Debatindlæg

Debatforum:  Mine tanker

Historie

Written by triptrap123 31. dec 2017 14:54

Hej!

Tak til dem som tager sig tid til at læse mit indlæg.

Jeg er en ung mang på nu 30 år. Jeg har i 29 år været en livsglad person uden de store bekymringer i hverdagen og livet. Jeg har altid været en spasmager og generelt været glad for livet og hvad der tilhører.
Her følger en lidt usædvanlig historie:
I marts 2016 møder jeg en pige igennem et dating app. Hun er mere stille end de piger jeg tidligere har datet, men der opstår hurtigt følelser mellem os. Jeg bliver nok en smule forelsket og jeg husker at have tænkt at hende kunne jeg godt blive kærester med.
Jeg kan aldrig helt blive klog på hvad hun føler for mig og hun er til tider svær at læse. Jeg tror dog også hun er glad for mig. I sommeren 2016 går det dog lidt galt til en koncert vi begge er til. Jeg husker at jeg glæder mig til at skal møde hende der, men da vi endelig mødes er hun mut og virker sur/arrogant. Hun virker ikke til være i så godt humør. Vi går lidt til og fra hinandens venneflok i løbet af aftenen og til sidste går vi hjem for at sove hos hende.
Næsten morgen fortsætter den lidt mærkelige opførsel. Jeg ved ikke om det er fordi hun er usikker på os, eller vil vide hvor hun har mig. Hun prøver i hvert fald ihærdigt at få en reaktion ud af mig flere gange hvor jeg til sidst bliver sur og går min vej ud af hendes lejlighed. Jeg har senere på dagen besluttet mig for at det ikke skal være os. Hun kontakter mig et par dage senere og undskylder hende opførsel og gør udtryk for at hun har fucket godt og grundigt op. Jeg tager over og snakker med hende og hun får mig overbevist om at hun ikke ønsker det skal stoppe.

Alt er godt indtil august måned 2016 hvor jeg bare kan mærke at vi ikke er ”meant to be”. Jeg gør det forbi og er egentligt lidt lettet til at starte med. Jeg kan bedst beskrive det som om at hendes opførsel og reaktioner er lidt giftige for mit hoved. Jeg kunne mærke hun gerne ville gøre mig jaloux til tider og skabe unødvendigt drama. Noget jeg ikke har oplevet i den grad hos en pige før.
Jeg har det godt, men efter en måned får jeg en længsel efter hende. Jeg følger mig ensom og fortryder at jeg har gjort det forbi og beslutter mig for at få hende tilbage, fordi der må der kunne arbejdes på sådan et forhold. Jeg skriver til hende og får hende overbevist om at vi skal snakke sammen. Jeg undskylder og vi får snakket ud. Dagen efter har vi sex og jeg kan hurtigt mærke at alt ikke er som det skal være. Jeg kan bedst beskrive det som om jeg går lidt i panik mens vi ligger i min seng og snakker. Jeg får nok et mindre angstanfald. Jeg fortæller hende at jeg ikke kan alligevel og hun bliver naturligvis vred og går fra min lejlighed. VI snakker ikke sammen efter det og jeg føler mig som en kæmpe idiot der har udnyttet hende pga. Min egen ensomhed. Jeg ved dog samtidigt på dette tidspunkt at vi ikke skal være sammen, men det er mig selv jeg skal arbejde med.
To-tre måneder senere får jeg en besked fra hendes veninde på facebook, som skriver til mig at hun er meget ked af det og mest af alt bare har brug for mig i hendes liv. Så hvis jeg vil hende skal jeg tage kontakt til hende igen. Jeg skal den efterfølgende aften over til hende og husker at jeg ligger i min lejlighed med en kæmpe knude i maven. Jeg ved det ikke er rigtigt, men jeg vælger at ignorerer mine egne signaler og går over til hende, da min ensomhed har større magt end hvad der dybest set føles rigtigt hos mig selv. Vi snakker om aftenen hos hende selvom det er voldsomt for os begge. Hun har noget kørende med en ny fyr, men ikke noget der skal være noget iflg. Hende. Dagen efter ringer hun og vi begynder hurtigt at blive kærester igen.

Jeg får det gravist bedre, men i takt med jeg får det bedre kan jeg jo også mærke det er en fejltalelse. I Januar 2017 gør jeg det så forbi igen. Jeg kæmper efterfølgende meget med dårlig samvittighed over det jeg har trukket hende igennem for at jeg kunne få det godt. Jeg har brugt hende som medicin til at have det godt. Jeg skælder mig selv me

fortsat

Written by triptrap123 31. dec 2017 14:55

Jeg skælder mig selv meget udover det og i februar i år bryder jeg fuldstændigt sammen hjemme hos mine forældre. Jeg tænker på hende konstant og om hun er kommet videre. Jeg bliver jaloux hvilket jeg ikke har været tidligere i mit liv.
Jeg må efterfølgende sygemelde mig fra mit arbejde da jeg ikke hænger sammen i mit hoved. Jeg får angstanfald om morgenen og kaster op pga. Tankemylder i mit hoved. Jeg får angstandfald når jeg går over for at handle ind. Angst for at møde hende og angst for ikke at møde hende. Jeg går med en konstant trykken for brystet. Jeg spiser ikke i måneder og taber mig drastisk. Jeg får kontaktet en psykolog som jeg går til henover februar, marts, april, maj. Dog får jeg det ikke gravist bedre og jeg kontakter min læge i april måned i år. Han udskriver hurtigt en recept til mig på noget antidepressiv medicin. Jeg får at vide jeg har udslag på middel- til svær depression ud fra nogle krydser i en test han har på hans computer. Jeg bliver meget ked af det og det samme gør mine forældre. Min psykolog på daværende tidspunkt mener ikke det er rigtigt for mig at tage medicinen, hvilket jeg heller ikke er meget for selv, da jeg er typen der aldrig har spist medicin. Nærmest ikke engang en panodil når jeg har haft influenza. Jeg vælger ikke at starte på medicinen.
I maj måned i år har jeg det mange dage meget dårligt. Jeg har mistet alt livsglæde og min tanker kredser kun om hende og hvad hun laver og hvem hun er sammen med. Jeg har svært ved selv det mest simple gøremål i hverdagen.

I midt maj går jeg rundt i en konstant tåge som jeg husker det. Jeg har aldrig før været så meget ved siden af mig selv som her. Jeg har mistet alt livsglæde og har mest af alt ikke lyst til at være til. Jeg gør et deperat forsøg og kontakter hende IGEN. Hun svarer mig og virker meget overrasket over hvor langt jeg er kommet ud. Også mit drastiske vægttab. Hun indvilger i at hjælpe mig på ret køl, hvilket jeg stadig er overrasket over den dag i dag, at hun ville. Jeg kan begynde at se lys for tunnellen og vi bliver hurtigt tætte igen da det altid har været ekstremt fysisk tiltrækning mellem os. Mere end jeg nogensinde har haft med en pige før.

Henover sommeren 2017 får jeg det igen gradvist bedre og vi har det okay sammen. Jeg får et angstanfald da det går op for mig hvad jeg har gjort. Jeg har fået hende tilbage. Igen. Jeg tvinger mig selv til at være i det, selvom jeg godt ved det ikke er rigtigt. For min egen skyld og for hendes skyld, da jeg jo har trukket hende igennem alt dette. Hun virker jo også glad når vi er sammen. Jeg har det fint igen, og midt september gør jeg det forbi mellem os igen. Jeg kæmper igen med ekstremt dårlig samvittighed overfor det jeg har gjort mod hende og skælder mig selv ud dagligt. Jeg bander og svovler over at jeg ikke bare kunne være i det med hende og vi kunne blive gift og få børn og alt det der. Dog ved jeg godt det aldrig kommer til at ske når jeg er ved mine fulde fem.

Nu sidder jeg her lige før nytårsaften og er lidt på vej ned ad samme vej igen. Julen har været svær og nytårsaften er mest af alt noget jeg skal have overstået. Jeg tænker på hende meget af mine vågne timer og sågar når jeg sover. Mange nætter drømmer jeg om hende at jeg trøster hende og vi er sammen og alt er godt. Vi har sågar sex sammen i mine drømme. Nogle gange er de så virkeligstro, at jeg bruger de første par minutter på at finde ud af hvad der er virkelighed og hvad der ikke er. Min mor ved det godt og er meget ked af jeg stadig sidder fast i dette. Jeg græder nogle dage og er generelt meget trist og føler mig meget ensom. Min familie bor to timers kørsel fra hvor jeg bor. Jeg ved godt vi ikke skal være sammen og jeg kan på ingen måder udsætte hende for mere af samme skuffe hvis jeg nogensinde skal kunne se mig selv i øjenene igen.

Jeg ved godt jeg er kommet totalt ud af balance og jeg har prøvet at ignorere mine egne signaler. Jeg vil bare gerne komme videre med mit liv og have livsglæden igen.

ER

fortsat 2

Written by triptrap123 31. dec 2017 14:55

ER der nogen der har erfaringer med at være besat af en person på denne måde og evt. Nogen der ved hvordan man kommer videre? Jeg syntes nogle dage at det virker som en umulig opgave at få hende ud af mit hoved. Og tanken om at det kan komme til at tage år gør mig ked af det og får mig lyst til at opgive. Jeg ved godt at min tristhed og ensomhed forværre det hele.

Jeg håber der er nogen der har nogle gode råd at dele ud af.
Tak fordi i tog jer tid til at læse mit indlæg og jeg uddyber gerne hvis der er afsnit der ikke virker klare.

Vh A

input og link

Written by Skovtrolden 1. jan 2018 17:12

Der er mange psykologiske teorier omkring hvem vi forelsker os i og hvorfor osv.

Sådan rent "lavpraktisk" tror jeg det bedste ville være enten helt at stoppe med at have kontakt (som i al kontakt), eller at forsøge at være sammen og fx finde noget samtaleterapi så I kan finde en bedre og mere holdbar måde at være sammen på.

Det dér med at gå frem og tilbage, er jo at holde såret åbent.
Men det er selvfølgelig svært når muligheden åbenbart er der, måske ville det være "lettere" for dig at komme videre, hvis hun var helt afvisende, sådan en halvlukket/halvåben dør fra begge parter, kræver ret meget ligevægt følelsesmæssigt for at kunne fungere tror jeg.

Måske kan du få nogle gode input ved at læse denne artikkel, jeg synes selv den er super god og giver mange rigtig gode indfaldsvinkler til det med forelskelse og hvorfor det ofte er så kompliceret.
Her vil du måske også kunne finde nogle mulige svar på, hvorfor det er så svært for dig henholdsvist at komme videre fra hende og at være sammen med hende.

https://www.zetland.dk/historie/s8DP2KZk-ae2KvJdE-22eb1

Tak

Written by triptrap123 1. jan 2018 19:07

Hej Skovtrolden.

Tak for dine input og dine links. Det var rigtig god læsning, som fik mig til at tænke over nogle ting.

Det har helt sikkert holdt såret åbent, at der var en mulighed for at finde sammen igen. Det tror jeg dog ikke der er nu og jeg er selv mest interesseret i at komme videre med mit liv. Dog er hun i mine tanker meget af min tid som gør mig trist og smådeprimeret. Jeg kan mærke at jeg får fred når jeg virkelig fordyber mig i ting. HAr travlt på job, spiller et spil der kræver meget tænkning osv. Dog føler jeg der er meget lang vej igen før jeg kan se mig fri fra hende i mine tanker.

vh A