Debatindlæg

Har ikke diagnosen - men har været suicidal i ca. et årti, så jeg er vel ret deprimeret (og ret dårlig til at gøre en ende på det).

Og yeah, jeg klarer det ikke rigtigt. I dag er en super dårlig dag. Hvis jeg skulle udpege årsagerne, var det: 1) én flirt, der ser ud til at være gået i vasken - jeg saboterer mig selv, og ved ikke hvordan jeg skal stoppe, og 2) et arbejde, jeg hader, er dårlig til, og hvor jeg blev presset rigtig meget i dag.

Jeg tager ikke medicin - det gjorde jeg førhen, men følte ikke det løste noget - snarere tværtimod.

En god, regelmæssig søvn (7-9 timer pr. nat) stabiliserer mig.

Jeg bliver mærkbart mere deprimeret, når jeg ikke får pulsen op engang i mellem.

Hvis jeg spiser sukker, ved jeg, at mit humør vil være dårligere næste dag.

Det vigtigste for mig er dog det sociale. Jeg tror min depression bunder i dyb ensomhed. Jeg trivedes meget bedre, dengang jeg var barn og ung og boede hjemme, gik i skole og til fodbold. Dengang jeg havde et liv.

For 5 år siden var jeg i depression for 14 år i træk. Det lykkedes mig mirakuløst at gennemføre et studie, finde en kæreste og få børn. Men selv det gjorde mig ikke glad- det gjorde intet. Ikke engang fodbold som bar min evige lidenskab som barn og ung. Bare ét dårligt forhold som 20 årig slog mig ud og jeg har været deprimeret til jeg blev 40.

Jeg har lige nu det som om jeg endelig har knækket kurven. Lige før der hvor jeg ville bede om elektrochok selvom en stor del af min livsglæde er min hukommelse som kan lide ved dette, og selvom den depression jeg havde ikke var suicidal, kun ødelæggende for enhver glæde.

Lige nu er jeg glad. Men enhver depressionsramt ved at frygten for tilbagefald altid er der.