Debatindlæg

Ja jeg har mødt og møder - mange fordomme.
Det er fint nok at de siger man skal stå frem og være åben, og "bryde tabuet", det fungerer også fint fx i udsendelser om netop dette emne, - ofte med nogle medvirkende der "er kommet videre nu", "har fået det bedre". osv. osv.

Nu er det bare sådan at ude i virkeligheden er det meget få mennesker der gider/orker/magter andres problemer, i hvert fald hvis det omhandler noget de slet ikke kan forstå, de vender ryggen til det der er anderledes, lidt afhængig af hvor man færdes selvfølgelig, men mange mennesker har ikke lyst til at kende til "psykisk syge".

Så ja jeg går stille med dørene, jeg vil ikke være en af dem der "bryder tabuet" hvis det koster mig mit forhold til naboer og folk generelt i mit nærområde.
Jeg har betalt mere end rigeligt mht. at have de udfordringer jeg har, jeg har ikke råd til at blive endnu mere ensom og set endnu mere skævt til, nej tak, så det med åbenhed må være for dem der føler overskuddet og lysten, - det må virkelig være frivilligt hvorvidt man synes man magter at kæmpe for den del også.

Og ja jeg har også mødt fordomme hos professionelle, dog er det ikke noget man kan bringe op, da de jo så vil slå ned på at det skyldes paranoia.

Jeg tror man skal passe på sig selv først og fremmest - udfra en betragtning om at man ikke skal forvente andre gør det.

Tak for dit svar..det glæder mig, at du har det ligesom mig. At man ikke behøver stå ærligt frem overfor alle om sin sygdom. Hvad skal det øre godt for, når man ved, det vil ændre deres opfattelse af een, og mit liv vil blive dårligere af al denne åbenhed. Skønt at blive bekræftiget i dette!

Kan i den grad relatere til frygten for, at andre ser anderledes på en. Jeg tror oftest der handler om andres uvidenhed. Man er jo stadig den person de kender uanset psykisk sygdom.

Jeg fortæller det kun til andre, hvis jeg synes det kan gavne mig selv. Hvis de ikke vil forsøge at forstå det og kun ser mig som hende den psykisk syge, så fortæller jeg det ikke. Jeg har mistet en rigtig god veninde. Det er trist, men en risiko jeg var villig til at tage.

Ellers har jeg dog rigtig gode erfaringer med at fortælle det til familie og venner. Jeg har gjort meget ud af at forklare dem det ikke er så farligt/ hvad det er og hvad jeg jeg forventer af dem. Mange synes det er ubehageligt, fordi de ikke ved hvordan de skal forholde sig til det. Det eneste jeg forventer af venner og familie er, at de forsøger at forstå det og husker at jeg jo stadig bare er mig. Jeg tænker ofte, at man får forskellige ting fra de forskellige venskaber. Nogen kan håndtere det bedre end andre.

Jeg synes egentlig slet ikke, at man behøver være åben omkring sin sygdom med mindre, det er noget man selv har lyst til eller at det har en betydelig relevans i den givne situation. For hvis skyld skal man være ærlig? Det er vel kun for en selv.

Jeg taler ikke rigtig om den diagnose jeg har, selvom det meste af min omgangskreds har kendskab og forståelse for psykiske sygdomme. Fortalte det lidt henkastet til min veninde, og hun sagde bare, at der så var nogle ting som gav mere mening for hende og spurgte ind til hvad diagnosen indebærer. Ellers er det ikke noget, der har påvirket forholdet.

Dog kan jeg ikke se, at det hjælper mig, at inddrage andre mindre nærtstående folk i det.Jeg blev engang rådet til at være åben om "min sygdom" under jobsøgning, så der evt. kunne tages hensyn til det. Det kommer jeg aldrig til at gøre. Risikoen for at blive sorteret fra eller set skævt til er for stor. Man vil netop ikke kendes, som personen som er psykisk syg, eller at alt skal handle om og forklares med, at man er syg.

Tak for Jeres svar. Det gør mig egentlig glad, at I alle synes det er okay at holde det privat. Der er jo meget fokus på, at være åben og ærlig om sine diagnoser, men man render jo heller ikke rundt og siger til alle, at ens blodtryk er for højt. Ikke helt sammenligneligt, men you get my point. Jeg ved ikke om man kommer fordommene til livs ved at vi alle går rundt og er åbne omkring det. Men jeg ved, at jeg har det bedst med ikke at sige det netop til folk, jeg tiltror fordomme.

Jeg har det sådan, at dem, jeg skal have noget sammen med - venskaber, svigerfamillie, arbejde osv - har jeg det bedst ved, at de kender mine 'vanskeligheder'. Jeg er sikker på, at forholdet til disse mennesker bliver bedre, hvis jeg ikke føler, at jeg går og skjuler noget. Omvendt, så er det selvfølgelig ikke det første jeg siger til kassedamen, hvis dankortet ikke virker.

Jeg tror på, at man skal gøre, præcis hvad man føler er bedste for én selv - præcis som hvis det var relevant i en eller anden sammenhæng at fortælle, at blodtrykket var for højt.

Det vigtigste må være, at man TØR stå frem, hvis man ellers har LYST. Hvad 'de andre' synes om én, har i mit verdensbillede altid været 'de andre's problem.

Alt er okay, hvis det er okay for dig.