Debatindlæg

Det her bliver måske en lidt lang historie. Det er en historie om, hvordan jeg mødte en mand, vi har haft et on and off venskab, og nu har jeg fået en mistanke om, om han måske er narcissist.

Vi mødte hinanden i et aktiveringstilbud, jeg var kommet på kontakthjælp efter at have stoppet på min uddannelse pga. depression. Han havde været på aktiveringsstedet før, men var stoppet på hf, så han kom tilbage til aktiveringen. Jeg tror vi er et lidt umage ”par”. Vi er hinandens diametrale modsætninger. Han er snakkesalig, udadreagerende, slet ikke tilbageholden og meget selvsikker og så har han været stofmisbruger og røget hash. Jeg er genert, og nok det folk vil kalde en ”pæn pige”, jeg er pligtopfyldende (dengse) og har ofte svært ved at tro på mig selv, og jeg har aldrig røget hash eller taget stoffer, jeg drikker knap nok. Vi er dog begge interesserede i at tegne og male, og det var nok den interesse der var grundlag or venskabet.

Vi begyndte at se hinanden da vi begge gik på aktiveringstilbuddet. Vi gik ture, så film og hyggede. Pludselig så vi ikke hinanden så meget – og jeg ved ikke helt hvorfor. Han fik pludselig et raserianfald i aktivering og blev smidt ud. Nogle sagde at han var begyndt på stoffer igen.

Ca. et år efter det så vi hinanden igen, bare en gåtur. Her var han begyndt at lave noget vikararbejde. Men efter det så vi ikke hinanden mere.

Efter et års tid igen, som så er i dag, er vi begyndt at snakke sammen igen. Han skrev en lang besked til mig, hvor han forklarede at han følte skyld og følte, at han havde behandlet mig dårligt. Han skrev også hvor smuk og hvor god en person jeg var. Jeg sagde ja til at mødes og vi har nu set hinanden to gange indenfor kort tid. Han virker meget begejstret, han vil pludselig en masse ting sammen med mig. Jeg har dog sagt, at jeg lige har brug for at være mig selv, da jeg skriver bachelor. Han accepterede, men jeg kunne godt mærke at han blev lidt irriteret over at mit energiniveau ikke er lig hans (det er måske også bare noget jeg tror, jeg fornemmer, jeg ved det jo ikke med sikkerhed)


Han er god til at være charmerende ved at skrive poetiske beskeder og sige til mig, at jeg er smuk osv.. Det er lidt overvældende nogle gange. Han takker mig tit, og siger at jeg har en god beroligende effekt på ham. Desuden roder hans lejlighed ofte, og her takker han mig også, fordi jeg får ham til at rydde op. Han vil gerne rydde op for mig men ikke forandre, siger han. Men han er også god til at rose sig selv og tale meget pænt om sig selv. Nu vil jeg ikke lyde som en fortaler for janteloven, men jeg synes hans begejstring over sig selv nogle gange er for meget.

Det er som om, at tingene helst skal gå efter hans hoved. Jeg kan mærke på ham, at han bliver irriteret, hvis tingene ikke går som han vil. Hvis tingene går efter hans hoved bliver han meget begejstret, hvis jeg fx siger ja til at spise sammen med ham. Det er også som om, at alt er positiv, verden er hele tiden positiv og hvis man ikke er glad, skal man bare tage sig sammen. Jeg ved at han har haft nogle svære perioder, og at alt ikke altid har været positivt.

Han snakker rigtig meget, hele tiden faktisk. Han spørger kun meget lidt ind. Det er meget svært at afbryde fordi det hele kommer i en lind strøm af ord. Nok er jeg også genert, så jeg har generelt svært ved at bryde ind i samtaler, men det her er ekstremt. Jeg bliver faktisk nødt til at lukke af nogle gange, fordi han snakker så meget.

Det er som om han prøver at imponere mig ved at gøre som jeg gør. Jeg er vegetar og han er lige begyndt at spise vegetarisk. Han bliver ved med at takke mig for at have åbnet hans øjne for vegetarverdenen. Og jeg har jo egentlig ikke hjulpet ham med noget som helst, altså jeg har ikke prøvet at overtale ham eller prøvet at omvende ham. Han bliver ved med at fortælle alt muligt om, hvor nemt det er at være vegetar, og han fortæller alle mulige facts om soya, græskarkerner osv. Altså, som om han pludselig er ekspe