Erfaringer med specialeskrivning?
Written by
Zarathustra
31. jul 2017 11:29
Jeg har oplevet nogle ret svære ting i min barndom og senere i mit liv, som jeg mener er årsag til, at jeg får nogle dårlige perioder med angst og depressive symptomer. Jeg har sådan set altid levet med disse "dårlige perioder" og har mange gange opsøgt behandling for traumer m.m. Lige nu er jeg ved at skrive speciale på en længere videregående uddannelse, og jeg synes, at det er ekstremt svært at skrive specialet. Ikke blot fordi det fagligt set er en kæmpe opgave, men fordi den manglende struktur i hverdagen og den meget lange proces (skal skrive ca. 60 sider) harmonerer meget dårligt med angst- og depressionssymptomer. Det er eksempelvis svært for mig at stå op og komme ud af døren, da jeg ikke har nogen, der venter på mig, men blot skal ud for at sidde alene en hel dag. Desuden betyder mine angstsymptomer (måske kommer de også af frygten for specialet), at jeg har meget svært ved at koncentrere mig og slappe af i processen og hele tiden bekymrer mig om det hele på én gang. Jeg har forsøgt forskellige typer medicin, herunder fluanxol mite og zyban. Fluanxol mite gjorde desværre, at jeg tog på og blev mere nedtrykt (men havde ikke så meget angst), mens zyban virkede godt på symptomerne, men ødelagde min nattesøvn fuldkommen. Jeg har nu brugt ca. et halvt år på specialet og er faktisk ikke kommet særlig langt. Jeg har kun fundet et emne og teori. Det skal siges, at jeg har haft et andet fag ved siden af. Det føles pinligt at måtte sige til venner og specialevejleder, at jeg ikke er kommet længere. På den ene side har jeg lyst til at fortælle min vejleder, hvad der ligger til grund for, at jeg har det svært - nok mest for min egen skyld, da jeg ellers føler, at han dømmer mig. Jeg bliver også nødt til at søge dispensation tror jeg. Jeg overvejer meget at få en plads på en socialt specialekontor, hvor man betaler hver måned og til gengæld spiser frokost sammen m.m. Det ville være dejligt at have nogen, der forventer at man kommer, samtidig med, at man har en social specialedag hver dag. Er der andre, der har erfaring med specialeskrivning og angst/depression eller andet? Hvad gjorde I? Under alle omstændigheder kunne det være rart at have andre at tale med om det.
Mine erfaringer
Written by
irsten
3. aug 2017 10:25
Hej Zarathustra
Jeg har været i samme situation, og selv om jeg nu er en ældre dame, mener jeg, at mine erfaringer godt kan bruges stadigvæk.
Først og fremmest vil jeg sige, at i min studentertid var det stort set alle, der sad fast i ”specialesumpen”. Ikke alle var ramt lige hårdt, selvfølgelig, men det var ikke ualmindeligt, at folk brugte 2 eller flere år på at skrive speciale.
Nu om dage er der jo mere fokus på, at de studerende skal blive færdige med deres studier. Jeg kan ikke rigtig afgøre, om det er en fordel eller en ulempe.
Jeg har ligesom du nogle traumatiske ting fra barndommen at bære på – noget, som ganske rigtigt kan gøre det sværere at sidde alene og arbejde, uden at have struktur på hverdagen. Depressioner har jeg også haft virkelig mange af, men angst har jeg stort set ikke lidt af.
Jeg var alenemor til et barn, og det gav jo struktur på hverdagen, fordi jeg var nødt til at arbejde på specialet, når barnet var i daginstitution, eller når det sov. Jeg synes, at det lyder som en god ide, hvis du kan finde et arbejdsfællesskab, der kan hjælpe med til at give struktur på dagen.
Jeg var meget påpasselig med at overholde mine arbejdstider og ikke f.eks. lige tage en klatvask eller andet forefaldende husarbejde. Og det skete jo, at jeg havde det skidt, måske fordi jeg havde sovet dårligt om natten. Og da var det vigtigt at holde fast i, at der skulle arbejdes om dagen. Der var jo forskellige typer af læsestof, og noget var lettere at gå til end andet. Så hvis jeg havde det skidt, arbejdede jeg alligevel, men med noget lettilgængeligt.
Jeg blev medlem af en gruppe af kvindelige studerende, der alle sammen skrev speciale, og alle havde en eller anden form for psykiske vanskeligheder. Jeg fandt gruppen via Studenterrådgivningen, som vel stadig må findes. Jeg skriver det, fordi jeg tror, at det er vigtigt, at alle er på nogenlunde lige fod, hvis du vil finde et arbejdsfællesskab. Det nytter ikke, hvis der er nogle i gruppen, der stryger lige igennem specialeskrivningen uden problemer. Så vil man bare gå og måle sig med dem. Man skal helst have nogenlunde ens betingelser.
Men i øvrigt kan man godt have glæde af erfaringer fra mennesker, der kan skrive et speciale på ingen tid! Jeg havde en bekendt, som blev ved med at sige, at det ikke var guder eller overmennesker, der skrev speciale! Det er ganske almindelige mennesker. At skrive et speciale er et arbejde ligesom så meget andet. Man begynder på det, tager lidt ad gangen, og en dag er man færdig! Denne bekendt skrev sit speciale på meget kort tid, men fik nu ikke nogen særlig god karakter. Jeg har senere hjulpet specialestuderende, f.eks. med korrekturlæsning, og jeg plejede gerne at stille dem spørgsmålet: ”Skal I være professorer, eller skal I være færdige?” Alle var de enige om, at man ikke skulle stræbe for meget, men se at blive færdig.
I øvrigt får din vejleder jo løn for at vejlede dig. Det betyder, at man nok ikke skal være så bekymret for, om man lever op til vejlederens forventninger. Man kan snarere kræve noget af vejlederen. Min vejleder spurgte på et tidspunkt, om jeg ønskede, at han ”gav mig noget for”, og det sagde jeg ja til. Han fandt nogle titler, jeg skulle læse, og disse bøger var inspirerende. Og til sidst foreslog han en titel, som jeg blev vældig glad for. Så måske kan du få vejlederen til at involvere sig mere.
I øvrigt ville jeg ikke sige noget til vejlederen om de psykiske vanskeligheder. Jeg gjorde ikke!
Til sidst fik jeg en dato for aflevering, og det satte virkelig skub i mig. Jeg havde travlt, men jeg nåede det.
Held og lykke med det.
Irsten