Debatindlæg

Nu har han netop gjort tilsvarende, dog værre, da han er i tvivl, om han overhovedet kan være sammen med mig og ville have sin nøgle tilbage straks. Han ville have noget fred og kunne ikke have en kæreste. Vi havde lige inden haft nogle hyggelige dage. Dog var han en smule køligere om eftermiddagen, men da jeg gjorde ham opmærksom på det, var han meget kærlig. Vi skiltes, da han skulle til middag med nogle venner. Han ringer som aftalt på vejen hjem derfra, men siger hurtigt, at han ikke kan være sammen med nogen pige. Han er forvirret og har brug for tid alene, savner sin ekskæreste og er bekymret for hende (hun er åbenbart også syg og har det svært efter bruddet, de var sammen i 2 år og slog op for ca. 5 mdr. siden). De har kommunikeret fra starten af vores møde. Først tog han ikke telefonen, når hun ringede (påstod han ikke ville tale med hende), derefter medgav han, at de sommetider snakkede som venner. Den aften han slog op, havde han talt med hende, og hun havde brug for hans hjælp samtidig med, at han er presset af noget arbejde (han arbejder ikke, når vi er sammen selv om jeg har opfordret ham til det). Jeg tog igen op til ham, da det jo kom som et lyn fra en klar himmel. Denne gang var han ikke til at hugge eller stikke i. Jeg tog i byen (måden jeg reagerer, når en kæreste gør mig ondt) og mødte desværre op hos ham på vejen hjem (jeg går i panik, når noget sådant sker, da jeg bliver meget ked af det, når nogen forlader mig, ja jeg bliver faktisk desperat og må forsøge at løse situationen med det samme). Det virkede selvfølgelig heller ikke. Dog ville han gerne have haft mig med ind i soveværelset inden jeg gik. Faktisk gik det så galt for mig den weekend, at jeg måtte indlægges. Havde håbet han ville komme og besøge mig, men ville ikke engang tale med mig i telefonen selv om, han havde sagt, at vi bare kunne være venner.
I dag opsøgte jeg ham så igen, da jeg ville se, hvordan han ville reagere på at se mig (frygtede, at han slet ikke ville se mig), men han ville godt mødes. Han var meget mere kold, end han plejer (fik dog et knus og et kys på kinden), sagde kort tid efter, at han savnede mig, men at han ikke kunne love noget, men blev i løbet af et par timer ligeså kærlig, som han plejer, og sagde, at han elskede mig og ikke ville miste mig. Vi kyssede og holdt om hinanden og han ville mere, men det ville jeg ikke, når sagen var uafklaret. Da vi havde rejst os var han igen mere kold (så på ½ time gik han fra at virke som om, han ville være sammen med mig til ikke at ville). Da vi mødtes i dag, ville han heller ikke rigtig være alene med mig og snakkede meget med andre mennesker, hvor jeg jo ønskede alenetid at tale i, det fik jeg først senere på dagen.
Nu sidder jeg så og venter på et svar. Havde sagt at han måske ville ringe i aften, men det sker ikke, måske i morgen, men det sker måske heller ikke. Ham som plejede at ringe kærligt til mig mindst 3 gange om dagen. Er bange for enten ikke at høre fra ham, eller at det bliver en træls besked. Virker som om det er svært for ham at give dårlige beskeder ”face to face”.
Han sagde, at det var en blanding af forvirring og mit alkoholforbrug, der gjorde udslaget, og at han skulle passe sit arbejde og kunne ikke have en kæreste lige nu. Han har dog stadig god tid til vennerne, hvor han før ofte valgte mig. Jeg har lovet ham, at få styr på alkoholen og accepteret, at han hjælper ekskæresten, hvis der ikke er noget mellem dem.
Er der noget jeg kan gøre, eller skal jeg lade ham være i fred? Ved godt, at det lyder som et ufornuftigt forhold, men jeg kan ikke undvære ham. Er det hans sygdom, der gør, at han kan skifte så pludseligt (mener han ikke helt selv, siger bare at han er ”fucked up” i hovedet), eller skulle jeg have gjort noget anderledes?
Han har fået en vigtig kunstopgave, som han fortæller vidt og bredt om. Er det blevet hans nye ”drug” i stedet for mig?
Ved godt det er en lang smøre, men det fylder utrolig meget for mig, da jeg er meget sårbar og er bange for at