Debatindlæg

Dette er noget jeg vil bare gerne dele med jer for at få lidt luft i mit hoved...Jeg er pt sygemeldt med udbrændthed og depression og er i medicinsk behandling. Jeg altid viste, at jeg har haft en turbulent barndom, og jeg tænker at dette kunne have været med til at trigge min sygdom. Jeg tænker virkelig meget på de grimme ting jeg oplevede i min barndom lige pt, da det føles, som om alle de negative og smertefulde oplevelser kommer væltende frem i mit sind og mine tanker, som efterfølgende påvirker mine følelser og humøret. Jeg har oplevet svigt fra især min mors side, hvor hun har været psykisk ustabil med voldsomme humørsvingninger samt alkohol misbrug. Jeg blev afvist både verbalt og fysisk, jeg viste aldrig hvornår ændrede hendes humør sig, hendes følelsesregister kunne svinger hele tiden og meget hurtigt, hun råbte ad mig, hun var tavs og ikke svarede, bare fordi jeg skulle straffes. Jeg var altid på vagt og prøvede at aflæse min mors humør og gjorde alt for at behage hende. Jeg har lært at holde mine følelser tæt ved mig. Jeg fik tit at vide som barn, at jeg duede ikke til noget, at jeg var dum, svag og irriterende, hun drillede mig og grinede af mig, når tingene ikke lykkedes for mig. Jeg var ofte alene med hende, da min far arbejdede meget, og jeg hadede det, derfor forsøgte jeg at være ude af hendes synsfelt så meget som muligt. Derfor legede jeg meget alene i haven, hvor jeg indrettede mig en stue og et soveværelse i buskagen som var min tryg base. Jeg oplevede tit tørst og sult, da hun lå i sengen fuld eller havde tømmermænd og jeg kunne ikke åbne køleskabet selv og spiste tør pasta osv og kunne ikke åbne på vandhanen. Jeg fik rigtig meget tæsk som barn, tit vidste jeg virkelig ikke, hvorfor skulle jeg straffes så meget. Jeg var bange for at være mig selv for så fik jeg bare tæsk. Jeg blev slået med alle mulige genstande, alt fra et bælt til ledninger. Det gjorde så ondt, og jeg fik at vide, "hvis du bare begynder at græde, så får du endnu mere tæsk". Tit fik at jeg at vide i forvejen, hvor mange slag fortjente jeg og skulle lægge mig ned på en sofa med bukserne ned og modtog de slag. Det var så svært at sluge denne fysiske og psykiske smerte for jeg ville så gerne græde og skrige, men dette fik jeg ikke lov til. Jeg stod tit i skammekrogen på mine knæ, hvor moren hældte nogle tørre ærter eller bønner på gulvet, og jeg skulle stå der i lang tid, fra et kvarterer til en halv time, så jeg kunne tænke over, hvordan jeg burde opføre mig. Tit tændte moren på en tegnefilm på tv og jeg kunne høre det, men måtte ikke kigge og nyde det. Da min mor var ædru, var hun til gengæld meget overbeskyttende og jeg fik ikke lov til noget som helst uden at hun skulle fortælle mig, hvor farligt det hele er og jeg har aldrig haft nogle venner som barn. Da min mor var psykisk ustabil og drak ret tit, provokerede hun min far hele tiden og beskyldte ham for alle de ting som var forkerte i hendes liv. Tit mistede faren sin tålmodighed og tæskede min mor...ofte virkelig voldsomt, tingene faldt ned fra skabene og gik i stykker, moren skreg og råbte, det var forfærdeligt...jeg stod der ved døren og kiggede og græd, og var bange for, at de slår hinanden ihjel. Jeg bed dem om at stoppe, men det gjorde de ikke..jeg kunne ikke sove og kunne ikke falde til ro i flere dage...og dette gentog sig igen og igen...
Der var mange mange grimme ting jeg oplevede som barn. Jeg voksede op og blev til en kvinde med et meget lavt selvværd, ingen selvtillid, skæv identitetsopfattelse, en som tør ikke at sige fra og behager alle, en, som prøver at have det hele under kontrol og har svært ved at tage imod andres følelser og viser mine egne følelser...og meget mere...hvordan skal jeg blive normal...kan jeg blive nogenlunde normal...?