Debatindlæg

hej herinde...

Jeg søger så meget råd fra jer som kender til problematikken om manglende følelser.

Min (ex) kæreste, har formodentligt være deprimeret i meget lang tid, vi snakker 1 år (han mener selv 2) uden vi rigtigt har vidst det.

I sommers røg jeg ned med stress, og hans humør svingede også noget... så vi havde vorest bump på vejen.

omkring okt. mdr. begynder han at trække sig fra mig i perioder, med kortere og kortere mellemrum.
I nov. melder han så ud, at han ikke elsker mig mere (trods vi faktisk der er inde i en af vores bedste perioder).. han fortæller han har gået og tænkt på det de sidste 14 dage, og mente ikke han kunne se os være sammen om 20 år, hvilket havde ført ham til spekulationer omkring hans følelser for mig, og han kommer til den konklution at han ikke kan mærke sine følelser for mig.
nogle dage efter vi snakker vi sammen (vi bor i samme hus, men har delt det op og bor i hver sin ende) og han indvilliger til at give det et forsøg mere.. men han er slet ikke til stede og ønsker bare at trække sig mere og mere fra mig... fysisk kontakt skal jeg næsten tvinge ham til (vidste jo ikke bedre på daværende tidspunkt).
Der går ca. 1 mdr. så melder han igen ud at han ikke ønsker at fortsætte.
Jeg er bare helt knust, og forstår slet ikke hvad det er der pludseligt skete.

Jeg trækker mig selvfølgelig til min afd. af huset, og forsøger at undgå ham fuldstændigt.. kan jeg høre han er i køkkenet venter jeg med at gå derned til han er væk igen osv. det gør simpelthen så ondt i mig.

Jeg mærker så også at han isolere sig mere og mere, også for familie og venner...
står ikke op om morgenen trods han skal på job, spiser ikke, kan ikke overskue at holde sit lille værelse, kan slet ikke overskue nogle opgaver i hjemmet, eller bare at klare sin egen omsorg.

Når kammeraterne kommer, tager han facade på, og de aner ikke uråd, for så er han frisk, humorfyldt, og overskudsagtig.

Jeg reagere dog og fortæller at jeg er meget bekymret for ham og at jeg er sikker på han har en depression, men blir mødt med et nærmest hånligt grin som "jeg har aldrig haft det bedre, så hvad snakker du om" grin.

Jeg forsøger også at række ud til hans kammerater som jo desværre reagere på samme måde.

kort tid efter fortæller han mig så at han har været hos lægen, og jeg spørg om det var for at få taget det EKG hun har villet ha, før han kan opstarte sin ADHD medicin igen, hvortil han siger nej, han har fået taget blodprøver.. nu blir jeg da bekymret og spørg om der er noget galt...
her fortæller han så at han er ved at blive udredt for depression da han havde undret sig over hans manglende sexlyst... den har stort set ikke været til stede i de 1½ år vi var sammen.... og han havde søgt lidt på nettet og kunne jo se at det kunne være et symptom på depression..
Jeg JUBLEDE indvendigt, for yes nu fik han hjælp.....

Ugen efter var han hos lægen igen og alle blodprøvesvar var fine, og han kunne derfor opstarte paroxetin 20 mg.
Samtidigt med sin ADHD Strattera på 25 mg.

Disse to præperater arb. henholdsvis på serotonin, samt noradrenalin, på samme måde som eks. Venlafaxin, dog kender jeg ikke til om koncentrationerne er det samme.

efter ca. 2 uger begynder han at ikke være så isoleret mereog han får mere og mere overskud, og jeg kan se det virker.
Nu er der gået 28 dage og altså 4 uger, og han er nu meget mere energisk, imødekommende, har fået lysten til eks. at rode med motorcykler og biler igen, finder glæde ved samvær, griner, og ja er stort set min elskede(ex)kæreste igen...

i al den tid der er gået fra han fortalte han havde været hos lægen og få taget blodprøver, har jeg ikke længere holdt afstand, men netop været der for ham, overtaget ALT praktisk i huset, sørget for hans søn når han var her, osv. også gjort rent inde på hans værelse, og jeg ved han har sat pris på det.
Han har selv i den tid opsøgt mit selskab, og ønsket at spiser sammen, og vil meget gerne snakke og dele sin hverdag med mig. Han spø