Debatindlæg

Jeg havde en dyb depression og var indlagt og kom i medicinsk behandling. Blev fulgt af distriktspsykiatrien og blev afsluttet derfra i 2008. Jeg fik dengang besked på at jeg skulle være i forebyggende behandling resten af livet. Jeg fik dengang 60 mg cymbalta, 200 mg lamitrogen, 50 mg seroquel og 7,5 mg imovane dagligt. Med min egen læge som støtte får jeg nu 60 mg cymbalta 4 gange om ugen og 30 mg 3 gange. Længere ned kunne jeg ej komme. Lamitrogenen er uændret. 25 mg seroquel og 3,75 mg imovane fungerer fint og jeg er stabil. Nu er vi flyttet og min nuværende praktiserende læge vil ikke udskrive imozop mere. Jeg gik så i gang med nedtrapning over 14 uger. Efter 7 uger begyndte min nattesøvn at blive forstyrret og derfor en hverdag der ej kan fungere. Min læge udskrev så allergimedicin mod søvnbesvær med nogen virkning men ej helt effektiv. Efter et besøg i dag ville/turde hun ej gøre noget og henviste mig til psykiater!!! Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tænke om det. Jeg er jo klar over at sovemedicin er vanedannende. Min forhenværende læge sagde at så lille en dosis ej kunne gøre nogen skade eller være til fare for trafiksikkerheden. Når jeg var velfungerende og stabil syntes han ikke at der skulle ændres på noget der fungerede. Jeg var enig for depressionen har sat dybe ar i mig. Jeg er skrækslagen for at skulle i kontakt med psykiater igen og at han skal ændre på min behandling. Jeg tænker det er spild af ressourcer. Er jeg totalt urimelig?? Jeg er ej depressiv men naturligvis påvirket af dårlig nattesøvn som påvirker hverdagen.