Debatindlæg

Hej.
Jeg er ikke vant til at starte min egen debat, så jeg er hverken sikker på hvordan, hvor eller om jeg overhovedet burde gøre det. Men jeg tror, at jeg har brug for at komme ud med det her så godt som jeg nu kan.

Jeg er en 18 årig pige, med 19 skoledage tilbage af 3.g på STX, længe ventet. Jeg har døjet med højt fravær og lave karakterer lige siden jeg startede, simpelthen fordi jeg aldrig oprigtigt har været glad for at gå på min skole. Jeg kan ikke holde ud at skulle overbevise folk om mit værd hele tiden, så det har jeg som sådan faktisk bare ikke gjort.
Men jeg havde alligevel tænkt tanken, at i 3.g ville jeg vise dem alle sammen, at jeg ikke er så uduelig som jeg ser ud. Men på det sidste er det virkelig bare gået ned ad bakke. Jeg er ikke helt klar over hvor længe jeg har haft det sådan her. Jeg husker at have nævnt det for nogle venner, halvt i sjov, ''åh hvor er jeg bare deprimeret for tiden'', men indenfor de sidste par dage er jeg blevet i tvivl om hvorvidt jeg måske har ment det dybt alvorligt. Jeg oplever ikke rigtig følelsen af glæde mere, hvis jeg overhovedet oplever følelsen af noget, jeg kan nok bedst beskrive det som en konstant 'nå-følelse', som altså ikke rigtig rører mig.
Jeg er træt, umotiveret og ukoncentreret. Jeg vil aller helst ligge i sengen og se film hele dagen, men samtidig irriterer det mig, at jeg ikke laver noget. Jeg føler mig ikke rigtig til stede nogen steder, og selvom jeg som person generelt er utrolig introvert, så føler jeg mig langt oftere mere stille og indelukket, end jeg plejer.

Jeg føler at min omgangskreds forværrer mit selvværd, for selvom, at jeg som udgangspunkt virkelig holder af mig selv og er stolt af hvem og hvad jeg er, så føler jeg at de bevidst prøver at fratage mig min selvtillid, nok uden at vide i hvor stor grad det faktisk påvirker mig. Jeg ved ikke helt om det giver mening, men jeg prøver mit bedste.

Jeg føler mig deprimeret, og jeg vil mene at jeg faktisk har det enormt dårligt for tiden, præget af 'symptomer' jeg har oplevet flere gange, men aldrig så længe som nu. Men jeg føler mig ikke syg, selvmordstruet eller håbløs, jeg føler mig ganske enkelt bare ikke glad, jeg føler i det hele taget ikke så meget. Det er ikke noget der som sådan forhindrer mig i at komme igennem de nødvendige ting i min hverdag, såsom min skolegang, men jeg mener også, at jeg burde være i stand til at nyde min hverdag, og det gør jeg ikke længere.

Jeg er generelt dårlig til at opsøge hjælp, da jeg ofte mener, at jeg klarer mig bedre uden. Men i øjeblikket er jeg i tvivl om hvad jeg skal stille op med det her, og jeg vil utrolig gerne høre jeres tanker.