Debatindlæg

Jeg hænger i telefonen og forsøger at samle tankerne om, hvordan jeg skal få sat ord på de tåger, der så vedholdende slører mit sind og gør mine tanker kolde, mørke og klamme. Bag mine øren sidder skyld og skam som to små dæmoner og forsøger at tale mig ud af den forestående samtale. "Det er bare noget pjat, op med humøret" og "Du er også bare til besvær, en pivskid, der ikke kan håndtere lidt modgang" og "Lægen vil bare sige, du skal tage dig sammen; alle er lidt nedtrykte en gang imellem" forsøger de ihærdigt. "Hvis du gør det her, bliver du nødt til at acceptere, du er svag! En belastning for dine børn og din kone!" trumfer skammen. Jeg ignorerer dem, det bedste jeg kan. Jeg ved, jeg har brug for hjælp til det her.

Den ellers så behagelige, sløve klavermusik i lægehusets telefonventeværelse ænser jeg knap. Men tonerne bliver jævnligt afbrudt af en melding om min plads i køen. "Du er i kø som nummer... 2", gentager damen venligt men monotont i det uendelige. "Tak for din tålmodighed" plejer hun at slutte hver opdatering af med.

Men i dag hører jeg det som "Tak for din sørgmodighed".

Min forskruede hjerne og mit dårlige øre samarbejder om at levere et lille lyspunkt af sort humor i en ellers humor- og humørforladt grød af en tilværelse, og mit indre trækker en anelse på smilebåndet.

Og så kommer jeg igennem og får brødebetynget fremmumlet en appel om hjælp.