En hverdag med depression
Written by
Miabitten
19. jan 2018 10:51
Jeg har en depression
Forstil dig en hverdag, hvor troen på dig selv og dine omgivelser - forsvinder. Forstil dig, at alt det du kender forandres med ét. Sådan var det for mig. Troen på at jeg kunne udføre mit arbejde på normale vilkår - forsvandt. Troen på at andre havde tillid til mig – forsvandt. Følelsen af at være god nok – forsvandt. Mit liv ændrede sig pludseligt.
Jeg havde ikke længere noget overskud, jeg var træt og kunne ikke huske noget. At udføre almindelige hverdagsting, som at handle ind, virkede pludselig som noget fuldstændigt uopnåeligt. Men det værste af det hele, var processen med at indse, at noget var galt. Jeg var ikke længere som jeg plejede. Alt var forandret.
Jeg har et job, der kræver ansvar, selvstændighed og autoritet. 3 vigtige faktorer, som pludselig ikke længere var til stede i mig. Jeg var vant til at hjælpe andre i svære situationer og pludselig stod jeg selv midt i det. Midt i en verden jeg ikke længere kendte som før. Hvem var jeg? hvad skulle jeg nu? vender jeg tilbage igen? Alt var uvist - alt var forandret.
Jeg tog et stort skridt og tog til lægen. Her blev det meget klart, at jeg var blevet ramt af en belastningsreaktion, som viste sig som en depression. Lægen tilbød mig piller. Piller?! – Var jeg pludselig hel tosset? Jeg kunne ikke rumme det, men jeg takkede ja og startede på pillerne. Den første uge var den værste. Jeg levede kun i min seng og i min morgenkåbe. Jeg tog først tøj på, når min datter kom hjem fra skole, for hun skulle ikke mærkes af det.
Jeg begynder så småt at vende tilbage til jobbet - Lige så langsomt. Jeg har et ønske og en forestilling om, at dette bare er en kort periode og jeg skal nok komme tilbage på fuldtid, hvilket jeg også oplyser mine ledere om. Jeg kæmper hver dag og der bliver flere og flere dage, hvor jeg ikke kan komme afsted på jobbet. Jeg bliver ligeledes mere og mere fysisk syg, hvilket giver flere sygedage. Jeg kontakter min læge igen, han oplyser at det er normalt at hele kroppen er i dvale, når man har en depression. Jeg forsætter med at være trist. Kampen forsætter stadig.
Nogle dage er lysere end andre og nogen gange er det en hel uge, men depressionen lægger der hele tiden og banker på.
Jeg forsøger hele vejen igennem, at være ærlig omkring min situation – Jeg nægter at det skal være et tabu! Men jeg rammes af flovhed. Jeg begynder at føle, at alt drejer sig om depressionen og ikke mig som person.
Jeg er heldig. Jeg har en bred skare af venner og familie, som alle gør deres bedste for at hjælpe mig og støtte mig, men det er ikke nemt. Depression rammer ikke kun den med diagnosen, men også alle omkring dem, familie, venner og arbejde.
Mit forløb har stået på ca. siden juli 2017 og nu er vi i januar 2018. Jeg er ramt i den grad ramt. Jeg er sårbar og skrøbelig. Jeg er stadig ikke den kvinde, jeg kender mig selv til at være. Tag ikke fejl! Jeg elsker stadig, jeg griner, smiler og snakker. Men jeg kæmper hver dag, for at kunne dette.
Jeg har nu oplevet at få et angstanfald. Et angstanfald, der har gjort stort indtryk på mig. Det føltes som et bredt bælte omkring mit bryst, som bare blev strammet og strammet og strammet, jeg fik voldsomme mavesmerter og jeg kunne ikke rigtig trække vejret hverken ind eller ud. Jeg bliver bange. Jeg er stadig bange, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre og tænk hvis det kommer igen.
Depressionen har mange følger med sig. Jeg kan ikke klare for meget støj omkring mig, for mange mennesker eller ting der ikke går som planlagt. Jeg kan ikke tage spontane beslutninger, da jeg bliver forvirret og usikker.
Jeg ved at der er andre der har det som mig. Der er flere og flere i mit nærmiljø, der fortæller om egen erfaring eller en de kender osv. Men vi alle er forskellige og vores reaktionsmønster er lige sådan. Jeg prøver, at bevare troen på at det nok skal blive bedre, men hvordan vejen derhen skal se ud, ved jeg ikke.
Lad os sammen bryde tabuet og lad os sammen snakke åbent om de udfor
Et svar
Written by
irsten
20. jan 2018 11:00
Hej Miabitten
Tak, fordi du deler dine erfaringer med os andre.
Jeg er en ældre kvinde, der gennem det meste af mit voksne liv har haft mange svære depressioner. Jeg kan genkende de fleste af de ting, du skriver om, hvordan en depression føles. Imidlertid har du ganske ret, når du skriver, at vi alle er forskellige, og at vi reagerer forskelligt.
Det er også min erfaring, at der findes forskellige typer af depression. Selv har jeg haft den form, som psykiaterne kalder melankoliform depression, og jeg kunne godt have mistanke om, at du har samme type, eftersom det, du oplever, i høj grad ligner, hvad jeg genkender.
Nu ved jeg ikke rigtig, hvad det er, du vil med dit indlæg, for du er jo blevet afbrudt og har ikke fået det hele med. Jeg kan se, at du gerne vil bryde tabuet omkring depression og ønsker, at man skal kunne snakke åbent om de udfordringer, vi har. Du beder sådan set ikke om råd fra andre, der har gennemlevet depressioner. Alligevel er der et par ting, jeg meget gerne vil sige til dig.
Din overskrift lyder sådan her: ”En hverdag med depression”. Det gyser lidt i mig ved at læse dette. For mig at se må en depression aldrig blive hverdag. Ikke at jeg ikke har prøvet den situation, hvor en depression trak ud og blev hverdag, men i bakspejlet kan jeg se, at min depression blev hverdag, fordi jeg fik forkert vejledning og forkert medicinering. Og her var der især to ting, der gjorde hele forskellen, og de kommer her:
1. Du skriver: ”Men jeg kæmper hver dag for at kunne dette.”
Min erfaring er, at depression overmander os, fordi vi har kæmpet alt for meget og alt for længe! Vores krop vil ikke længere finde sig i den behandling. Den bliver bl. a. langsom for at fortælle os, at vi skal holde os i ro.
Som du kan forstå tror jeg ikke på den der med, at man skal holde sig i gang. Når jeg læser dit indlæg, kan jeg se, at du forholdsvis tidligt gik i gang med at arbejde igen – dog på nedsat tid. Jeg tror, at det er vigtigt, at man med det samme kobler totalt fra og derefter giver organismen lov til at komme sig i sit eget tempo. Nogle gange har jeg sammenlignet en depression med et sår: Hvis et sår får tid og ro, vil det heles. Hvis man derimod hele tiden kradser i det, heles det ikke. Når man skal tolke min sammenligning, er det ”at kradse i et sår” det samme som hele tiden at tage sig sammen. At tage sig sammen er vi jo i forvejen alt for gode til. Det skal det være slut med.
Men jeg kan godt se, at ovenstående råd kommer for sent. Din depression har nu varet over et halvt år, og på nuværende tidspunkt er der vel en uudtalt forventning om, at du snart skal blive rask. Men jeg tror, at det er vigtigt, at du holder op med at kæmpe. Det har du gjort alt for meget og alt for længe!
2. Du skriver ikke, hvilken form for medicin du får. Jeg har prøvet flere forskellige slags, og min erfaring er, at såkaldte SSRI’ere ikke hjælper mig. SSRI-præparater er antidepressiv medicin, der kun påvirker et enkelt signalstof, nemlig serotonin. I den periode for længe siden, hvor min depression blev hverdag, gik jeg hos en psykiater, der gav mig Zoloft. Det virkede overhovedet ikke, og jeg kunne ikke overtale psykiateren til at give mig noget andet. Min depression trak ud i månedsvis.
Jeg har både før og efter denne svære omgang fået medicin, der virkede hurtigt og effektivt. Da jeg var ung, fik jeg nogle af de gammeldags tricykliske antidepressiver (som også påvirker signalstoffet noradrenalin), og i de senere år har jeg fået Mirtazapin, der ligeledes påvirker både serotonin og noradrenalin.
Når medicinen passer til den type depression, man har, er det min erfaring, at depressionen letter i løbet af 3-4 uger, forudsat at man holder sig i ro imens. Derefter kommer der selvfølgelig en periode, hvor man lige skal sunde sig lidt, overveje sit liv på ny og selvfølgelig helst ændre på noget, sådan at man ikke igen bryder sammen. Men alt i alt er det et meget kortere forløb, end det du oplever.
Jeg kan selvfølgelig
Resten af mit svar
Written by
irsten
20. jan 2018 11:01
Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om du ville have gavn af noget andet medicin. Men jeg ved, at hvis en bestemt medicin ikke har virket efter f.eks. 6 uger, så er det på tide, at man overvejer, om medicinen er den rigtige!
God bedring og mange hilsner
Irsten
Tak for Reapons
Written by
Miabitten
21. jan 2018 14:25
Tak for dit fine svar...
Jeg er enig i stort set alt du skriver... Jeg har aldrig været i sådan en situation før og det hele er meget anderledes. Der er ingen tvivl om at mine piller har hjulpet mig, men jeg har ikke været god ved mig selv, som du selv har opdaget - Har jeg haft travlt al for travlt Jeg var tilbage på jobbet efter en uge og knoklede på. Det skulle jeg ikke have gjort.
Jeg er lige i forgårs blevet opsagt fra mit job og selvom det er rigtig øv lettede det mig også. Jeg starter til psykolog på mandag og glæder mig til at få nogle værktøjer.
Tak for din fortælling...