Debatindlæg

Jeg blev allerede tilbudt hjælp og samtaler før jeg havde født min søn, for 2 år siden. Efter at have haft 11 års lang depression i bagagen ligger jeg ikke overraskende i risikogruppen. Alligevel tog jeg ikke rigtig imod det. Det er hårdt for alle nybagte forældre at få et barn, særligt når det er det første, og man skal finde sig selv i sin nye rolle som forældre. På det punkt følte jeg ikke at jeg havde det værre end så mange andre, men alligevel følte jeg nogen gange at jeg lå lidt i et limbo, tippet til at falde i en fødselsdepression hvis jeg ikke passede på. Problemer med mine egne forældre, særligt min far, ledte til en del tanker og fortvivlelse omkring hele idéen om nu selv at være i rollen som forældre, og hvad det helt præcis betød og indebar.
Jeg fandt dog mig selv, og ro i rollen som mor, efter godt et halvt år. Resten af tiden var bare en kombination af endeløs stress, usikkerheder, fortvivlelse og et underligt forhold til alt det der med at amme.

Så da svigermor jokende sagde at hun forventede at der kom mindst 5 børnebørn mere, havde jeg egentlig mest lyst til at slå hende. Og så græde. Vores søn var kun nogen få uger gammel da vores forældre begyndte at snakke om hvordan vi nok fik en masse flere. Jeg kunne knap nok sluge den kamel det var at blive mor for første gang, og så snakker de gudhjælpemig om endnu flere??
Chancerne for flere børnebørn fra mine brødres side er nok lig nul. Der er måske noget at hente fra min kærestes brødre, men det er bare som om man videregiver det ene forventningspres over til den næste.
Ok, fair nok, man er glad og begejstret når man får sine første børnebørn, men når ens forældre snakker om det nærmest fra det øjeblik man blev kæreste interesseret og kom i en potentiel fødedygtig alder, så føles det bare ikke som ens eget valg længere.

Selvfølgelig er det vores eget valg, om vi vil have flere. Det var vores eget valg, at vi ville have ham vi har. Men det føltes som om, at det er vores forældres valg, før det blev vores eget.
Jeg har altid forestillet mig at jeg fik to børn, også før jeg fik den første. Men lige nu føles det som om, at jeg bare makker ret, når de hele tiden hinter om hvordan der måske kommer flere. At vi vælger at få en mere, bare så vores søn har nogen at lege med (som om det er ondskabsfuldt at være enebarn).
Men jeg vil stadig gerne have et mere, men jeg aner ikke engang om det har været mig selv der traf den beslutning, eller det var alle omkring mig.

Jeg er også pisse bange for at få den fødselsdepression som stod og bankede på døren sidste gang. Første gang lykkedes det mig at holde den hen lige akkurat længe nok til at drengen kunne smides i vuggestue, og jeg kunne tage en kæmpe indånding for første gang i et helt år.
Jeg føler, at hvis jeg ikke finder de rette værktøjer og den rigtige måde at håndtere mine egne tanker og følelser på, så ryger jeg fluks i en fødselsdepression nærmest før ungen er født - og vi har ikke engang planer om at begynde på projektet endnu! Jeg vil bare gerne forebygge.
Jeg føler ikke at jeg kan starte på det projekt, før jeg har det her under kontrol. Før jeg kan hvile i mig selv, og retfærdiggøre at det her er 100% det jeg gerne vil, og at jeg bliver glad for at have gjort det!

Lige nu føles hele det første år af min søns liv, som en periode der bare skulle overstås. Jeg elsker min søn, som enhver moderhjerte kan, men jeg hader, hader, hader barselslivet, putte nutte attituder, og mest af alt hader jeg faktisk babyer. Ikke sådan passioneret, men mere på en 'nej tak!' agtig måde.
Jeg vil gerne have et BARN mere, hvis bare jeg kunne fast-forwarde hele baby fasen. Jeg vil gerne kunne overbevise mig selv om, at det er et valg jeg har truffet fordi det er det eneste rigtige for mig at gøre, i mit liv og familieliv. Jeg ville gerne kunne overleve at få et barn mere, uden at gå psykisk omkuld fordi jeg bliver bange, fordi jeg skal gå igennem det hele en gang til. Jeg overlever ikke endnu en 'det skal bare overstås' f