Debatindlæg

Graviditet, amning og Fontex.

Jeg skriver i håb om, at der er nogle, der kan bruge min historie. Som privat person drage nytte af mine erfaringer, som professionel forske i det eller bruge sine kontakter.

Jeg er 31 år og for ca. 15 mdr. siden, fødte jeg min 2. søn efter en yderst sej graviditet. Min første søn blev født 5 år tidligere.Min første graviditet var heller ikke nogen dans på roser, men den er ikke noget at sammenligne med i forhold til den sidste. Jeg havde en super fødsel første gang, men der gik kun nogle få dage, før jeg fik beskeden, at min lille dreng var syg : Streptokokker i navl og urin. Stafylokokker i svælget. En maveinfektion el. virus samt en kraftig gulsot, der var ved at sætte nyrerne i stå. Det betød så, at blodtrykket steg op i risikogruppen for en blodprop. I et år levede vi med den risiko, og med en evig angst for at miste ham.

Set i bakspejlet har alt dette sygdom og angst givet mig en fødselsdepression/kraftig fødselsreaktion. Dette blev vi først klar over 4 år efter, da jeg blev gravid med vores 2. barn. Begge børn har været ønske børn og yderst planlagte. Jeg var dog længe i tvivl, om jeg ønskede barn nr. 2, for tænk hvis historien gentog sig!!

5 uger henne i min 2. graviditet startede mareridtet. Jeg kastede op, alt hvad jeg indtog. Hurtig tabte jeg 5 kg. Jeg fik daglige b-vitamininsprøjtninger for at give mig et skud energi, så jeg evt. kunne holde lidt mad i mig. Samtidig med fik jeg ca. 40 akupunkturbehandlinger hos en jordmoder, alt sammen uden effekt.

I uge 12+2 vågnede jeg op om natten, og hele min seng sejlede i blod. Da jeg satte mig på toilettet, lød der et blop, og vi var overbevidste om, at barnet var væk. Men en scanning viste, at der fortsat var masser af liv. Fra den nat af tvivlede jeg på, at vi nogensinde ville få det barn. Jeg blødte i ca. 5 uger.

Min angst for at miste dukkede op igen og fyldte hele mit liv. Jeg tænkte konstant på det kæmpe ansvar jeg havde, når jeg var mor – og det dobbelte ansvar ved at være mor for 2!! Jeg var overbevist om, at jeg aldrig ville klare det!!! Konstant løb jeg til læge og råbte om hjælp: ”Jeg var gæst i min egen krop”, sådan havde jeg det. Da jeg var ca. 25 uger henne, fik jeg at vide, at jeg havde en depression. 27 uger henne satte en psykiater mig på Fontex 20 mg. samt støttesamtaler. Derudover fik jeg lov til at tage 7½ mg. til 15 mg. Alopam, når min angst var værst (jeg har spist 90 mg Alopam i alt).

Mit store ønske var at komme til at amme, og jeg var ikke villig til at trappe ud af Fontex og få andet medicin, for jeg havde fået det så godt, så hellere droppe amningen. Så det blev undersøgt med Sundhedsministeriet, hvorvidt jeg måtte amme, og der blev givet grønt lys med beskeden om, at det statistisk var 1 ud af 10000 børn, der fik problemer med modermælken pga. amning og Fontex, så det var usandsynligt!.

Jeg fødte 3 uger før tid pga. svangerskabsforgiftning en rask dreng på 2900 g. og 50 cm. Efter 6 dage på hospitalet tog vi hjem. Jeg var rask nu, elskede mine 2 drenge (undskyld 3 inkl. min mand), og jeg ammede uden problemer. Sundhedsplejersken kom ofte, og det var en tryghed udenlige. Drengen var ikke søvnløs og havde ingen mærkbare bivirkninger.

Da han var 6 mdr., valgte jeg at trappe ned i amningen. Psykiateren havde sagt til mig, at det var vigtigt, at jeg ikke droppede amningen fra den ene dag til den anden. Så da jeg havde fået beskeden, at om 2 mdr. var der en dagplejeplads, valgte jeg at droppe 3 ud af 6 brystmåltider fra den ene dag til den anden, jeg stoppede jo ikke. Det var alligevel for brat. Så kom der en lang periode, hvor drengen ikke trives. Han sov ikke om natten. Kastede sig rundt og sagde underlige lyde. Han havde konstant feber – ca. 37.7 om morgnen og 38.4 når vi nåede aften. Han virkede hele tiden utilpas, ked, var stort set ikke interesseret i skemad og sov stort set ikke. Igen rendte jeg hos min læge konstant. Han undersøgte og undersøgte, tog blodprøver o.lign., men han fandt intet. Jeg fortalte endda om to drømme jeg havde haft, der begge handlede om, at min søn havde taget skade af min medicin. Lægen rystede på hovedet og benægtede,det kunne ikke pludselig være det og statistikken sagde jo, at kun 1 ud af 10000 ville blive ramt af problemer.

Efter hånden havde problemet stået på i 3 mdr. og der var ingen ændringer sket. Vi sov ikke, og da jeg var begyndt at arbejde efter endt orlov, kunne jeg ikke længere klare mig med 2 timers natlig søvn. Grædende afleverede jeg mit barn til lægen med beskeden om, at jeg ikke gik derfra, før han havde gjort noget. Min søn var ikke OK!!! Vi blev indlagt. Den første besked vi fik var, om jeg var sikker på, at JEG var rask. Ja, Ja, Ja. En gang depressiv er ikke ensbetydende med altid depressiv. Vi blev indlagt til observation. På 4. dagen var det ved at være nok – hvem observerede de – ham el. mig! Der skete intet og jeg bankede i bordet.

Samme nat ville skæbnen, at han virkelige havde en urolig nat, og langt om længe var der en sygeplejerske, der kunne sætte det rigtige ord på : ”Han er søvnløs”!! Nu gik det stærkt. Han var 10 mdr. og fik stadig 3 brystmåltider og nogle gange flere, fordi han var så ked. Brystet blev straks taget fra ham, for efter en snak med nogle eksperter i bivirkninger, var der ikke den store tvivl mere, vi var nummer 10000, vores dreng havde abstinenser pga. Fontex –men vi fik ingen medalje :-( Han blev sat på Fenimal i en uge. Og trods min råben op om, at det da måtte gå galt, for det ville han da også få abstinenser af, blev jeg endnu en gang ikke hørt, for statistikken sagde noget andet. Det gik galt. Efter 1½ døgn uden Fenimal, måtte han på den igen. Denne gang fik vi lov at trappe langsom ud, over 1½ mdr. Først der faldt hans temperatur til det normale og vi fik vores glade dreng igen.

Vi er overbeviste om, at grunden til at han i dag har så lavt et immunforsvar, er at han havde abstinenser så længe, at de har noget at smadre det – men statistikken siger nok noget andet :-) Han har ikke haft mange raske dage siden slutningen af juni. Først 3 dagsfeber (det tager 14 dage – trods navnet), så mellemørebetændelse 3 gange, bronkitis, forkølelse, falsk strubehoste, ofte 40 i feber, svamp mm. Han har endnu ikke at prøvet at være en hel uge i dagpleje uden sygefravær.

Havde lægevidenskaben ikke hængt sig i statistikker, men lyttet til os, undersøgt tingene til bunds, kunne det være, at verdenen havde set anderledes ud for os i dag. Det er ingen bebrejdelse, for vi tror det var deres uvidenhed, der gjorde at de ikke var opmærksomme nok. Vi er glade for, at vi har en løveunge, der bare kæmper og udvikler sig normalt, på trods af alt sygdom.

For at slå en krølle på halen af denne historie, kan jeg lige fortælle, at min veninde og hendes snart 3 mdr. gamle datter måske er nr. 2 ud af 20000. Min veninde har spist 20 mg. Fontex (dagligt) i hele graviditeten, og fik en velskabt pige på 3800 g. og 54 cm. Amningen fik hun aldrig op at køre, og da de en uge efter fødslen kom hjem, var det med en søvnløs pige med svedeture, rysteture, mistrivsel, opkast og mareridt/ skrige ture så snart hun bare faldt lidt hen. 5 uger gammel var pigen, da de blev indlagt, og fik beskeden : ”Vi kan ikke udelukke, at hun har haft abstinenser – men sandsynligheden er ikke ret stor i flg. statistikken”.

Kære eksperter, hvornår bliver vi andet en statistikker? Hvornår bliver der lyttet på os, og hvornår tør I handle, ud fra det I hører, og ikke det i kan læse i tørre tal? Hvem sørger for at mine erfaringer gives videre? Jeg håber, at efter min læge har taget kontakt til min tidligere psykiater, at hun mente det, da hun sagde, at hun ville forske i dette!!

Og til dig kære søn : Du har haft en rask mor, der valgte at amme dig, ud fra den faglige rådgivning hun havde fået. Det har været en skøn tid, men jeg kan se på dig, at prisen har været høj. Jeg er i tvivl, om det har været det værd, men havde jeg valgt ikke at amme, var abstinenserne sikkert kommet alligevel - bare før. Bare jeg havde fået bedre rådgivning om udtrapningen, bare nogle havde vist mere. Jeg håber du tilgiver mig og ved, at jeg vil dig det bedste elskede!!

Kærligst Mor - KK