov historie at fortælle dig – selvom den ikke helt trænger ind.

For lige at dele at par af mine egne erfaring med dig, så har jeg selv opfordret min mand til at dele hans oplevelse af min situation med andre. Det afviser han for som han siger "han ville føle at det var at tale mig bag ryggen", og i øvrigt anser han det lidt for at være et nederlag for vores ægteskab - for man skal jo kunne dele og rumme alt i et ægteskab. Der er jeg ikke enig med min mand. Hvordan skal min mand – uden filter – kunne sidde og fortælle mig om hvordan min depression påvirker ham negativt? Han vil til enhver tid holde igen, for at skåne mig. Og i så fald han gav los, så forestiller jeg mig at han ville få sagt ting som ville gøre mig endnu mere skrøbelig – og måske ville jeg også dømme ham og forsvare mig selv. Hvis du derimod taler med tredjepart (som fx en psykolog, en god kollega, ven …) som ikke er følelsesmæssigt involverede i situationen på samme måde, så kan du bedre tale frit fra leveren og få afløb for alle de tanker og frustrationer som du har. Og tredjeparten kan også meget bedre, fordi der ikke er følelser i klemme, forholde sig til situationen uden at være så dømmende (det afhænger dog lige af hvem de er).